Det har været en dag vi har set frem til med bæven. I dag skal jeg køre i en STOR fremmed bil, hvor rattet sidder i højre side og bilen fremdeles skal holdes i venstre del af kørebanen.
Vi forlod hotellet og tog en taxa til Apollo, biludlejningsfirmaet. Vi ventede pænt til det blev vores tur. Alle formaliteter blev ordnet og vi fik overdraget autocamperen, som er endnu større end bestilt. 6 sengepladser, det betyder at den bageste sofagruppe permanent omdannes til soveafdeling, og hemsen bliver til lagerplads. Og det er fedt at flytte ind i ”sit eget”. Vi nyder i den grad at have ferieboligen med rundt. Faktisk kunne vi godt blive fan af sådan en autocamper. Enkelte ting kunne være bedre i det eksemplar vi har lejet – vi savner i den grad noget badeværelsesindretning. Det er to knager, toilet, diminutiv håndvask og en stor brusekabine. Ingen hylde, ingen skabe. Så de medbragte toilettasker må fungere som reserveindretning.
Tilbage til venstrekørsel. Det lader sig gøre. Og jeg bliver bedre og bedre. Bilen har automatgear. Det er en stor behagelighed.
Eftermiddagen gik med indflytning og indkøb (find et supermarked langs hovedvejen, samtidig med at vi skal holde styr på den der venstrekørsel og vores medbragte navigator, som tilsyneladende IKKE har helt styr på Australien), og vi nåede til Ellis Beach lidt nord for Cairns.