Både vores pilotkort og tekst på slusen indikerede, at de næste mange sluser skulle åbnes med en fjernbetjening, som vi skulle have udleveret i slusen. Der var dog ingen bemanding og ingen steder at få udleveret en sådan, men der var da et telefonnummer vi kunne ringe på. Det gjorde vi og en flink dame sendte en VNF mand ud til os. Han kunne dog ikke noget engelsk og havde ingen fjernbetjening med, men med google translate og et opkald til en anden VNF mand, der kunne agere tolk lykkedes det at få en aftale om at vi blev hvor vi var og næste dag ville der komme en mand med en fjernbetjening og lukke os igennem den første sluse. Vi nød aftenen på en kanal der tegnede lige efter vores hoved – masser af natur og fred og ro.
Næste dag kom der som aftalt en mand med en fjernbetjening og vi kunne så klare os selv i sluserne. Det gav en dejlig ro, at der ikke hele tiden var nogen der stod og ventede på at vi kom ind, fik fortøjningerne om noget at holde i og kom ud igen efter endt slusning. Vi kunne gøre det i vores eget tempo og vi fik prøvet lidt forskellige taktikker af.
Efter 6 sluser var vi i Camprai. Her var en lystbådehavn med både vand og strøm. Efter sigende også internet, det fik vi dog ikke rigtigt til at virke. Cambrai var et meget hyggeligt sted og da vi var startet på renovering af søgelænderlisten i Charleroi, fortsatte vi her og fik lakeret den nogle gange. Detbetød at vi lå i Cambrai i 4 nætter.
Normalt foretrækker vi at lave aftensmad selv og går kun i byen når der er en speciel lejlighed. Vi havde bryllupsdag, mens vi lå i Cambrai, og fejrede den med et besøg på O Gout du Jour, som lå højt på Tripadvisor og tæt på havnen. Vi blev ikke skuffede – veltillavet og smukt serveret mad, venligt og imødekommende personale og rimelige priser. Det kan bestemt anbefales.
Saint-Quentin kanal er en kanal i det nordlige Frankrig, der forbinder den kanaliserede Escaut flod i Camprai med Canal latéral à l’Oise og Canal de l’Oice à l’Aisne i Chauny.
På toppen er der to tunneller, Riqueal tunnellen på 5670 m og Lesdins tunnellen på 1098 m. Den første af tunnellerne skal man trækkes igennem af en eldrevet pram.
Kanalen blev bygget i to faser, den anden meget længere end den første. Kongens ministre Colbert og Mazarin havde begge foreslået at forbinde floden Oise og floden Somme i det 17. århundrede og dette resulterede i kanalen Crozat, eller Canal de Picardie, mellem Chauney og Saint-Simon i 1738. Resten, forbindelse mellem Saine og Escaut blev en langvarig proces. Den oprindelige arkitekt, Devicq i 1727, døde i 1742. Meget lidt blev fuldført indtil Napoleon befalede arbejdet genoptaget i 1801. Han var tilstede ved åbningen i april 1810.
Kanalen blev så stor en succes, at det var nødvendigt at dublilkere sluserne hele vejen tidligt i det 20. århundrede, og samtidig uddybedes kanalen, tunnellerne blev gjort større og vandtilførslen blev øget. Senere forbedringer inkluderede elektrtisk træk af pramme gennem tunnellerne, installeret under første verdenskrig, mekaniske sluser og belysning af de travleste sektioner.Senere blev sluserne udstyret med stænger til automatisk selvbetjening før og i slusen, og endnu senere med håndholdte fjernbetjeninger. i 1878 passerede dagligt op mod 110 pramme top niveauet. Canal du Nord blev bygget som parallelrute, færdig i 1965. På kanalen fragtedes større mængder gods end på nogen anden menneskeskabt vandvej i Frankrig i 1964.
Under første verdenskrig var kanalen en del af Hindenburg linien, en tysk defensiv position bygget vinteren 1916-1917. De alllieredes indtagelse af St. Quentin kanalen i 1918 var en betydelig del af hundrede dages offensiven, som førte til våbenstilstand.
Mandag morgen tog vi afsted fra Camprai og sejlede sydpå ad den smukke kanal. Midtvejs mod Riqueval-tunnelen skulle vi melde adresse (til opkrævning af gebyr) og hvornår vi ville sejle igennem. Vi valgte at nyde kanalen og gå igennem onsdag. Der er kun én daglig afgang i hver retning. Kl. 8.45 var vi ved opsamlingspladsen og kl 9 begyndte VNF folk at få os linet op efter vægt bag ved en elektrisk slæbebåd, tungeste båd først, og med 2×30 m snor mellem os, der skulle krydses. 30 m lød af meget synes vi, men da først slæbebåden satte i gang og derefter sagtnede farten lidt igen, kunne vi se at det ikke var spor for meget, hvis ikke bådene skulle sejle op i hinanden på opskuddet. Uden motor havde vi jo ingen bremser. Vi havde læst at det var vigtigt at snorene var lige lange. Det erkendte vi så også var rigtigt. Vi havde ikke de store problemer, men den 14 tons tunge motorbåd foran os havde store problemer. Vi forsøgte at justere på slæbetovene et par gange undervejs (højst 10 cm), men det blev aldrig perfekt. Men en spændende oplevelse.
Efter tunnelen var der en god timers sejlads med 4 km i timen (fartbegrænsningen på kanalen) til næste tunnel, og det var ikke tilladt at gøre holdt undervejs. Vi kom afsted som nr. 2 båd men nr 3 ville overhale selv om vi sejlede med 8 km i timen (vi prøvede nogenlunde at følge båden foran), så vi gav plads til den og sidste båd, hvorefter vi satte farten lidt ned. Da vi næsten var fremme ved næste tunnel, var de andre både ved at fortøje ved kajen og gøre klar til frokost, mens de ventede på grønt lys. Efter en halv times tid kom det grønne lys svarende til at vi havde sejlet med de påbudte 4 km i timen efter første tunnel. Nu var frokosten så nydt, og de var klar til at sejle videre. Vi var ikke forberedte på denne gradbøjning af reglerne, så frokosten skulle først forberedes, men vi var usikre på, om signalet ville skifte til rødt igen, og hvor længe vi så skulle blive liggende, så vi sejlede med igennem og spiste frokosten på den anden side af tunnelen, hvorefter vi sejlede til St. Quentin, hvor der var en lystbådehavn. Der var ikke så mange faciliteter længere og den lå i et industrikvarter i udkanten af byen, men til gengæld var der lås på porten, og både strøm og vand og så var den gratis!
Vi brugte nogle dage i St. Quentin til at tjekke en meget lille diesellæk, mistanken går desværre på en utæt dieseltank. Lækken er ikke større end vi kan leve med den til efteråret, så må vi se hvad vi kan gøre. Derudover til at ordne det sidste stykke med børnenet i søgelænderet inden børn, svigersøn og børnebørn ankommer.
Fredag eftermiddag var vi på storindkøb, vi havde tænkt at sejle et stykke fredag, men det blev for sent, så lørdag morgen tog vi afsted for at finde et hyggeligt sted, hvor vi kunne få familien ombord og hvor der kun var en lille sejltur til Chauny som så ud til at være et godt sted at ligge et par dage og få pakket ud og falde lidt til.