Mittellandkanal er med sine 325,7 km Tysklands længste menneskebyggede vandvej. Kanalen begynder i nærheden af Dortmund fra Dortmund-Ems-kanalen og forbinder Hannover og Wolfsburg til Elben i Magdeburg. For at undgå unødvendig op- og nedslusning når et fartøj skal krydse en flod, er der bygget akvædukter over både Weser i Minden og over Elbenved Magdeburg. I oktober 2003 blev der indviet en stor akvædukt (Wasserstraßenkreuz Magdeburg) over Elben for at forenkle trafikken til Elbe-Havelkanalensom giver forbindelse til Berlin og Oder, sådan at man kan nå Polen.
Mittellandkanal er mere trafikeret end Elbe Seitenkanal. Den er også smallere de fleste steder, til gengæld er der dybt næsten til kanten.
Vi gik ind i en lille lystbådehavn ved Abbesbüttel. Der skulle være både vand og strøm, det viste sig dog, at det kun var ved den inderste bro, hvor vi ikke var sikre på at vi kunne komme ind. Der var også låste døre for enden af broerne, så Chanel mente det var en god idé at vi sejlede videre. 10 km senere var der en fortøjningsplads hvor vi kunne ligge for natten ved byen Venden. Mandag morgen (Poul ville sige formiddag) tog vi cyklerne til en nærliggende EDEKA, hvor vi fik købt lidt ind, før vi sejlede videre. Nu ligger vi ved byen Sehnde ved kajen tilhørende en motorbådsklub, hvor vi kan få både strøm og vand. Noget af det materiale, vi har, beskriver stedet som havende en hyggelig hafenmeister – det kan vi helt tilslutte os.