Maastricht

4/6 19 – 7/6 19

Straks efter at vi havde fortøjet og spist frokost tog vi cyklerne med op til en cykelsmed. Pouls baghjul var fladt og en ny slange holdt kun meget kort. Begge cykler trængte til nye dæk og min til en ny forskærm. Da de var afleveret, fandt vi et supermarked i nærheden, hvor vi kunne købe ind. Det var lidt blæsende men varmt så vi kunne sidde ude og grille og spise aftensmad.

I udkanten af byen var der et fort på en bakketop med en spændende historie og rundvisninger på engelsk. Vi købte rundvisning både til fortet og til limstensminerne i undergrunden under fortet.

Limsten er specielle ved at de er forholdsvis bløde, når de er i undergrunden, hvor der er fugtigt, idet de suger vand. Når de kommer op i dagslyset og tørrer ud, danner de en hård skal, der gør dem velegnede til byggeri.

Byen var i 1600-tallet omgivet af bymur og skanser i flere lag. De gjorde det vanskeligt at komme ind til bymuren og indtage byen. I 1673 blev byen på den franske konge, Louis XIVs, foranledning angrebet af en hær hvis leder fandt ud af at de kunne skyde hul i bymuren med kanoner fra bakketoppen Sint Pieter, hvor de kunne overskue forsvaret, og dermed komme ind i byen og indtage den.

For at det ikke skulle ske igen, byggede  byen i 1702 et fort på toppen, så fjenden ikke igen kunne beskyde byen derfra. 

Minegangene i bakken er bl.a. blevet brugt under 2. verdenskrig, hvor der blev bygget specielle beskyttelsesrum til nogle af de mest kostbare malerier, bl.a. Rembrands Nattevagten.

To meget spændende rundvisninger med engagerede guides – kan bestemt anbefales, se hjemmeside

Næste dag var vi på rundgang i byen. Som sædvanlig var vi på kirkebesøg, denne gang den fantastisk flotte Basilica of Saint Servatius.

Basilikaen er en historisk kirke dedikeret til Saint Servatius, en armensk missionær som døde og blev begravet i Maastricht i 384. Helgengraven såvel som de mange relikiver i kirkens skatkammer gjorde basilikaen til et populært pilgrimssted.  Ifølge legenden var Saint Servatius den første biskop i Maastricht og et lille kapel blev bygget på stedet hvor han er begravet. I århundrederne, der fulgte, voksede dette kapel og blev til St. Servatius kirke. St. Servatius jordiske rester opbevares i et skrin, som kan ses i skatkammeret.

Fredag sejlede vi videre ad Maas.

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *