Fredag var vi klar til at sejle gennem Kielerkanalen, så vi startede med at sejle til sluserne ved Brunsbrüttel.
Kielerkanalen (på tysk: Nord-Ostsee-Kanal, tidligere Kaiser-Wilhelm-Kanal) er en 98 km lang kanal i det nordlige Tyskland, som forbinder Nordsøen ved Brunsbüttel med Østersøen ved Kiel-Holtenau. Den adskiller geografisk det meste af Jylland fra resten af det kontinentale Europa. Gennemsnitligt spares der 280 sømil (519 km) ved at bruge Kielerkanalen i stedet for at gå nord om Jylland. Ikke alene sparer det tid, risikoen for at blive ramt af storme mindskes også. Kanalen er én af verdens mest benyttede kunstige kanaler.
Kanalen blev bygget som erstatning for Ejderkanalen, der havde for lille kapacitet til at håndtere den stadig voksende dampskibstrafik. Den blev påbegyndt i 1887 under kejser Vilhelm Is regering og blev den 21. juni 1895 indviet af hans sønnesøn Vilhelm II. Kanalen var oprindelig 67 meter bred og 9 meter dyb, men i perioden 1907–1914 blev kanalen udvidet til 102 meters bredde og 11 meters dybde.
Frem til 1948 blev kanalen kaldt Kaiser-Wilhelm-Kanal, men fik efter 2. verdenskrig det mere neutrale navn Nord-Ostsee-Kanal, af tysk søfart forkortet NOK. På andre sprog anvendes ofte navnet Kielkanalen efter havnen i den nordøstlige ende af kanalen.
Vi havde sluset flere gange før i Sverige, men vi var lidt spændte på hvordan det var i så store sluser. Det forløb meget fredeligt. Eneste problem er de meget lave små flydebroer i siden, som man skal fortøje til – og ikke mindst – fendre af imod. Det er simpelthen svært at få fenderne så langt ned.
Selv om vi havde taget kanalbevis, havde vi noget svært ved at tolke de lys og tavler der var på kanalen. Så vidt vi forstod, var det lyssignaler for de store skibe, der på visse strækninger ikke kunne passere hinanden og derfor måtte vente. Om det gjalt os, var vi ikke sikre på, men hvis en stor fragter ventede, så ventede vi bag ved den.
Kanalen er som kanaler oftest er – forholdsvis lige med varierende omgivelser. Nogle hader dem, vi synes de er fine at sejle på.
Da vi nu allerede var kommet ind på Kielerkanalen, havde vi god tid, så vi skulle naturligvis se Rendsburg, som vi jo ellers bare kører forbi på motorvejen sydpå.
Der var også for langt, til at vi kunne nå til Kiel inden solnedgang (lystbåde må kun sejle på kanalen mellem solopgang og solnedgang).
Rendsborg ligger i Slesvig-Holsten ved Kielerkanalen og Ejderen, som den gamle hærvej krydsede her. Byen har ca. 28.000 indbyggere (med forstæder omkring 70.000).
Rendsborg opstod i 1100-tallet på en ø i Ejderen omkring en borg, som påstås at være oprettet af Svend Estridsens søn Bjørn. Borgen blev bygget på det sted, hvor Hærvejen krydsede Ejderen. I 1199 nævnes byen første gang i kilderne under navnet Reinoldsborg. Øens tilhørsforhold til Danmark eller Tyskland har ofte været omdiskuteret. Efter flere ejerskifter mellem danske konger og holstenske grever blev byen 1252 tilkendt Holsten. Et år senere fik Rendsborg købstadsret. Byens økonomiske centrum lå ved bytorvet ved Møllegaden. Efter en stor bybrand i 1286 blev byområdet for første gang udvidet. Efterhånden bredte byen sig både nord og syd for Ejderen.
Ved hertugdømmernes deling i 1544 tilfaldt Rendsborg hertug Hans, men i 1581 skiftede byen til Holstens kongelige del. I årene 1536 til 1540 lod Christian 3. opføre store byvolde. Men voldene kunne ikke forhindre, at tyske tropper besatte byen under Trediveårskrigen i årene 1627 til 1629. Senere under Torstensson-krigen i 1644 og 1645 rykkede svenske tropper ind. Under den skånske krig erklærede Christian 5. Rendsborg som fæstningsby, og i de følgende år oprettedes fæstningerne Kronværk og Nyværk nord og syd for Ejderen. På fæstningens sydlige port opsattes 1670 Ejderstenen med indskriften Eidora Romani Terminus Imperii (Ejderen, det romerske riges grænse). Stenen blev nedtaget i 1806, da det tysk-romerske rige ophørte med at eksistere. Den findes nu på Tøjhusmuseet i København. For at få indbyggere til at bosætte sig i den nye bydel Nyværk, udstedte kongen 1692 et privilegium om begrænset religionsfrihed for jøder (i et ellers rent luthersk område). Nyværk blev dermed til en toleranceby lige som Frederiksstad eller Fredericia.
Centrum for Nyværk er Paradepladsen, hvorfra tropper kunne sendes til volde og bastioner omkring byen ad de gader, som stråler ud fra pladsen. På Paradepladsen ligger blandt andet kommandantboligen. Her døde Christian 7. i 1808 af et slagtilfælde, angivelig lige efter at han havde set spanske hjælpetropper rykke ind i fæstningen. Fra det midterste vindue på bygningens 1. sal blev derefter Frederik 6. udråbt til ny konge af Danmark. På Paradepladsen finder man desuden fæstningens mægtige provianthus, fæstningens hovedvagt (nu restaurant) samt garnisonskirken, nu Kristkirken (Christkirche).
Med udbygningen til fæstning i 1600- og 1700-tallet og senere udvidelser mistede Rendsborg efterhånden sin karakter som ø. Den indre by er nu omgivet af Øvre- og Nedre-Ejder samt bysøen. Øvre-Ejder har næsten søagtig karakter.
I 1784 indviedes Ejderkanalen, som udgik fra Rendsborg og forbandt den sejlbare del af Ejderen med Kiel Fjord. Herved blev det muligt for mindre skibe at undgå den farlige sejlads omkring Skagen. Kanalen var et for sin tid imponerende stykke vandbygningsarbejde. Nord for byens gamle by befandt sig en af i alt seks kanalsluser, som regulerede vandstanden mellem Ovre og Nedre Ejder (slusen blev tilkastet i 1937).
Det blev ikke til så meget sightseeing i en ellers spændende by, men vi fik købt ind og tændt for dieselvarmeren, så der blev dejlig varmt.
Næste dag fortsatte vi mod Kiel. Ved slusen i Kiel-Holtenau skulle der betales for turen, det var overraskende billigt, syntes vi (godt 100 kr, dengang i 2010).
Vi søgte indad mod Kiel og fandt et sted at overnatte.