Efter Brisbane kørte vi videre til Gold Cost. Planen var at fornemme stedet, stoppe ved Surfers Paradise og spise frokost og se lidt på surferne før vi kørte videre. Det blev imidlertid kun til 10 min, for vi fandt ikke en parkeringsplads, vi rigtig kunne være på. 8,5 m længde rager godt bagud i de fleste parkeringsbåse. Og vores tanker om, at det ikke var et sted vi ville bruge flere dage på, viste sig helt rigtig.
Næste stop skulle have været Lamington Nationalpark, hvor der også var en naturcamping, men der var ikke plads før næste aften. Så vi fik reserveret plads til dagen efter og fandt et dejligt sted på vejen med bush stemning (hver plads sit bål). Igen havde vi ikke noget brænde, så vi nøjedes med at glæde os over de andres.
Vejen op til nationalparken var smal, ensporet mange steder, snoet og gik opad, så Poul fik studeret instruktionsbogen for at finde ud af hvordan man gearer ned på en bil med automatgear, så vi var klar til en nedtur uden glohede bremser.
Nationalparken var spændende, det er subtropisk regnskov og vi gik en smuk tur igennem den ned for at se et vandfald og en flod.
Det var koldt om aftenen og om natten, så dunjakken kom frem til aften, og vi gjorde brug af den ekstra dyne om natten.
Næste morgen spiste vi morgenmad og kørte tidligt for at undgå for mange modkørende og satte kurs mod Byron Bay.