Sambre er en flod der har sit udspring i Frankrig og det meste af sit løb i Belgien. Floden løber ud i Meusefloden ved Namur.
Torsdag middag sejlede vi op ad Sambre. Vi havde set at der skulle være nogle drypstenshuler i Floreffe som der ikke var så langt til. Det kneb lidt med at finde et sted at parkere, men det lykkedes til sidst et par km udenfor byen.
Næste dag ville vi så op og se huler. Et opslag på internettet og tilhørende Google Translate fortalte os dog at der kun var adgang med bestilt guide. For det første ville prisen blive lidt høj og for det andet var sandsynligheden for, at der lige stod en guide og trippede for at vise os hulerne, nok ikke stor. Så vi opgav og sejlede videre.
Sambre er meget præget af industri, bl.a. omkring Charleroi, hvor der er kæmpe fabrikker og anlæg, der genbruger metalskrot.
Charleroi ligger ca. 50 km syd for Breuxelles og har over 200.000 indbyggere.
Charleroi med forstæder strækker sig langs begge bredder af Sambre i et område mærket af kulminer og stålindustri, der har givet det øgenavnet Pays Noir (“det sorte land”. Området er del af Industribæltet, som følger dalen langs flloderne Haine, Sambre, Meuse og Vesdre.
Selv om de fleste fabrikker er blevet lukket siden 1950’erne, er landskabet stadig pæget af tipvognsspor og gamle industribygninger.
Liggepladser/havne er der ikke så mange af, men ofte er der plads ovenfor sluserne. I Charleroi fandt vi ingen plads så vi sejlede videre. Jeg så et glimt af et skilt i Marcinelle slusen som indbød til søgning efter informationer, det kunne vi jo passende gøre, når vi fandt et sted for natten. Næste sluse Monceau-sur-Sambre blev betjent af to unge fyre der ikke kunne meget engelsk. Da vi var kommet næste op, så jeg et skilt magen til og vi blev liggende i slusen mens det blev nærstuderet. Der kuldsejlede vores plan om at sejle til Frankrig og Reims via Sambre og Canal de la Sambre à l’Oise. Et stykke af den franske del af kanalen var spærret ved Vadencourt. Nøje granskning af vores kanalkort bekræftede dette og kanalstykket havde i øvrigt været lukket siden 2006. Ups. Vi må blive bedre til at forberede os! Heldigt vi fandt ud af det allerede nu.
I mellemtiden var vi kommet ud af slusen og var sejlet lidt videre. Men der var ingen grund til at fortsætte ad den vej. Så vi sejlede tilbage til slusen for at gå igennem. Den var til gengæld lukket for natten (klokken var efterhånden blevet halv otte) og ville først åbne kl. 7 næste morgen. Men så var der jo ro og fred i indsejlingen til slusen. Så jeg studerede kort, spurgte på facebook og fik svar, mens Poul lavede noget mad til os. Og så blev en ny ruteplan lagt. Vi skulle tilbage til Charleroi, hvor Canal Chaleroi – Bruxelles går fra. Ad den kan vi komme til Canal de St. Quentin eller Canal du Nord – vi har ikke valgt hvilken én det bliver endnu. Begge fører ned til samme område som Canal de la Sambre à l’Oise. Og skulle være sejlbare.
Kl 7 lørdag morgren var vi klar (der lå en stor fragter lidt oppe ad floden og vi kunne ikke ligge hvor vi lå, hvis han skulle igennem). Vi fik kontakt til slusemesteren og han fik gjort slusen klar til os. Og så var der lige pludselig noget galt med gashåndtaget. Vi kunne skifte mellem frem og bak, men ikke give gas. Heldigvis virkede gashåndtaget i styrehuset, så vi kom ind i slusen ved, at jeg stod ved gashåndtaget i styrehuset og Poul styrede og kommanderede til ”maskinrummet” fra agterdækket, hvor der er udsyn. Efter at vandet var tømt af slusen fik vi lov at ligge mens Poul fandt ud af om det bare var en løs møtrik eller gaskablet var knækket. Det var desværre det sidste. Vi spurgte slusemester om der var et sted i nærheden hvor vi kunne ligge, der var et sted 10 minutters sejlads fremme, hvor der var en vendeplads (de lange fragtere kan ikke vende på kanalen, kun der hvor der er havnebassiner eller disse vendebassiner). Vi havde godt set den på turen den anden vej, der lå nogle gamle ombyggede fragtere ved forfaldne kajanlæg, ikke så inspirerende, men nu var situationen en anden. En tur til Middelhavet med kommandobro og ”maskinrum” er ikke en option.
Vi sejlede ind i vendebassinnet og lagde til et sted hvor vi kunne få stævnen ind til en duc d’albe beregnet til fragtere med en bro til land og hækken fortøjet med en lang snor til en anden duc d’albe. Poul fik det knækkede gaskabel fisket ud og så skulle vi, ved hjælp af gaskabel og Google Translate, se om vi kunne finde nogen, der kunne hjælpe os med, hvor vi kunne købe et nyt. Da vi sejlede ind i bassinet var der ikke meget liv, men nu var der kommet liv i en anden båd, der lå udenpå to (tidligere) fragtere, så vi startede der. De tre mand ombord kunne ikke meget engelsk, havde et par forslag, hvoraf et var en bilreservedelsforhandler 4 minutters gang væk. Det gav ikke noget, bortset fra en ny vinduesvisker (den gamle var gået i stykker).
I den inderste fragter skulle der være en, der kunne engelsk, han var hjemme, da vi kom tilbage, og var meget behjælpsom, ringede til en fyr (han åbenbart kendte) i en bådshop/værft i en by 13 km herfra. De havde måske det, vi skulle bruge, men havde lukket lørdag og søndag. Claude, som han hed, tilbød at køre os mandag. Endvidere kunne vi lægge os bag ved den anden mindre båd udenpå de to fragtere, der var mere sikkert at ligge, og vi kunne også få strøm i begrænsede mængder af ham. Tænk, at der findes så hjælpsomme mennesker. Claude og hans kone boede ombord på fragteren, som de havde sejlet med tidligere. For en del år siden havde de bygget den om til beboelse og restaurant, som de havde drevet en del år, men nu var de stoppet og havde lagt båden her på vendepladsen i Charleroi. Her havde de nu boet i 4 år og nu var båden til salg.
Vi fik købt ind og fik god frokost, og der faldt lidt ro på. Vi kommer tidligst videre tirsdag, så vi har et par dage til at få ordnet lidt mere fra den der to-do-liste.
Mandag kørte vi så til bådshoppen, som havde alt muligt. Også gaskabler, bare ikke de rigtige. Så vi kørte tilbage igen med uforrettet sag men adresse på en navngivet person (vores fragtermand) og Poul gik i gang med internet og kontakt til Tommy alias Assens Bådcenter, som vi har brugt i mange år. I løbet af eftermiddagen havde de fundet ud af hvad det var der skulle bruges, bestilt det hos Palby, der afsendte direkte til Belgien. Vi manglede også en låsering som ved afmonteringen fløj et ukendt sted hen, det kunne Tommy dog ikke levere og hverken autoshoppen vi havde besøgt eller det cykelværksted vi besøgte mandag for at få en sådan, kunne hjælpe os. Nå men både T-Hansen og Biltema var leveringsdygtige så familien måtte holde for igen. Thomas tog straks afsted til Biltema i Aalborg Syd, tilbage til Vadum og sendte pakken i Spar. Da den kom frem var der endda lækre lakridser i til Pouls store glæde. Tak Thomas.
Det gav os så endnu et par dage til to-do-listen mens vi ventede på pakker fra Danmark. Torsdag eftermiddag var begge pakker med ude til levering, men ak – retur til depotet med mangelfuld adresse. Det har vi ligesom prøvet før, men nu havde vi jo en navngivet person med en rigtig adresse, der ovenikøbet kunne tale fransk! Det viste sig at der engang havde været en bro over kanalen lige ved vendepladsen og gaden fortsatte over broen og langs vendepladsen. Det er blot gledet ud af bl.a. de kortdata GLS bruger. Nå, men næste morgen tog vores kære Claude sin motorcykel og kørte 40 til depotet, fik pakkerne og kørte 40 km tilbage igen og leverede dem til os. Han har bestem fortjent den flaske god Ouzo, vi stadig havde fra sidste års bridgetur til Lesbos.
Vi fik kablet monteret, købt ind og så var det tid at sige farvel og sejle ud på kanalen mod Bruxelles.