Vi havde tirsdag set et opslag på facebook om et uvejr. Det var lidt svært at se, hvor det var henne, men onsdag morgen dukkede det igen op. Vejrudsigterne blev studeret, et par af dem havde dette billede af en cyklon over Middelhavet mellem Italien og Grækenland. Det så ud til at den ville komme ind over det område vi befandt os i i løbet af torsdag eftermiddag og natten til fredag. Vi havde egentlig overvejet at sejle mod Ithaka, men vejrmeldingerne fik os til at ændre mening og sejle mod enten Lefkas Marina eller Vliho bugten. Da vi nærmede os, forsøgte vi at ringe til Lefkas marina, havde nok valgt et forkert nummer, i hvert fald kunne vi ikke få at vide, om der var ledige pladser, vi kunne jo prøve at sejle dertil. Men der var lidt langt, når vi ikke vidste om vi kunne få plads. Vi prøvede også om vi kunne få en plads ved ”hotelbroen” syd for Nidri, men der var alt optaget. Så vi endte med at sejle ind i Vliho bugten (som også er kendt som “orkanhul”, men uden garanti), og sidst på dagen lagde vi ankeret ud i den østlige del, hvor vi forventede mest læ. Om aftenen blev det helt stille og sidst på aftenen kunne vi se ”festfyrværkeri” i form af massevis af lyn, der lyste skyerne op over bjergene mod vest. Det var stilhed før stormen.
I løbet af torsdagen blev de sidste forberedelser gjort, solsejlet blev taget ned, alt løst blev taget nedenunder eller surret fast, ankeret blev tjekket en ekstra gang og der blev lagt et par meter ekstra kæde ud (se hvordan vi beregner ankerkædelængde her). Og så kom det første tordenvejr med masser af vind fra syd. Der kom flere både ind i bugten i løbet af dagen og vi havde glæde af vores nye afstandsmåler, som også kunne hjælpe os med at guide de nyankomne til at droppe ankeret et fornuftigt sted. Vi så også at Nis var kommet ind i bugten. De lå ellers ved Ithaka, men var blevet sendt væk af havnepolitiet og ud i rigtig dårligt vejr, da havnen lukkede. De næste dage skulle vise, at det trods alt havde været den rigtige ordre.
Resten af dagen var der en del vind, omkring 12 m/s.
I løbet af natten tog vinden til i styrke og drejede efterhånden om i nordøst mens regnen piskede ned. Da vi stod op havde vi over 22 m/s. Pludselig så vi ud af øjenkrogen en båd, der kom drivende og øjeblikket efter sagde det bang – båden havde lagt sig på tværs af vores stævn.
Der stabiliserede den sig med vores ankerkæde mellem dens køl og ror. Vi kæmpede sammen med de to mennesker ombord på den anden båd en brav kamp for at få fendere imellem for at minimere skaderne og få båden fri af os, uden noget godt resultat. Vindpresset og bølgerne gjorde det umuligt. Efter et godt stykke tid fik vi endelig den indlysende ide at starte motoren og sejle fremad, så kæden blev slap. Det hjalp, og den anden båd gled ned langs siden af vores båd og væk.
I løbet af dagen løjede det noget af, vi kunne slappe lidt af igen og skaderne kunne besigtiges. Vi havde fået bøjet vores prædikestol og forstærkning neden under bovsprydet. Derudover havde vi fået en del skrammer. Vi havde til gengæld fået testet vores ankergrej godt og grundigt, så siden havde vi stor tiltro til at det holdt.
Den anden båd var en udlejningsbåd og de to mennesker ombord lovede at komme tilbage med kontaktoplysninger, det gjorde de dog ikke og lørdag sejlede jeg bugten rundt for at finde båden, det lykkedes ikke før jeg næsten havde opgivet det. Da var båden bemandet med folk fra udlejningsfirmaet og på vej væk. Jeg fik kontakt med dem men de mente ikke at de havde et problem, men jeg kunne jo kontakte Port Police!
Flere både omkring os havde taget billeder og film af episoden som vi nu fik tilsendt. Vi fandt også ud af hvilket firma båden kom fra, så vi havde godt materiale til vores forsikringsselskab (Panthenius), som i øvrigt behandlede os rigtig godt.
Hen over weekenden fik vi kontakt med Nis og Hanne (hans kone) og de kom over til en tiltrængt øl og snak om hvad de havde været ude for. De havde været noget forskrækkede over at blive sendt væk fra hvad de mente var en god og sikker havneplads, men efterfølgende viste det sig, at centrum for stormen var gået hen over Ithaka og Kefalonia, og de både, der lå til kaj der, var for manges vedkommende endt som pindebrænde og sunket eller kastet op på land. Bl.a. fordi vinden drejede undervejs, og det, der til at starte med lignede en kaj i en bugt i læ for vejret, hvor man måske oven i købet blæste væk fra kajen, endte med at være en åben kaj med pålandsvind – mindst 40 m/s – og store bølger. Selv i Nidri ved indsejlingen til Vliho bugten hvor vinden ikke var nær så kraftig, var der en stor båd, der var gået ned. Holder ankeret ikke i blæsevejr og bølger, og man ligger med hækken ind mod kajen, skal der ikke så meget til før det går galt. Så Nis og Hanne var trods alt heldige med at være kommet væk.