Wesel

16/5 19 – 19/5 19

Wesel efter 2. verdenskrig

Wesel er en hyggelig by om end lidt død af en fredag at være. Det er en gammel hansestad men som så mange byer blev den sønderbombet i slutningen af 2. verdenskrig, 97% af byen blev ødelagt. Den prægtige kirke er blevet genrejst, men i stedet for at rekonstruere inventaret, som var helt væk, er der tænkt nyt og det er der kommet et spændende kirkerum ud af. Af det gamle rådhus er facaden blevet genrejst for ikke så mange år siden, men ellers er der ikke så meget tilbage af den gamle by. Forståeligt nok. Det er en kostbar affære at genskabe det gamle håndværk.

Den genindrettede kirke med orglet bag alteret. Det har vi ikke set før – orglet som “altertavle”, det fungerer formentlig vældig godt.

Vi fik vasket, desværre blev det regnvejr inden tøjet var tørt. 

TripAdvisor bragte os på sporet af Tysklands største arkæologiske frilandsmuseum:

På det sted, hvor romerbyen Colonia Ulpia Traiana engang lå, indbyder Tysklands største arkæologiske frilandsmuseum i Xanten til en udflugt i historien.
Xanten var i mere end 400 år en af de mest betydningsfulde byer i Germanien. Resterne af den romerske by har siden 1977 kunnet beses i LVR-Archäologischen Park Xanten. Det prisbelønnede LVR-romermuseum og et omfattende arrangementsprogram giver en række anledninger til et besøg.

Det er en flot cykeltur langs digerne på 11 km hver vej, hvis man vælger indgangen ved amfiteateret (det gjorde vi ikke!). Undervejs skal man med en personfærge, der sejler i pendulfart over Rhinen 3,50 € for en returbillet med cykel. Vær opmærksom på, at færgen ikke sejler alle dage, se fartplan her: https://www.bislich.de/content/personenfaehre-keer-troech-ii.

Vi brugte hele lørdagen på det og nåede trætte hjem inden det blev tordenvejr, så det tørre vasketøj blev reddet. På vejen hjem så vi endda en stork gå og søge føde på engen ned mod Rhinen. Det er godt nok en stor og flot fugl. Det har været en rigtig god dag.

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *