Så lykkedes det endelig at få besøg af børnebørnene og deres mor. Året før blev ferien jo aflyst af restriktionerne. Nu fik den fuld skrue. De ankom planmæssigt sent fredag aften og tog en taxa ud til Gouvia Marina, hvor vi fik dem ombord.
Næste dag fik vi pakket ud og så sejlede vi nordøst på til Agni bugten og kastede anker. Her blev vi en dag og badede og hyggede. Mandag sejlede vi mod Sivota og endte i End bay. Vi fik en plads helt inde i den lille vig afskåret af en sandrevle man kunne gå hen over. Det var en perle.
Der var fuldt af – også danske – feriegæster, der holdt aktiv ferie med diverse vandudstyr inkluderet i ferieprisen. Vi blev liggende flere dage og prøvede også at leje et SUP-board. Det var en succes men de var lidt dyre i området, så vi bestilte et på nettet, som Thomas så kunne tage med når han kom om nogle dage.
Fredag sejlede vi videre op gennem øerne ved Sivota og til Plataria. Her var de ved at renovere havnen, men vi kom ind og fik en plads ved kajen, hvor vi kunne få både vand og strøm.
Næste dag fik vi købt ind og så sejlede vi mod Korfu, hvor Aksel skulle hjem og Thomas skulle ombord. Inden afsejlingen tog Sine en selvtest, som man skulle, hvis man skulle med færgen. Aksel var blevet vaccineret inden han tog afsted, men de unge på godt 30 havde ikke fået tilbudet endnu. Så inden afsejlingen tog Sine en selvtest, som man skulle, hvis man skulle med færgen. Vi var overbevist om, at den var ok, senere har vi fundet ud af at det var den vist ikke helt.
Vi kastede anker i Garitsas bay ved siden af et stort fort ud for Korfu bys lystbådehavn. Her lå vi en dag, nogen var oppe at se fortet, og vi nød alle den sidste dag sammen med Aksel. Mandag formiddag blev han sejlet ind til en ventende taxa i lystbådehavnen.