Sidst på dagen søndag d. 19/1 ramte stormen Gloria den spanske nordøst kyst. Det voldsomme vejr var varslet flere dage i forvejen og vi havde allerede forberedt os efter sidste storm, men købte ekstra ind og valgte ikke at tage i byen under stormen, så vi kunne gribe ind, hvis det blev nødvendigt.
Badalona Marina har en meget høj dækmole, vi fandt ud af hvorfor! Selv om den var høj, blev den alligevel overskyllet og rækværk og andet på toppen blev ødelagt.
Der var dønninger i havnen med store kræfter, nogle af bådene på modsat side af vores bro fik større eller mindre skrammer i hækken. Nogle danskervenner på vores side af broen fik sprængt en fortøjning og lavet skrammer i nabobåden. Vi troede at vi slap helskinnet igennem, men der kom på et tidspunkt en ny og ildevarslende lyd fra klampen på agterspejlet, efter stormen konstaterede vi at boltene var trukket delvist igennem glasfiberen, så Poul måtte ind bag den indvendige beklædning og i gang med glasfibermåtte og polyester.
Den gamle oliebro som er et yndet mål for gåturen, blev kraftigt beskadiget, men er heldigvis siden blevet restaureret.
I dagene efter stormen blev stier og bænke og butikker langs strandpromenaden skovlet fri af sand, som vi skovler sne efter snestorm. Store dynger af sand blev skovlet op. Stranden blev renset for affald og for rødder og siv der var drevet i land i store mængder.
Grunden til at det blev ekstra slemt var at det blæste kraftigt i 3 døgn, så bølgerne blev efterhånden meget store. Samtidig kom der også store mængder regn, der bidrog til oversvømmelser den anden vej.