Forfatter: ElseLyhne

Efter Biesbosh sejlede vi lidt ned ad Maas og efter nogle kilometer ind på Wilhelminakanaal.

Jeg har i mange år haft en tanke om at komme til Eindhoven når lejlighed sig byder. Det viste sig ved nærmere granskning, at der faktisk går en kanal forbi Eindhoven med en stikkanal ind mod centrum.

Wilhelminakanaal er smal, normalt ikke under 2,5 m vand, der garanteres dog kun 1,9. Vi oplevede ikke under 2,3 hvis vi holdt os nogenlunde midt i. Rigtig smuk tur, vi mødte enkelte lystbådehavne men ellers var der mulighed for at lægge til ved en sluse. Det benyttede vi os af.

Dagen efter sejlede vi så videre ad Wilhelminakanaal og ned ad Beatrixkanaal til lystbådehavnen i Eindhoven. Her fik vi en fin plads med både strøm og vand og Wifi. Vi betalte straks for 3 overnatninger og cyklede op i byen til en computerbutik.

Vi havde efterhånden flere dimser på ønskesedlen: en strømforsyning til Pouls PC, et kabel til mellem kamera og min nye mac, som Poul bruger til billedbehandling og en cykelholder til iPhone. Google Maps er rigtig fint til navigation, det bliver bare bedst hvis man også kan se skærmen og ikke kun har lyden i ørerne. På vejen hen til butikken kørte vi forkert 3 gange!

Butikken havde ikke alle varer hjemme, men de ville komme tidligt næste dag (selv om det var lørdag?!), og det var helt fint. Vi fik købt ind på vejen hjem og hyggede os i havnen om aftenen.

Eindhoven er en teknologiby på baggrund af Philips fabrikken, som har sin oprindelse her og stadig er en kæmpestor arbejdsplads i byen.

Philips har sat sig mange spor i byen. Fodboldelskere kender f.eks. PSV Eindhoven som er en af de store europæiske fodbdoldklubber. PSV står for Philips Sports Verein.

Philips har også et museum, som fortæller historien om Philips, og det skulle vi naturligvis se. Det var en spændende historie om en virksomhed, der startede med at specialisere sig i at lave glødepærer til den voksende efterspørgsel efter elektrisk lys. Efter 3 år var de heldige (dygtige) at få en kæmpeordre på 50.000 pærer til den russiske zar. Det blev startskuddet til ekspansion og videreudvikling. Fra glødepærer over røntgenrør til radiorør og billedrør som var den væsentlige bestanddel i radioer og fjernsyn. Indtil transistorer og fladskærme kom frem. Philips har været med hele vejen og er i front indenfor forskning, og der er selvfølgelig også et teknologiuniversitet i byen.

Dagen efter gik vi en tur i byen. Den bærer i nogen grad også præg af teknologi og unge mennesker, den savner dog den charme der er i byer med gammel bymidte. Byen har efter sigende et rigtig godt kunstmuseum, som vi dog ikke besøgte.

Biesbosch National Park er et unikt ferskvandsdelta og et af få ferskvandsområder med tidevand i verden. Området er på omkring 8.000 hektarer med små floder og bække samt fredelige kanaler og byder på fantastiske muligheder for gåture, cykelture, kajak og kano ture. Det er også et meget specielt sted for fugleentusiaster på grund af de mange slags andefugle, som fouragerer her.

Det mest specielle dyr i Biesbosch området er bæveren. For nuværende har disse gnavere allerede bygget over et hundrede dæmninger i området. Derudover yngler hundreder af forskellige arter af fugle der inklusive ca, 20 par isfugle. Havørnen er en permanent indbygger og kan ses i området hele året.. Det kan siges kort – Biesbosch fortjenter til fulde titlen Vandparadis.

Biesbosch er en stor sejlbar nationalpark som vi måtte se lidt af. Vejrudsigten lød også godt, så det var oplagt at tage af sted efter morgenkaffen.

Biesbosch betyder sivskov, der var så også rigtige træer og buske, og vi så masser af fugle og vilde blomster. Naturen var speciel, det havde lidt samme karakter som da vi var i Australiens urskov, selv om det er en helt anden fauna. 

Det var så også nærmest første gang på kanalerne at der var mange lystbåde inkusive småbåde som kajakker. Vi lå et par timer og hyggede os for anker, men sejlede så videre, da vi solgte den gamle gummibåd før vi tog afsted, og uden gummibåd synes hunden – og dermed vi andre – at det er træls at ligge for anker, da man ikke kan komme i land for natten. Efter få kilometers sejlads var der imidlertid en bro med ledige pladser, så vi fik alligevel vores overnatning midt i det hele.

Vi skal have en ny gummibåd undervejs. Vi har bare ikke lige fundet den endnu. Måske stiller vi for store krav J- det skal være en rib med dobbelt aluminiumsbund, store pontoner og sæde i stævnen. Omkring de 2,70 m. Til gengæld må den ”ingenting” veje (40 kg). Vi har et par stykker i kikkerten, men vi skal også være i nærheden af en forhandler og prisen skal være ok.

Waal er Rhinens nuværende fortsættelse i Holland, idet den oprindelige Rhin er den, der bliver til Lek, mens rester af den gamle Rhin videre mod nordvest stadig findes. 

Vi sejlede nu op ad Waal, som vi tidligere havde sejlet ned ad. Der skulle lidt flere omdrejninger på motoren, hvis vi skulle fremad, end den anden vej. Der var dog ikke helt så meget strøm som sidst, hvilket bl.a. hænger sammen med vores afgangstidspunkt. Der er tidevand! Dog i noget mindre udstrækning end ude på havet, da det delvist er reguleret af sluser.

Efter 5 km på Waal drejede vi ned ad den afdæmmede Maas. Maasfloden har tidligere løbet den vej op, nu er der en ny føring og en kanal, der forbinder den afdæmmede Maas med med den nuværende føring. Vi skulle dog kun lige ind på den afdæmmede Maas. Og så ind til højre, hvor der skulle være frie liggepladser (gratis?). Der lå en masse gamle skuder, og det var uoverskueligt, om der var plads længere fremme, så vi valgte at gå ud igen og ind i lystbådehavnen lidt længere fremme. Vel inde gennem en meget smal og ikke så dyb indsejling, viste det sig at være et hyggeligt smørhul af en havn med en flink havnefoged, der anviste en fin plads, hvor vi kunne ligge.

Vi var fortøjet imellem de gamle skanser i byen Woudrichem. Der var en færge over til den halvø, hvor slottet lå, men slottet var lukket om mandagen, så vi bestemte os hurtigt for at blive 2 nætter. Efter frokost gik vi op og kiggede på byen. Det var igen en hyggelig by, noget mindre end Gorinchem med fine gamle huse på ”Rådhusalleen”, der førte op til det gamle rådhus – nu restaurant. Huse og rådhus var fra 1600-tallet. Der var et par museer i byen, de var ligeledes lukket mandag. Vi gik forbi havnen hvor vi ville have været ind, der lå kun en enkelt, så der var god plads, også til at komme derind. Det så så velordnet ud med vand og strøm, så det har nu næppe været gratis. Vi nød at der var godt internet, så Poul fik set Game of Trones, og jeg fik opdateret vores rutekort. De 10+ 20 GByte, vi har på vores telefonabonnementer, forbruges desværre alt for hurtigt, så vi nyder, når der er wifi.    

Næste dag tog vi en lille færge over floden og gik de få hundrede meter til Loevestein.

Riddere, fængsel og forsvar.

Borgens historie går over mange århundreder og har tjengt vidt forskellige formål. Historien starter i sidste del af det 14. århundrede, hvor borgen opføres og fungerer som middelalderborg.
I slutningen af det 16. århundrede var borgen blevet fortificeret. Soldaterne var inkvarteret i barakker rundt om borgen. Selve borgen indgik som sådan ikke i forsvaret, men kunne passende bruges som statsfængsel. Det var politiske og religiøse fanger, der blev holdt fanget her, den mest kendte var Hugo Grotius (Dutch: Hugo de Groot) , som siges at have skabt fundamentet for den internationale jura, som vi kender i dag. På slottet fortælles om hans spektakulære flugt i en bogkiste.
Fra begyndelsen af det 19. århundrede indgik slottet i det der kaldes den “Hollandske Vandlinie” havde man indgik slottet på grund af den strategiske placering i en udvidelse

Hjemmeside

Der var en del at se, og det gav os også et lille indblik i Hollands histore, som vi faktisk ikke kendte så meget til i forvejen. Spændende sted, som kan anbefales.

Vi har jo drømt om denne tur i 40 år og elsket at være afsted på sejlerferie. Når vi er på ferietur har vi altid et mål. Målet er ikke nødvendigvis bestemt på forhånd men bliver det senest i starten af ferien. Og vi har en deadline. Vi skal være hjemme igen indenfor et vist antal uger – oftest for få. 

Sådan er det så ikke mere – vi har al den tid vi vil have, vi har løse mål men ingen dato. Det skal man lige vænne sig til. Det er noget med ikke at blive rastløs, at kunne tage sig tid til at blive et sted en dag mere, hvis der er dejligt. At nyde turen, glæde sig over skønheden og opleve de kulturer og mennesker vi møder med ydmyghed og nysgerrighed. Kort sagt – at være rejsende. 

Det skal vi øve os i, men vi bliver bedre og bedre.

Merwede-Kanaal er en kanal i den nederlandske provins Utrecht. Den starter i Utrecht og forbinder Amsterdam-Rhein-Kanaal med en gren afRhinen kaldet Boven Merwede syd for Gorinchem. Kanalen har en længde på 35 km.

Vi var blevet rådet til ikke at følge Lek videre mod Biesbosch som vi har tænkt at sejle gennem, men i stedet gå ned ad kanalen omtrent lige over for havnen. Lek er en af hovedfærdselsårerne mod Rotterdam med lige så meget trafik som Rhinen. Merwede kanal er helt fredelig. På første halvdel mest i landlige omgivelser. Der var ikke rigtig nogen steder at lægge til ud over ved broerne, men de gik på ”magisk vis” op når vi kom hen til dem, så vi fortsatte. Midtvejs, ved Meerkerk, lå en masse både ved kanalkanten og det kunne vi vel så også, det var høj frokosttid. Det var egentlig et sted beregnet til fragtere, men dem var der jo ikke så mange af, og der var åbenbart accept af, at lystbåde slog sig ned der. Det var et rigtigt dejligt sted så vi besluttede at blive natten over. Det gav lidt tid til endelig at få vores bimini monteret. Det så heldigvis nogenlunde fornuftigt ud, der var lige lidt småting, der kunne forbedres. Vi fik sen aftensmad under tag på agterdækket.

Næste dag sejlede vi videre og her sejlede vi nærmest på folks terrasser. Det var en rigtig fin og smuk tur, som endte i Gorinchem. Byen så spændende ud på søkortet, hvor man tydeligt kunne se, at der var gamle skanseanlæg rundt om byen. Vi ville have været ind i centrum at ligge, men 3,7 m under broen var lige lidt nok, specielt fordi der reelt var mindre, og vi ikke lige havde planer om at rigge ned til de 3,4 m, som vi har haft som mindstemål. Så vi ville gerne have broen derind til åbnet. Vi kunne bare ikke finde hverken hvilken VHF-kanal at kalde op på eller nogen lys, der kunne vise, at broen var lukket, så vi valgte at gå ned ad en anden kanal, hvor vi lige kunne gå under broen. Vi kom igennem en sluse og lagde til i lystbådehavnen lige ved udsejling til Waal. 

Lidt nærstudier af Water Almanakken viste, at den bro, vi gerne ville have haft åbnet, er en fast bro. Efter frokost gik vi en tur rundt på nogle af de gamle skanser, som omkranser altstadt, og hen til den famøse bro, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at vi var kommet til at vente længe på at få den åbnet.

Der var internet i havnen, det var dog meget ustabilt. Det samme var elforsyningen. Ikke fordi den faldt ud, men fordi automaten skulle fodres med 50 Cent mønter ustandselig. De andre steder vi har været med elstander med møntindkast, har en Euro rakt til et døgn, selv med elvarmen tændt. Ved vestlig vind af en vis styrke var havnen også temmelig urolig, så det fristede ikke til længere ophold. Til gengæld blev vi anbefalet at tage 5 km op ad Waal og gå ind, idet der var et spændende slot, som vi skulle besøge.