Forfatter: ElseLyhne

Efter en fredelig nat i Kiel var der kommet lidt mere vind. Vi havde læ på vej ud af kieler fjorden men da vi kom ud i Kieler bugt havde vi 10-12 m/s halvvind/agten for tværs. Vi fik sat nogle sejl og drønede derudaf med op til 9,5 knob. Vi kunne godt mærke, at det var en større og tungere båd, vi havde fået. Det va helt ukompliceret og forholdsvis fredeligt. Specielt inde i styrehuset.

Vi gik ind i Slien og besluttede at fortsætte til Kappeln hvor der ville være mere læ. Vi havde lidt problemer med at få lagt til mellem pælene med stævnen ind mod land, da der var en del sidevind, men efter et par forsøg lykkedes det.

Efter endnu en dejlig nat sejlede vi videre til Assens. I Assens fik vi besøg af venner og vores store børn, der havde passet hund og skole, mens vi havde været væk. Vi skulle jo vise den nye båd frem og på det tidspunkt boede vi i Flemløse, 12 km fra Assens.

Nogle dage senere sejlede vi til Fænøsund hvor vi fandt en ankerbøje og gik en tur i land på Fænø. Så fik vi også prøvet rib’en, der hang på daviderne bag på båden.

Næste dag sejlede vi så til slutdestinationen, Marselisborg, hvor vi havde havneplads.

• Knapt 700 sømil
• 100 timers sejlads i alt
• Længste stræk 2 1/2 døgn

Taskerne blev pakket og vi tog glade hjem til Fyn Et dejligt eventyr var slut, og nye ventede i horisonten.

Fredag var vi klar til at sejle gennem Kielerkanalen, så vi startede med at sejle til sluserne ved Brunsbrüttel.

Kielerkanalen (på tysk: Nord-Ostsee-Kanal, tidligere Kaiser-Wilhelm-Kanal) er en 98 km lang kanal i det nordlige Tyskland, som forbinder Nordsøen ved Brunsbüttel med Østersøen ved Kiel-Holtenau. Den adskiller geografisk det meste af Jylland fra resten af det kontinentale Europa. Gennemsnitligt spares der 280 sømil (519 km) ved at bruge Kielerkanalen i stedet for at gå nord om Jylland. Ikke alene sparer det tid, risikoen for at blive ramt af storme mindskes også. Kanalen er én af verdens mest benyttede kunstige kanaler.

Kanalen blev bygget som erstatning for Ejderkanalen, der havde for lille kapacitet til at håndtere den stadig voksende dampskibstrafik. Den blev påbegyndt i 1887 under kejser Vilhelm Is regering og blev den 21. juni 1895 indviet af hans sønnesøn Vilhelm II. Kanalen var oprindelig 67 meter bred og 9 meter dyb, men i perioden 1907–1914 blev kanalen udvidet til 102 meters bredde og 11 meters dybde.

Frem til 1948 blev kanalen kaldt Kaiser-Wilhelm-Kanal, men fik efter 2. verdenskrig det mere neutrale navn Nord-Ostsee-Kanal, af tysk søfart forkortet NOK. På andre sprog anvendes ofte navnet Kielkanalen efter havnen i den nordøstlige ende af kanalen.

Vi havde sluset flere gange før i Sverige, men vi var lidt spændte på hvordan det var i så store sluser. Det forløb meget fredeligt. Eneste problem er de meget lave små flydebroer i siden, som man skal fortøje til – og ikke mindst – fendre af imod. Det er simpelthen svært at få fenderne så langt ned.

Selv om vi havde taget kanalbevis, havde vi noget svært ved at tolke de lys og tavler der var på kanalen. Så vidt vi forstod, var det lyssignaler for de store skibe, der på visse strækninger ikke kunne passere hinanden og derfor måtte vente. Om det gjalt os, var vi ikke sikre på, men hvis en stor fragter ventede, så ventede vi bag ved den.

Kanalen er som kanaler oftest er – forholdsvis lige med varierende omgivelser. Nogle hader dem, vi synes de er fine at sejle på.

Da vi nu allerede var kommet ind på Kielerkanalen, havde vi god tid, så vi skulle naturligvis se Rendsburg, som vi jo ellers bare kører forbi på motorvejen sydpå.

Der var også for langt, til at vi kunne nå til Kiel inden solnedgang (lystbåde må kun sejle på kanalen mellem solopgang og solnedgang).

Rendsborg ligger i Slesvig-Holsten ved Kielerkanalen og Ejderen, som den gamle hærvej krydsede her. Byen har ca. 28.000 indbyggere (med forstæder omkring 70.000).

Rendsborg opstod i 1100-tallet på en ø i Ejderen omkring en borg, som påstås at være oprettet af Svend Estridsens søn Bjørn. Borgen blev bygget på det sted, hvor Hærvejen krydsede Ejderen. I 1199 nævnes byen første gang i kilderne under navnet Reinoldsborg. Øens tilhørsforhold til Danmark eller Tyskland har ofte været omdiskuteret. Efter flere ejerskifter mellem danske konger og holstenske grever blev byen 1252 tilkendt Holsten. Et år senere fik Rendsborg købstadsret. Byens økonomiske centrum lå ved bytorvet ved Møllegaden. Efter en stor bybrand i 1286 blev byområdet for første gang udvidet. Efterhånden bredte byen sig både nord og syd for Ejderen.

Ved hertugdømmernes deling i 1544 tilfaldt Rendsborg hertug Hans, men i 1581 skiftede byen til Holstens kongelige del. I årene 1536 til 1540 lod Christian 3. opføre store byvolde. Men voldene kunne ikke forhindre, at tyske tropper besatte byen under Trediveårskrigen i årene 1627 til 1629. Senere under Torstensson-krigen i 1644 og 1645 rykkede svenske tropper ind. Under den skånske krig erklærede Christian 5. Rendsborg som fæstningsby, og i de følgende år oprettedes fæstningerne Kronværk og Nyværk nord og syd for Ejderen. På fæstningens sydlige port opsattes 1670 Ejderstenen med indskriften Eidora Romani Terminus Imperii (Ejderen, det romerske riges grænse). Stenen blev nedtaget i 1806, da det tysk-romerske rige ophørte med at eksistere. Den findes nu på Tøjhusmuseet i København. For at få indbyggere til at bosætte sig i den nye bydel Nyværk, udstedte kongen 1692 et privilegium om begrænset religionsfrihed for jøder (i et ellers rent luthersk område). Nyværk blev dermed til en toleranceby lige som Frederiksstad eller Fredericia.

Centrum for Nyværk er Paradepladsen, hvorfra tropper kunne sendes til volde og bastioner omkring byen ad de gader, som stråler ud fra pladsen. På Paradepladsen ligger blandt andet kommandantboligen. Her døde Christian 7. i 1808 af et slagtilfælde, angivelig lige efter at han havde set spanske hjælpetropper rykke ind i fæstningen. Fra det midterste vindue på bygningens 1. sal blev derefter Frederik 6. udråbt til ny konge af Danmark. På Paradepladsen finder man desuden fæstningens mægtige provianthus, fæstningens hovedvagt (nu restaurant) samt garnisonskirken, nu Kristkirken (Christkirche).

Med udbygningen til fæstning i 1600- og 1700-tallet og senere udvidelser mistede Rendsborg efterhånden sin karakter som ø. Den indre by er nu omgivet af Øvre- og Nedre-Ejder samt bysøen. Øvre-Ejder har næsten søagtig karakter.

I 1784 indviedes Ejderkanalen, som udgik fra Rendsborg og forbandt den sejlbare del af Ejderen med Kiel Fjord. Herved blev det muligt for mindre skibe at undgå den farlige sejlads omkring Skagen. Kanalen var et for sin tid imponerende stykke vandbygningsarbejde. Nord for byens gamle by befandt sig en af i alt seks kanalsluser, som regulerede vandstanden mellem Ovre og Nedre Ejder (slusen blev tilkastet i 1937).

Det blev ikke til så meget sightseeing i en ellers spændende by, men vi fik købt ind og tændt for dieselvarmeren, så der blev dejlig varmt.

Næste dag fortsatte vi mod Kiel. Ved slusen i Kiel-Holtenau skulle der betales for turen, det var overraskende billigt, syntes vi (godt 100 kr, dengang i 2010).

Vi søgte indad mod Kiel og fandt et sted at overnatte.

Thames Barrier er en kontrolstruktur, der har til formål at regulere vandstanden i Themsen ved Woolwich i London. Det er verdens næststørste bevægelige dæmning efter Oosterscheldekering i Holland. Byggeriet blev indledt i 1974, og barrieren stod færdig i 1984.

Strukturen befinder sig på et sted, hvor floden er 523 meter bred. Den deler Themsen ind i seks sejlbare og fire mindre, og ikke sejlbare, kanaler mellem ni store betonbrygger. Portene er radiale, det vil sige formet som halvcylindre og kan roteres, så de danner en barriere. De kan også hæves i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde. De fire porte i midten er 61 meter lange, 10,5 meter høje og vejer hver 1.500 ton, mens de ydre porte er 31,5 meter lange. Der er også fire sænkbare porte ved bredden. Portene er normalt åbne for skibstrafik, men når det er nødvendigt, lukkes de for at hindre, at højvande i Themsens munding får vandstanden i floden til at stige.

Vi havde strømmen med os ud af Themsen, så vi kom ud til en sideflod, The Swallows, før strømmen begyndte at vende ved middagstid. Her gik vi ind og fandt en bøje, vi kunne fortøje ved.

Efter at have pustet ud oven på den første spændende sejltur og fået en god nats søvn, var vejrudsigten god. Vi skulle dog gå lidt sydpå og sejle mod Dunkerque på den franske kyst, så ville vi få rolig sejlads over kanalen.

Vi var forberedte på at gå ind i kanalerne og sejle ad “stande mast” ruten i Holland, men vejret var så godt, fladt vand og blide vinde fra sydøst, det kunne ikke være bedre. Så vi valgte at fortsætte sejladsen på Nordsøen. Det blev en dejlig og rolig sejlads, måske lige bortset fra passage af indsejlingen til Europort, Rotterdam midt om natten. Der var lige en hektisk times tid, med dobbelt vagtbemanding.

Efter godt og vel et døgns sejlads syntes vi, at det så ud som om at der var ved at være lavvande i dieseltankene, så vi valgte at gå ind til Den Helder for at tanke. Der kunne nu ikke være så meget igen i tankene, så målerne går åbenbart ikke så langt ned. Så fik vi den erfaring.

Ude igen og efter endnu et døgns sejlads nåede vi til Cuxhafen. Det var udenfor sæsonen, flydebroerne var ikke lagt ud og havnen var lukket, så vi kunne ikke komme ud fra havneområdet, men der var en enkelt bro at ligge ved. Vi fejrede, at vi var kommet så langt på kort tid, og at resten af turen, bortset fra Kielerkanalen, var kendt farvand.

Vores nuværende båd er købt som både langturs- og bobåd.

Vi havde kigget på både et stykke tid (se afsnit om valg af bobåd), men pludselig var hun der. Til salg i centrum af London i St. Katherines Dock. Ejet af et amerikansk par, Ed og Kathy, der havde købt hende i England i 1998 og havde boet ombord det meste af tiden siden. I den periode havde de sejlet rundt i Europa. Lige det vi også drømte om at gøre på et tidspunkt. Nu var de på vej tilbage til et liv i USA.

Vi aftalte pris før jul og 1. januar 2010 fløj vi til London for at se på drømmeskibet. Hun levede op til forventningerne fra billederne og vi slog til, da vi endeligt havde fået finansieringen på plads.

Januar var ikke det bedste tidspunkt at sejle en båd hjem fra London på, så vi blev enige med parret om, at de blev boende ombord til midt i marts, hvor vi i en forlænget påskeferie ville komme og overtage hende.

Så 18. marts 2010, en uge før påske, tog vi, med sommerfugle i maven, igen til London for at sejle vores drømmebåd hjem. Denne gang på en enkeltbillet med ekstra kufferter. Der skulle jo være plads til både sejlertøj og gummistøvler og alt muligt andet. Vi har sejlet i mange år, men aldrig i tidevandsområder og aldrig på Vesterhavet. Vi havde forberedt os så godt vi kunne hjemmefra og håbede at 14 dage ville være nok til at få en rolig periode til at sejle over i.

Dagen efter mødte vi op i South Dock. Her var Kathy og Ed sejlet hen med Thiste. I South Dock havde de en kran, så vi kunne få Thistle op af vandet og besigtige bunden. Det skal man vel…

Der var ikke noget at kommentere på, så hun blev søsat igen og de endelige papirer underskrevet og båden overdraget.

Ed havde brugt vinteren på at lave en manual over båden, hvilket var en fantastisk hjælp. Der var tonsvis af værktøj, reservedele og andet bådtilbehør ombord. Vi brugte et par dage på at gennemgik det hele i ro og mag. Vi fik sat en stor kortplotter, som vi havde medbragt hjemmefra, op i cockpittet og fik den til at snakke sammen med styresystemet ombord. Den indkøbte AIS modtager fik vi dog ikke til at virke.

Vi fik også fyldt skabene op med madvarer, så nu var vi ved at være klar til, med bævende hjerte, at tage afsted. Man kan kun komme ud af havnen i nogle timer omkring højvande, så meget tidligt mandag morgen blev vi sluset ud og startede den spændende tur hjemad.