Lübeck

Den gamle byport Holstentor

Hansestaden Lübeck eller Lybæk er en af de tyske hansestæder beliggende ud til Østersøen. Byen er med sine 216.712 indbyggere (2016) den næststørste by i delstaten Slesvig-Holsten. Lübecks marcipan er kendt i hele verden.

Byen er placeret ved floden Trave. Den gamle del af byen er en ø omgivet af floden og kanalforbindelsen. Byen har en havneby, Travemünde, som ligger cirka 15 kilometer nordøst for den gamle del af byen. Navnet Lübeck kommer af vendisk Liubice (= elskelig).

Altstadt den gamle bydel, der ligger på øen i Trave, har siden 1987 været en del af UNESCO’s Verdensarvsliste. 1226 blev Lübeck erklæret for at være en fri rigsstad i Det tysk-romerske Rige og som en bystat i Det Tyske Forbund, dette endte i 1937 med Loven om Stor-Hamborg.

Turen fra Travemünde til Lübeck ad floden Trave er ualmindelig smuk med flere gode ankerpladser og kan besejles med mast og rimelig stor dybgang – med andre ord: hvorfor har vi ikke været her før? Turen kan fint kombineres med ferieturen til Femern eller til Rügen og Usedom. I Hansehafen er der udlagt flydebroer og der er strøm og vand. Og så ligger man lige midt i Lübeck Altstadt.

Hansehafen. De gamle pakhuse er ombyttet til multimediehus.

Byen blev bombet sønder og sammen under 2. verdenskrig men er blevet smukt genopbygget med masser af flotte gamle huse med de karakteristiske flot udsmykkede gavlhuse. Vi var heldige at besøge Mariakirchen lige da en lille orgelkoncert skulle starte. Det er en fantastisk måde at ”lande” i en kirke og en by på. Vi har oplevet det nogle gange før og hver gang er en oplevelse.

Sydpå mod Travemünde og Lübeck

Belært af erfaringerne fra første sejlads mod Hov, har vi ventet på små bølger før vi sejlede sydpå. Første vindue kom torsdag efter påske (25/4), hvor vi havde en dejlig sejlads til Sønderborg. Næste dag var ”bølgedag”, så vi har været en tur i skoven sydøst for Sønderborg på vej ud for at se fugle, et tordenvejr varslede dog sin ankomst tidligere end forventet, så vi skyndte os hjem igen. Heldigvis nåede vi i tørvejr inden det for alvor brød løs.

Lørdag morgen var der hul igennem igen og vi stod ud af Alssund ved 6-tiden og satte kurs mod Travemünde med forventet stop ved Femernsund pga. bølger. Vi havde en rolig sejlads i diset vejr. Vel fremme ved Femernbroen blev vejrudsigterne tjekket en sidste gang og vi besluttede at sejle videre og løbe risikoen for lidt ruller. Søndagens vindue var nemlig blevet meget mindre. Ved 20-tiden gik vi ind i Grömitz, fandt en ledig plads mellem to kæmper (se billede) og fik noget aftenssmad. Grömitz er en blandt mange tyske badebyer ved Østersøen med store brede sandstrande og i dette tilfælde en kæmpe marina. 

Under Femernsund broen – læg mærke til vandstandsmærket, som fortæller hvor høj masten må være i dag – fin service som de danske broer da også godt måtte være udstyret med.

Tidligt op igen næste dag og mod Travemünde. Travemünde er også en stor badeby, og det er ikke lige vores kop te, så vi fortsatte mod Lübeck. 

Rulleri, familie og gode venner

Sol og blankt vand i Tragten

Vinden havde været i det østlige hjørne flere dage, og selv om den lagde sig hen under aften stod der stadig noget sø, da vi sejlede ud fra Marselisborg. Sikke et rulleri. Selv om vi syntes skibet var gjort sejlklart måtte vi samle saltdåser op fra dørken. Vi savner vores sejl og master her på havet.

Heldigvis var der ikke langt til Hou og en havn for natten.

Tidligt op næste morgen for at udnytte et kortvarigt pust fra vest. Vi var så heldige at vi lå i et vindhul der fulgte os helt til Middelfart. Vi havde dårligt nok fortøjet før vi fik frisk vind fra øst igen.

I Middelfart fik vi besøg af børn og børnebørn som blev i 5 dage. Vi har været i Madsbyparken i Fredericia og har spist på restaurant Kitzchen, som ligger ved den gamle lillebæltsbro, hvor Karoline lå i gamle dage. Det er udmærket mad til betalbare priser og kan bestemt anbefales. Vi sejlede sammen til Assens, hvor vi har sagt farvel og på gensyn om 3-4 måneder.

Man må finde sit eget kighul

De næste dage har været helliget venner fra Fyn, som også lige skulle ses inden vi for alvor tager på eventyr.

Farvel Marselisborg

Udsejling fra Marselisborg Lystbådehavn

Vejrudsigten er studeret grundigt i mange dage – vi havde planlagt en uge på land, men vi kom i vandet igen efter 3 dage. Det gav mulighed for tidligere afgang, hvilket vejrudsigterne i høj grad billigede. DMI truede med Påskeøsten, og vi kan efterfølgende sige, at det ikke blev ved truslen.

Det med at fejre begivenheder er vi ikke altid så gode til, hvilket vi er blevet opmærksomme på et par gange. Og en 40 år gammel drøm, der nu realiseres er vel værd at fejre. Så tirsdag blev der indkaldt til farveløl og pølser torsdag sidst på eftermiddagen, og der er komnet mange og har ønsket god tur, hvilket vi sætter stor pris på. Det blev nogle rigtig gode timer.

Vi har også fået nogle gode og betænksomme gaver, hvoraf lige skal nævnes ”fødselsdagsposen” med servietter, flag og lagkagelys. Hvor køber man lige sådan nogle uden for Danmark? Ideen er hermed givet videre.

18.15 blev vi vinket ud af havnen af de tålmodige og eventyret er begyndt.

Sig nærmer tiden …

VHF antenne og toplanterne forbindes

Efter 40 års drømme skal vi endelig afsted. Afsted på den store tur til Middelhavet.

I de forløbne år har vi et par gange overvejet at komme af sted sammen med vores børn, men det har ikke været muligt enten af økonomiske eller af tryghedsmæssige (som jo i sidste ende også er økonomi) årsager.

Så de sidste mange år har planen været – når vi kan gå på efterløn. En efterlønsreform udsatte dette yderligere, men nu er vi der. Og nu skal det være, mens vi stadig kan.

Den sidste tid er gået med forberedelser. Masterne er kommet af og afrigget og der er bygget et solidt stativ de kan ligge på. Motoren har fået et ekstra grundigt vedligehold

Og så er der de nye ting så som eftersyning af mastebimini, syning af bimini til når masten ligger ned, udskiftning til de gamle davider da rib’en skiftes til en mindre og indkøb af reservedele og lagervarer.

Systuen

Der sker et eller andet, når man sådan skal afsted. Ting man har levet med i flere år skal pludselig ordnes. Det gælder f.eks. sædehynder, først i salonen og dernæst også i styrehuset, ordentlige LED pærer i læselamperne og diverse småreparationer.

Men nu er vi klar. Resten må komme på plads undervejs.