Down Under Tours
Vi blev afhentet på hotellet og ved næste gadehjørne fortalte guiden, at i det træ vi kørte forbi, hang der Flying Foxes som fløj ud hver aften. Vi havde faktisk set dem fra vores balkon og havde diskuteret hvilke fugle det var og om det kunne være flagermus.
Tjabukai Aboriginal Cultural Park
Efter at have fået den rette ansigtsmaling blev vi introduceret til regnskovens spisekammer og deres jordovn, derefter fik vi lov til at prøve kastepil og boomerang, vi fik et indblik i deres skabelsesberetning og illustration af deres musikinstrumenter og endelig en danseforestilling. Spændende sted og tankevækkende. Desværre er der jo ingen af de oprindelige beboere, der har haft det let, efter at de hvide har indtaget deres land, det være sig indianere, aboriginere og for den sags skyld grønlændere.
Rainforrest skyrail
En tur på 45 min i svævebane hen over det regnskovsdækkede bjerg er lidt specielt og flot. Der var mulighed for at komme af 2 gange undervejs for at gå til specielt flotte steder. Bl.a udsigt til et stort vandfald (Trollhättan x 2) som i regntiden danner så meget vandstøv, at der står regnbuer over vandfaldet, og netop regnbuen indgår i aboriginernes skabelsesberetning.
Kuranda
Kuranda var lidt skuffende/kedelig, måske fordi vi ikke havde fået læst om byen, inden vi kom der. Vi fik en rigtig ”turistfrokost”, hvilket fik os til – igen – at reflektere over hvordan man undgår turistfælderne.
Der var ikke mindre end to markeder – de siger os ikke så meget – og en sommerfuglezoo og en koalazoo som vi ikke nåede hen til. Faktisk var der også en flodbåd, vi kunne være kommet på en tur med, det så vi først, da vi skulle med toget. Der kunne vi ellers nok have brugt lidt tid.
Kuranda Scenic Rail
Der var pladsbilletter til toget, så afgangstidspunktet var fastlagt på forhånd. Det var en tur i gamle trævogne, dog med polstrede sæder. Turen gik ned ad bjerget på den modsatte side af floden og vandfaldet, og igen var der indlagt fotostop. Det var en flot tur der også vidnede om ingeniørkunsten i jernbanernes barndom med broer og tunneller, der er skabt for menneskedens fremme, men ikke uden menneskelige omkostninger.