Vi fandt en høj spunsvæg, hvor vi kunne fortøje for natten og vi var omgivet af natur.
Lørdag gik turen mod Frankrig. Det var en tur med smukke områder men også med meget industri – eller nedlagt industri. Der var ikke mange steder, hvor vi kunne ligge. Og vi manglede VAND. Der var ikke vand ved vendepladsen, så vi satsede på at få vand i en sluse. Den første sluse skulle have vand, men slusevagten mente ikke der var tid til at vi kunne få noget. Senere overså vi at der var skiltet med vand i en sluse, vi lå på den forkerte side og så det først på vej ud.
Vi kom til en lystbådehavn, men vi gik på grund da vi forsøgte at komme ind. Den næste lystbådehavn (Mons) var heller ikke dyb nok ifølge vores Navionics kort, så vi sejlede forbi. 10 km længere henne blev vi anråbt af en fragtskipper, kanalen var spærret et par km længere fremme på grund af en sammenstyrtet bro. Vi blev enige om at ligge at kigge efter, den var god nok, så vi sejlede tilbage til fragteren og spurgte om han vidste hvornår der kunne sejles igen. Mandag morgen kl. 6. Og han vidste ikke hvor vi kunne få vand ud over den sluse vi havde passeret for længe siden.
Tidligere på dagen var vi kommet til at sluse sammen med en anden dansk båd, som var sejlet ind til Mons. Jeg havde også fået gjort opløsningen lidt mindre på dybdekurverne fra sonarmålinger på kortet, så nu så det pludselig ud som om det måske kunne lade sig gøre at komme ind til broerne i Mons alligevel. Så vi besluttede at prøve og listede ind mod gæstepladserne. Havnechefen kom ud og sagde, at der ikke var plads men vi kunne være yderst på en bro. Det var indenfor den indhegnede del, så vi kunne ikke umiddelbart komme i land, men der var vand. Så det startede vi med at fylde på og så fik vi vand i hanerne igen, det var dejligt.
Havnen var desværre meget urolig, den lå uafskærmet midt i en sø, hvor der blev sejlet om kap med vandscootere, og hvor speedbåde trak folk i tuber i fuld fart. Det fortsatte til ved 10-tiden om aftenen og havde som konsekvens, at vi måtte have skriddug på bordet, for at tallerknerne ikke skulle rusche ned under rulleriet.
Derfor tog vi ud af havnen ved middagstid søndag efter at være nået til bunds i vasketøjsstakken og have toppet op med vand. Vi fandt en kaj vi kunne ligge ved og nød roen og en dejlig Sankt Hans middag på agterdækket. Mandag morgen passerede vi så den ødelagte bro.
Broen var formentlig ødelagt med vilje, Belgien har 3 broer af samme type som den der styrtede sammen i Genova i Italien sidste år og dræbte 38 mennesker, og der har været en del debat om hvad man skulle stille op med den situation.
Kort efter broen skulle vi til venstre – troede vi. Der så imidlertid meget dødt ud ved den sluse vi skulle igennem, så lidt nærmere granskning på nettet afslørede, at den kun blev betjent på anmodning ,og den anden ende af kanalen var vist lukket. Heldigvis er der flere veje til Rom så vi fortsatte og drejede til venstre en times tid senere ned ad l’Escaut.
I byen Mortagne-du-Nord, hvor vi endelig var kommet ind i Frankrig, skulle vi så til højre – men ak – vi gik på grund! Så vi fortsatte til venstre som de andre! Vi har ikke så gode kort over de belgiske vandveje, så vi er blevet snydt et par gange.
Til venstre var også ok, det ledte os på rette vej sydpå mod enten kanal St. Quentin eller canal du Nord.
Det var en hyggelig flod, men der var ikke rigtig nogen steder hvor vi kunne ligge og de to lystbådehavne vi mødte kunne vi ikke komme ind i pga. dybgangen. Til sidst fandt vi et gammelt faldefærdigt bolværk som vi lagde os op ad for natten.
Noget af aftenen blev brugt på at finde ud af hvilken rute vi skulle tage. Det endte med at vi valgte St. Quentin. Der er ganske vist flere sluser, men det er udpræget den, der lyder hyggeligst. Og vi er her jo for at nyde tilværelsen, og kommer vi ikke til Reims til Tour de France, må de unge mennesker tage bilen og køre dertil.
Så næste morgen fortsatte vi mod syd, drejede af mod St. Quentin og stoppede lige før den første sluse i Iwuy.