Belært af erfaringerne fra første sejlads mod Hov, har vi ventet på små bølger før vi sejlede sydpå. Første vindue kom torsdag efter påske (25/4), hvor vi havde en dejlig sejlads til Sønderborg. Næste dag var ”bølgedag”, så vi har været en tur i skoven sydøst for Sønderborg på vej ud for at se fugle, et tordenvejr varslede dog sin ankomst tidligere end forventet, så vi skyndte os hjem igen. Heldigvis nåede vi i tørvejr inden det for alvor brød løs.
Lørdag morgen var der hul igennem igen og vi stod ud af Alssund ved 6-tiden og satte kurs mod Travemünde med forventet stop ved Femernsund pga. bølger. Vi havde en rolig sejlads i diset vejr. Vel fremme ved Femernbroen blev vejrudsigterne tjekket en sidste gang og vi besluttede at sejle videre og løbe risikoen for lidt ruller. Søndagens vindue var nemlig blevet meget mindre. Ved 20-tiden gik vi ind i Grömitz, fandt en ledig plads mellem to kæmper (se billede) og fik noget aftenssmad. Grömitz er en blandt mange tyske badebyer ved Østersøen med store brede sandstrande og i dette tilfælde en kæmpe marina.
Tidligt op igen næste dag og mod Travemünde. Travemünde er også en stor badeby, og det er ikke lige vores kop te, så vi fortsatte mod Lübeck.