Internet er ikke let at undvære, vi havde set at Optus tilbød 14 GB for 4GB’s pris (150 kr) indtil starten af september. I supermarkedet kan man købe kuverter til forskellige priser med prepaid simkort, og bagefter vælge plan. I al naivitet forstod jeg det sådan, at man kunne vælge type også. Jeg burde have vidst bedre, der skulle have stået mobilt bredpånd på kuverten. Desuden kunne jeg ikke aktivere kortet uden en australsk adresse, og hotellets adresse duede ikke. Måske kunne de hjælpe i en Optusbutik?
Med aktivering ja (mod forevisning af pas), med ændring til bredbånd nej, så vi endte med et telefon simkort til 30 dages fri tale og sms i Australien + 3 GB data. + ekstra køb af mobilt bredbånd som oprindeligt planlagt.
I praksis var det en god ide med et australsk telefonnummer med fri tale, specielt fordi vi jo kører rundt på egen hånd. Vi har både haft brug for at ringe til campingpladser og til Apollo og værksted. Og med en minutpris i nærheden af en tier, hvis vi havde brugt vores danske telefoner, tjener SIM-kortet sig hurtigt ind.
Vi kørte op over bjergkæden, der følger kysten, op til Atherton Tableland. Vi fandt en mere primitiv campingplads nær Atherton.
Vi er blevet anbefalet en app, der hedder WikiCamps. Den indeholder bl.a. Campingpladser og rastepladser med plads til vores autocamper, og kort kan downloades til offline brug. Den app har vi allerede brugt meget og den er så rigeligt alle pengene værd (48 kr).
På pladsen kan kun betales med kontanter, vi havde ikke nok, men det var ikke noget problem, vi kunne bare køre efter penge næste dag. Så vi nåede en skumringstur ned til floden bag campingpladsen, hvor vi så speedbådsbølger i vandspejlet. Det var næbdyr, der fouragerer.
Vi kunne ikke finde en plads hvor vi kunne nå et ledigt strømstik, men det er heller ikke nødvendigt, for vi skal bare lade op hver anden dag. Så vi nyder aftenen, sidder og læser lidt, Poul går i bad, lyset dæmpes kraftigt og så slår elektronikken fra og alt bliver sort! Intet virker, ikke engang køleskabet, som ellers har kørt på gas. Det kan ikke passe!
Næste morgen stod vi tidligt op for at se om vi kunne få flere glimt af næbdyrene. Det lykkedes Poul at få nogle fine billeder
og vi så også noget, vi tror må være en skilpadde.
Tilbage på pladsen fik vi flyttet bilen lidt, så vi kunne få strøm på, mens vi fik morgenmad.
Vi skaffede kontanter i den nærliggende by og kørte tilbage og betalte. Kontaktede Apollo som villle finde ud af noget og ringe tilbage.
Vi kørte til Herberton i nærheden. Byen er opstået efter opdagelse af en tin-åre i 1800-tallet og har en historisk landsby vi skulle se. Det er et sted i stil med Den Gamle By og Den Fynske Landsby. Der er en smule levendegørelse, men det meste består af huse fyldt med samlinger, ikke helt så interessant som miljøer.
Undervejs fandt vi ud af, at telefonen var udenfor dækning. Så tilbage ved bilen ringede vi til Apollo igen. De havde sendt en sms, som vi ikke havde modtaget, men vi fik adressen og telefonnummer på en Batteri Service 30 km mod nord. De målte på batteriet, det var umiddelbart fuldt opladt, så vi aftalte at monitorere det og fandt en campingplads i nærheden – med strøm! Vi startede uden og kl. 20.20 slog 12V igen fra.
Næste morgen kørte vi igen til Batteri Service. Vi ventede 10 min, i mellemtiden var alt ordnet med Apollo, nye batterier blev sat i, og vi sagde tak og kørte videre. Fin service.
Næste dag startede med en tur til Mossman Gorge, hvor vi gik rundt på egen hånd ad anlagte stier i regnskoven. Fordelen ved stier er, at man er sikker på at kunne finde tilbage. Går man udenfor stierne, mister man meget hurtigt orienteringen.
Turen bød på mange flotte kig. Specielt en lille badesø der er omkranset af skoven og opstået bag to store klippesten midt i en lille sideflod faldt vi for. Den er som taget ud af en film, hvor helten og heltinden bader sammen i vildnisset.
På vejen tilbage så vi en Bearded Dragon, et stort firben.
Herefter var vi klar til at sige farvel til regnskoven og bevæge os lidt ind i landet.
Vi kørte nordpå til en luksus campingplads lidt udenfor Port Douglas. Vi besluttede at købe to overnatninger med det samme, vi trængte til bare at slappe lidt af. Der var en flot pool og et stort legeområde med vandsjov og ruchebaner, og en stor hoppepude. Lige noget for Lærke, vores barnebarn på knapt 2 år.
Næste dag tog vi ind til Port Douglas, besøgte endnu et stort supermarked og kiggede lidt på havnen og de store turist- og privatyachts, der lå der. Vi overvejede en tur eller at leje en lille båd og sejle op ad floden selv, men opgav, vi skal også tænke lidt på budgettet.
I stedet kørte vi til en zoo, hvor de havde områdets planter og dyr, vi fik set koalaer og fodring af disse med friske eucalyptus skud,
struds, cassowary (regnskovsstruds), pelikaner og andre fugle,
træ-kænguru, wallabees (små kænguruer)
og ikke mindst, krokodiller, både ferskvands (ufarlige for voksne) og saltvands. Hold da op, hvor var den ene af de to saltvandskrokodiller stor, det ville være MEGET usundt at møde den på flodbreden. Godt at skilte advarer os.
Ved siden af zoo var endnu et supermarked, og her lykkedes det at få den overgangsdims, vi manglede til vores vandslange. Og en flaske Yellow Tail Merlot, magen til dem vi er fan af i DK. De laves faktisk i det sydøstlige Australien, ikke så langt fra Sydney (australske afstandsmål).
Det har været en dag vi har set frem til med bæven. I dag skal jeg køre i en STOR fremmed bil, hvor rattet sidder i højre side og bilen fremdeles skal holdes i venstre del af kørebanen.
Vi forlod hotellet og tog en taxa til Apollo, biludlejningsfirmaet. Vi ventede pænt til det blev vores tur. Alle formaliteter blev ordnet og vi fik overdraget autocamperen, som er endnu større end bestilt. 6 sengepladser, det betyder at den bageste sofagruppe permanent omdannes til soveafdeling, og hemsen bliver til lagerplads. Og det er fedt at flytte ind i ”sit eget”. Vi nyder i den grad at have ferieboligen med rundt. Faktisk kunne vi godt blive fan af sådan en autocamper. Enkelte ting kunne være bedre i det eksemplar vi har lejet – vi savner i den grad noget badeværelsesindretning. Det er to knager, toilet, diminutiv håndvask og en stor brusekabine. Ingen hylde, ingen skabe. Så de medbragte toilettasker må fungere som reserveindretning.
Tilbage til venstrekørsel. Det lader sig gøre. Og jeg bliver bedre og bedre. Bilen har automatgear. Det er en stor behagelighed.
Eftermiddagen gik med indflytning og indkøb (find et supermarked langs hovedvejen, samtidig med at vi skal holde styr på den der venstrekørsel og vores medbragte navigator, som tilsyneladende IKKE har helt styr på Australien), og vi nåede til Ellis Beach lidt nord for Cairns.