Det eneste jeg for alvor har savnet fra livet på landjorden, er min dejlige espressomaskine, og dens fantastiske cappuccino.
Den begrænsede køkkenbordsplads giver desværre ikke plads til en stor kaffemaskine. Vi har heller ikke altid strøm nok til at kunne trække en sådan.
Her snart fem år efter indflytningen, har jeg fundet en løsning, der både er plads til, og som efter min smag laver en god Cappuccino.
Først prøvede jeg en almindelig billig elektrisk mælkeskummer. Her kunne jeg ikke justere mængden af skum og fik alt for meget.
Så har jeg haft en Bialetti Mukka Expresso cappuccinokande i flere år. Først brugte jeg den med kaffebønner, men det var ikke super. Derefter tog jeg kaffesien af og blandede instant kaffe i mælken. Det har fungeret udmærket i nogle år, det skete dog ofte at den skummede over, inden jeg nåede at reagere. Den gik i stykker for nylig og var udsolgt rundt omkring. Så jeg gik på jagt efter en anden løsning.
Der er to hemmeligheder bag en god Cappuccino.
- En god expresso
- En mælkeskummer, der kan lave en fyldig varm mælk, med en passende mængde skum.
En god espresso instant kaffe er ikke helt så godt som frisklavet espresso lavet på friskmalede bønner, men absolut brugbar og nem.
Mælkeskum kræver ikke nødvendigvis en dampdyse, den på billedet viste Bialetti mælkeskummer laver det næsten lige så godt ved hjælp af gasblus og håndkraft. Før opskumning blander jeg instant kaffe og lidt sukker i.
Og så er den oveni købet nem at have med at gøre og let at rengøre.