Forfatter: ElseLyhne

Lad os starte med at slå fast – vi har fået vores lyst til off road kørsel styret for en tid.

Vi blev hentet tidligt om morgenen ved campingpladsen og kørte i en 4WD bus med 17 passagerer mod færgen til Fraser Island.

Efter knapt en times sejlads kørte vi fra borde og 25 km tværs over øen gennem bakket terræn ad en ensporet sandvej, med flere modkørende konvojer.

Fraser Island er verdens største sandø og fyldt med subtropisk regnskov. Sandet indeholder store mængder silikat, så det suger vandet op til træernes rødder. Så de klarer sig, selv om det ikke havde regnet i adskillige måneder, men sandvejene var opkørte og hullede og mange steder bløde, og selv 4- hjulstrækkerne sad fast ind imellem. På et tidspunkt måtte vi alle stige ud og gå lidt i forvejen, mens chaufføren forcerede et særligt vanskeligt sted.

På den anden side af øen kørte vi på stranden. Her kunne hastigheden sættes op noget af vejen. Selv om det var små sandveje, var der stadig standard vejskilte, f. eks. hastighedsbegrænsninger. På stranden var der 80 km/time, på vejene i det indre af øen 30 km/time, begge grænser var optimistiske.

Vi blev kørt til nogle af øens seværdigheder, bl.a.et skibsvrag og en meget smuk stor sø midt på øen.

Retur ved campingpladsen trætte og møre 11 timer senere.

Planen var Airlie Beach og White Sunday Islands, men efter lidt langtidsplanlægning blev vi enige om at springe det over og køre direkte mod Hervey Bay og Fraser Island.

Vi startede med at proviantere og derefter kørte vi mod sydøst. Vi stoppede for natten på en stor parkeringsplads, der tillod campering. Her fik de nye batterier lov til at vise deres værd.

Vi er blevet frarådet at køre, når det er mørkt pga. risiko for sammenstød med vildt, og efterhånden som vi har kørt mange kilometer, kan vi konstatere, at det lyder fornuftigt. Mængden af døde kænguruer og wallabees på vejen taler deres tydelige sprog. Så den tilgængelige køretid starter efter morgenkaffen og slutter ved solnedgang. Solen går ned ved 6-tiden og det bliver hurtigt mørkt.

Efter en kold nat kørte vi videre til en campingplads ved Hervey Bay. Vi købte to overnatninger og en guidet heldagstur til Fraser Island.

Vi fandt en overnatningspads sidst på dagen nær Townswille.

Næste formiddag fik vi købt ind og kørte lidt sydpå til en naturcampingplads. Vi ville bruge lidt tid på vores blog og billeder, så vi er klar til at lægge en masse op, når vi finder noget wifi.

Det var et flot sted med små søer og flotte åkander, der var kun et problem – vi var alene. Og dog – vi boede sammen med nogle meget store tyre. Og selv om de virkede rolige nok valgte vi alligevel at flytte os til en anden plads tæt på.

Her var der til gengæld flere campister, både langtids vintercampister sydfra og kortere ophold som os.

Det var på en sukkerrørsfarm, hvor de har lavet en plads ned mod en vandingskanal med vand og strøm, ellers ikke noget.

Her var stille og fredeligt, der var aftenkomsammen om bålplads og grill om aftenen, det var rigtig hyggeligt.

Dag 2 besluttede vi at blive til dagen efter. Et ægtepar passer pladsen for ejeren, og de kom med bøger om sukkerrørsdyrkning og med frisk pow pow og græskar. Manden tog os ud på sukkerrørs sightseeing, det var meget interessant.

Aftenen før så vi på afstand, hvordan de brændte sukkerrørene af for at fjerne blade og evt ukrudt, som bare fylder op og ikke skal bruges, således at de nu var klar til at blive høstet.

Nu så vi dem så blive høstet. Det foregår med moderne maskiner, der skærer og snitter rørene og læsse dem op i små togvogne, der er kørt op på en lastbil, som kører sammen med høstmaskinen. Når vognene er fulde sættes de tilbage på skinnerne og så kan de køres til sukkerfabrikken, når der er tilstrækkelig mange fyldte vogne.

Høsten foregår en gang om året og høsttiden strækker sig fra april til december. Sukkerrørene kræver meget vand, så der kunstvandes med store slanger i små vandingskanaler mellem hver række sukkerrør. Rørene kan skæres ned fire gange, derefter plantes de på ny.

Vi fik lov at smage et stykke sukkerrør, man tygger fibrene og spytter dem ud bagefter. Det var som at spise sukkervand, meget sødt.

Efter endnu en dejlig aften var vi klar til at tage afsked og køre videre.

I Cairns er temperaturen på denne årstid op mod de 28 grader hen på eftermiddagen og 20 om natten. Oppe på højsletten kommer temperaturen op på 30 grader, til gengæld falder den om aftenen, og sidst på natten når den ned på dejlige 12.

Ved kysten kan det blive skyet på grund af sydøstenvinden, der presses op ad bjergsiderne og vi fik 10 sekunders regn en nat i Port Douglas, på savannen så vi ikke en sky.

Så vi HAR lært det – gå ingen steder uden solhat og vandflaske.

Med batteripakken i orden var næste stop Undara Experience, et prisbelønnet turiststed ude i bushen med hotelværelser indrettet i gamle togvogne og en campingplads.

Vi ankom ved 16-tiden og nåede en spadseretur inden det blev mørkt,hvor vi så kænguruer og rødhalede fugle. Vi fulgte telegrafsporet hen til en kopi af de gamle primitive bygninger der blev opført undervejs i byggeriet for omkring 150 år siden.

På campingpladsen havde hver plads sin egen bålplads og sit eget grillstativ, en kasse på et stiv, åben i den ene langside, hvor man kunne putte gløderne ind, og lufthuller i den modsatte side. Vi har endnu ikke set en grillrist, her bruger man en hel flade, ligesom en pande. Der var flere der havde bål, vi havde ikke samlet brænde, mens det var lyst, så vi nøjedes med at nyde aftenen indendørs.

Undara ligger i gammelt vulkanområde og gemmer på nogen af verdens største lavagange, skabt da lavaen væltede ned fra vulkanen og fulgte flodlejer, hvor lavaen stivnede i sider, bund og top, og toppen blev holdt oppe af gastrykket mens den 1200 grader varme lava strømmede i røret i ugevis. Nogle steder er loftet faldet ned og det fremkomne hul har suget overfladevand til sig i regntiden og træer er skudt op, der hat dannet tag over hullet og bidraget til at opretholde fugtighed. Små wallabees lever i disse regnskovsenklaver midt i bushen, de afgræsser i en cirkel rundt om skoven, ikke for langt væk fra sikkerheden, for rovfugle er altid på lur efter en lækkerbisken. Den afgræssede cirkel betyder igen, at skoven skånes under de mange bush brande, der er en del af savannaens regenerering.

Vi havde booket en guidet tur til lavagangene næste morgen, det var ejeren af stedet, der var guide – 5. generation på kvægfarmen. Han fortalte om deres kamp for at bevare lavagangene og undgå turisters hærgen, og for at få staten til at erklære det for naturreservat.

Herefter gik turen mod kysten igen.