Vi har jo drømt om denne tur i 40 år og elsket at være afsted på sejlerferie. Når vi er på ferietur har vi altid et mål. Målet er ikke nødvendigvis bestemt på forhånd men bliver det senest i starten af ferien. Og vi har en deadline. Vi skal være hjemme igen indenfor et vist antal uger – oftest for få.
Sådan er det så ikke mere – vi har al den tid vi vil have, vi har løse mål men ingen dato. Det skal man lige vænne sig til. Det er noget med ikke at blive rastløs, at kunne tage sig tid til at blive et sted en dag mere, hvis der er dejligt. At nyde turen, glæde sig over skønheden og opleve de kulturer og mennesker vi møder med ydmyghed og nysgerrighed. Kort sagt – at være rejsende.
Det skal vi øve os i, men vi bliver bedre og bedre.