Vi havde jo hørt om det – lungesygdommen, der spredte sig i Kinas storby Wuhan. Men det var heldigvis langt væk. Da der så kom syge mennesker hjem fra skiferie i Østrig blev det pludselig meget mere nærværende, specielt da smitten begyndte at brede sig, og der kom anbefalinger om afstand og hygiejne. Vi begyndte at blive mistænksomme over for den mindste hosten hos andre, som f.eks. kvinden på nabobænken i metroen. Vi holdt os fra bridgeklubben, for der sad vi jo mange mennesker, primært ældre, i flere timer. Og blev meget forsigtige med metro, men tog dog en tur til Barcelona d. 10 marts.
D. 11. marts havde jeg været i supermarkedet om formiddagen og set tomme hylder i kødafdelingen og om eftermiddagen sad vi som rigtig mange andre danskere foran fjernsynet og hørte Mette Fredriksen lukke Danmark ned.
De følgende dage hørte vi at flere andre lande ligeledes lukkede ned, heriblandt Spanien. Og opfordring til at alle ferierende danskere skulle komme hjem straks, da man ellers kunne risikere ikke at komme hjem. Vi havde nogle gode snakke med vores børn, skulle vi også komme hjem eller hvad? Men vi har jo vores hjem på båden, og vi ville alligevel ikke få lov til at være sammen med børnebørnene, da vi jo tilhørte risikogruppen. Det var vel også overstået på 14 dage eller da allerhøjst en måned. Så vi blev. Og hamstringen hørte ret hurtigt op. Der var heldigvis varer nok.
I Spanien var det forbudt at gå udenfor, hvis ikke man havde en lovlig grund. Lovlige grunde var basale indkøb som f.eks. det lokale supermarked, telebutik og apotek, arbejde, som ikke kunne klares hjemmefra, samt besøg hos sundhedsmyndigheder. Hundeluftning var også tilladt og Poul var glad for at gå lange ture med Chanel, men efter at være blevet stoppet af politiet flere gange og irettesat, indskrænkedes det til max 100 m fra vores bro. Jeg havde så til gengæld fornøjelsen af at handle ind i det lokale supermarked 2 gange om ugen. Og de få gange, der skulle hentes gas, var en sand fornøjelse – mere end 1 km væk – på cykel med gasflasken på bagagebæreren, så politiet kunne se, hvorfor jeg var ude.
Håndtering af de handlende i supermarkedet skiftede lidt over tid. Folk var så småt begyndt at bruge masker en uge ind i marts, fra d.13., hvor restriktionerne begyndte at træde i kraft, var de påbudt. Spritflasker blev stillet op, og der var vagtpersonale ved døren, der sikrede at maskerne var på og spritten blev brugt. Møntlåsene på indkøbsvognene blev også fjernet og der var afstandsmærker på gulvet og udenfor butikken, hvis der var kø. Efter et stykke tid blev der uddelt engangshandsker ved indgangen og vagterne sikrede sig at de kom på. Efter endnu et stykke tid skulle hænderne – med handsker på – sprittes af, det havde handskerne ikke specielt godt af, de blev lidt underlige af det.
Havneområdet blev desinficeret flere gange om ugen
Havnekontoret lukkede også, der var godt nok bemanding på, men de tog ikke længere imod pakker, selv om internethandel var tilladt. Det gav os nogle udfordringer, vi havde bestilt en fjernbetjening, der blev returneret, og da vores vandvarmer gik i stykker, havde vi store problemer med at få en ny. Vi endte med at få hjælp fra vores bådnabos venner.
I april sattes flagene i marinaen som mange andre steder på halv stang, for at vise sorgen over tabet af alle de mennesker, der har kæmpet og ikke var i stand til at overvinde Covid19 og især for at dele lidelserne med dem der ikke kan få besøg af pårørende i disse svære stunder.
Marinaen tilbød også at se til folks både og sende billeder retur, da det ikke var tilladt at komme ned til bådene. Al sejlads var naturligvis også forbudt.
Hver aften kl. 20 kom folk ud på altanerne i husene rundt om havnen og piftede og klappede for at hylde de overbelastede sundhedsmedarbejdere, det var bevægende at opleve.
Heldigvis kunne vi være udenfor på båden og nyde det gode vejr og snakke med folk på nabobådene. Mange af bådene på broen var beboede. Og så spillede vi 3 gange ugentligt online bridge med Jørgen og Lis fra Egå Bridgeklub. Det var rigtig godt for os at have nogle faste aftaler i kalenderen, jeg tror også vores modspillere satte pris på det, bridgeklubberne var jo også lukket ned i Danmark.
