Forældrene havde købt nye redningsveste til vores børnebørn. Vi havde godt nok vores egne børns gamle veste ombord, men de var jo 25 år gamle, så de var sikkert udtjente.
Børnene var imidlertid lidt utrygge i vandet, og efterhånden fik vi mistanke til, at det måske var fordi, vestene ikke opførte sig, som vi troede. Så vi fik det ældste barn til at teste den nyindkøbte redningsvest.
Vi har en forventning om, at redningsveste til børn skal vende barnet om på ryggen, så hovedet er ovenvande og barnet kan trække vejret. Det er jo hele ideen i, at barnet har en redningsvest på, når vi sejler, eller de leger på broen.
Forældrene klagede senere til den butik, hvor vestene var købt. Det fik de dog ikke noget ud af, vestene var godkendt til en standard, der IKKE kræver at barnet vendes.
Så vær opmærksom på flg. standarder
50 N – Svømmeveste
Til øvede svømmere i nærheden af kysten og kun med hjælp i nærheden. Ikke sikker ved bevidstløshed.
100 N – Redningsveste
Til anvendelse i kystnært og beskyttet farvand. Kun begrænset sikkerhed ved bevidstløshed.
Disse veste anbefales til børn! Og nogle af dem vender sikkert også barnet om…
150 N – Redningsveste
Til brug i alle farvande. Fuld sikkerhed ved bevidstløshed, dog begrænset sikkerhed, hvis der bæres kraftigt, vandtæt sejlertøj.