Frankland Island Tours
Igen blev vi afhentet ved hotellet og denne gang kørt syd for Cairns til en krokodillefyldt flod, hvor vi gik ombord på en stor motorbåd. Først sejlede vi ned ad floden, mens vi spejdede efter krokodiller, uden dog at se nogen. Derefter kom vi ud på det åbne hav hvor kursen blev sat mod Franklin Islands som er en øgruppe med fem ubeboede små koral-øer, fredede og med restriktioner på kommercielle besøg.
Vi var de eneste der var på øerne. Vi blev sat i land på den nordligste ø, og først gik vi en tur øen rundt i koralsandet og gennem regnskoven tværs over øen. Under kyndig vejledning af en marinbiolog, der viste og fortalte om koralerne og om dyrelivet der. Blandt andet, at det ikke er korallerne der har farve i sig selv , men alger inde i korallen, der giver farve. 90 % af korallernes energiforbrug kommer fra disse alger men hvis vandet bliver for varmt smider korallerne algerne ud, for at køle sig ned og overleve. Det er imidlertid valg mellem pest eller kolera, for uden algerne kan de ikke overleve i længere tid. Hvis vandtemperaturen falder igen inden for tre uger kan de stadig nå at få algerne ind igen og regenerere, ellers dør de.
Tibage ved udgangspunktet var det tid til badetøj og snorkel. Man kunne låne udstyr, vi havde dog selv med. Der var snorkeltur for alle – fra erfarne til dem der ikke kunne svømme. Vi blev guidet hen over flotte koralrev, der var en lille ledsagejolle, der holdt øje med at ingen kom i problemer eller kom for langt væk, det var meget betryggende for der var lidt strøm og store dønninger.
Vel på land igen var der dækket op ved bord-bænke sæt til tropisk frokost. Huh, hvor var det lækkert. Efter frokost kunne man vælge mellem den avancerede snorkeltur og en tur i en glasbundsbåd. Vi valgte den sidste og fik en flot tur hen over store koralrev.
Samlet igen gik turen tilbage over havet og op ad floden – stadig ingen krokodiller.
Firmaet kan anbefales – meget velorganiseret og kompetent. Og med en meget erfaren guide, der har som udgangspunkt, at dette skal være en fantastisk dag i paradis for alle gæsterne.