Forfatter: ElseLyhne

Vi havde tirsdag set et opslag på facebook om et uvejr. Det var lidt svært at se, hvor det var henne, men onsdag morgen dukkede det igen op. Vejrudsigterne blev studeret, et par af dem havde dette billede af en cyklon over Middelhavet mellem Italien og Grækenland. Det så ud til at den ville komme ind over det område vi befandt os i i løbet af torsdag eftermiddag og natten til fredag. Vi havde egentlig overvejet at sejle mod Ithaka, men vejrmeldingerne fik os til at ændre mening og sejle mod enten Lefkas Marina eller Vliho bugten. Da vi nærmede os, forsøgte vi at ringe til Lefkas marina, havde nok valgt et forkert nummer, i hvert fald kunne vi ikke få at vide, om der var ledige pladser, vi kunne jo prøve at sejle dertil. Men der var lidt langt, når vi ikke vidste om vi kunne få plads. Vi prøvede også om vi kunne få en plads ved ”hotelbroen” syd for Nidri, men der var alt optaget. Så vi endte med at sejle ind i Vliho bugten (som også er kendt som “orkanhul”, men uden garanti), og sidst på dagen lagde vi ankeret ud i den østlige del, hvor vi forventede mest læ. Om aftenen blev det helt stille og sidst på aftenen kunne vi se ”festfyrværkeri” i form af massevis af lyn, der lyste skyerne op over bjergene mod vest. Det var stilhed før stormen.

I løbet af torsdagen blev de sidste forberedelser gjort, solsejlet blev taget ned, alt løst blev taget nedenunder eller surret fast, ankeret blev tjekket en ekstra gang og der blev lagt et par meter ekstra kæde ud (se hvordan vi beregner ankerkædelængde her). Og så kom det første tordenvejr med masser af vind fra syd. Der kom flere både ind i bugten i løbet af dagen og vi havde glæde af vores nye afstandsmåler, som også kunne hjælpe os med at guide de nyankomne til at droppe ankeret et fornuftigt sted. Vi så også at Nis var kommet ind i bugten. De lå ellers ved Ithaka, men var blevet sendt væk af havnepolitiet og ud i rigtig dårligt vejr, da havnen lukkede. De næste dage skulle vise, at det trods alt havde været den rigtige ordre.

Resten af dagen var der en del vind, omkring 12 m/s.

I løbet af natten tog vinden til i styrke og drejede efterhånden om i nordøst mens regnen piskede ned. Da vi stod op havde vi over 22 m/s. Pludselig så vi ud af øjenkrogen en båd, der kom drivende og øjeblikket efter sagde det bang – båden havde lagt sig på tværs af vores stævn.

Der stabiliserede den sig med vores ankerkæde mellem dens køl og ror. Vi kæmpede sammen med de to mennesker ombord på den anden båd en brav kamp for at få fendere imellem for at minimere skaderne og få båden fri af os, uden noget godt resultat. Vindpresset og bølgerne gjorde det umuligt. Efter et godt stykke tid fik vi endelig den indlysende ide at starte motoren og sejle fremad, så kæden blev slap. Det hjalp, og den anden båd gled ned langs siden af vores båd og væk.

I løbet af dagen løjede det noget af, vi kunne slappe lidt af igen og skaderne kunne besigtiges. Vi havde fået bøjet vores prædikestol og forstærkning neden under bovsprydet. Derudover havde vi fået en del skrammer. Vi havde til gengæld fået testet vores ankergrej godt og grundigt, så siden havde vi stor tiltro til at det holdt.

Den anden båd var en udlejningsbåd og de to mennesker ombord lovede at komme tilbage med kontaktoplysninger, det gjorde de dog ikke og lørdag sejlede jeg bugten rundt for at finde båden, det lykkedes ikke før jeg næsten havde opgivet det. Da var båden bemandet med folk fra udlejningsfirmaet og på vej væk. Jeg fik kontakt med dem men de mente ikke at de havde et problem, men jeg kunne jo kontakte Port Police!

Flere både omkring os havde taget billeder og film af episoden som vi nu fik tilsendt. Vi fandt også ud af hvilket firma båden kom fra, så vi havde godt materiale til vores forsikringsselskab (Panthenius), som i øvrigt behandlede os rigtig godt.

Hen over weekenden fik vi kontakt med Nis og Hanne (hans kone) og de kom over til en tiltrængt øl og snak om hvad de havde været ude for. De havde været noget forskrækkede over at blive sendt væk fra hvad de mente var en god og sikker havneplads, men efterfølgende viste det sig, at centrum for stormen var gået hen over Ithaka og Kefalonia, og de både, der lå til kaj der, var for manges vedkommende endt som pindebrænde og sunket eller kastet op på land. Bl.a. fordi vinden drejede undervejs, og det, der til at starte med lignede en kaj i en bugt i læ for vejret, hvor man måske oven i købet blæste væk fra kajen, endte med at være en åben kaj med pålandsvind – mindst 40 m/s – og store bølger. Selv i Nidri ved indsejlingen til Vliho bugten hvor vinden ikke var nær så kraftig, var der en stor båd, der var gået ned. Holder ankeret ikke i blæsevejr og bølger, og man ligger med hækken ind mod kajen, skal der ikke så meget til før det går galt. Så Nis og Hanne var trods alt heldige med at være kommet væk.

Tilbage igen fik vi bragt båden tilbage til at være to og fyldt vandtanken op. Derefter tog vi afsted mod Itéa, hvorfra det skulle være muligt at komme op og se Delfi, hvor oraklet holdt til i oldtiden.

Det var stort set magsvejr hele vejen, så vi fik endda lavet reset af og seatrial af selvstyrer inden vi gik i havn. Selvstyreren har længe slingret meget på kursen, når den gik i navigationsmode. Det så ud til at det hjalp. Vi nåede også en dukkert. Der var god plads i havnen da vi kom ind ved 1830 tiden, dog umiddelbart hverken strøm eller vand, men med solpaneler, generator og fuld vandtank kan vi holde den gående mange dage.

Byen er velfungerende og Poul gik en tur med hunden og kom hjem med en meget lækker kage til mig. Der var et stort konditori med alskens lækre kager. Så vi besluttede at blive et par dage.

Det var en god beslutning, Så blev der også lidt ro på til diverse projekter og undersøgelse af transportmuligheder til Delfi. Vi fandt busstationen – en lille ”butik” ved siden af konditoriet – og fik bekræftet at den bus jeg havde fundet på nettet, faktisk gik, så onsdag stod den på Delfi.

KTEL er det græske busselskab. Bussen fra Itea til Delfi er en del af en længere rute, der køres i en langtursbus med aircondition. Forvent at den kører nogenlunde til tiden. Billetter kan købes på busstationen (kort eller kontanter) eller hos chaufføren (kontanter), evt. også online.

Vi havde en fin bustur til Delfi. Fra busstationen i Delfi var der ikke ret langt til det arkæologiske museum, hvorfra turen også går til udgravningerne. Enormt mange flotte ting og skulpturer i museet og et mere intenst arkæologisk sted end Olympia. Hvis du kommer der, så snyd ikke dig selv for turen op til stadion – forbi det delvist bevarede teater og følg skiltene. Det er imponerende at have anlagt et stadion på det sted.

Vi begyndte at søge efter vinterpladser og sendte nogle forespørgsler afsted. I virkeligheden var det mest den periode, hvor vi skulle på land, der skulle fastlægges. Der var formentlig plads i de havne, vi kunne tænke os at være i og perioden var ikke så lang og formentlig delt i to, da planen var at tage hjem 2-3 måneder, da vi ikke havde set børnebørnene om sommeren pga. Corona. Men nu ville vi se, hvad der kom tilbage af tilbud.

Det var også store klippe dag – både Poul og Chanel kom under saksen.

Fredag tog vi et medvindspust ud af Korinterhavet og og kom efter en lang men dejlig sejlads til Mesolongi, hvor vi kastede anker i havnebassinet. 3 sømil før kanalen ind til Mesolongi døde vinden, og i løbet af 10 min havde vi 6 m/s imod i stedet.

Dagen efter sejlede vi i gummibåden forbi en dansk båd, Gipsy, på vej ind til marinaen, hvor vi ville undersøge, om vi kunne få strøm og vand. Vi skulle have vasket tøj. Der var lukket både lørdag og søndag, så vi sejlede tilbage til Thistle, startede generatoren og satte en tøjvask over og gjorde klar til at servere kaffe for Luc og Bente fra Gipsy, inden de sejlede videre mod Korinth. Vi havde et par hyggelige timer.

Da de var taget afsted, sejlede vi ind til bykajen og fik vand på og fik købt ind. Da det var weekend, var der heller ingen der ville tage mod havnepenge, så det blev billigt. Vi valgte dog midt på aftenen at sejle ud for anker igen, da der var lidt for meget fest på restauranterne.

De næste par dage hyggede vi os i Mesolongi med lidt småprojekter og ture i byen.

Over middag tirsdag fik vi pludselig lyst til at flytte os, mens der stadig var østenvind. Så vi lettede anker og sejlede med vinden vestpå og blev enige om at sejle nordpå, selv om Itaka havde været med i overvejelserne. Vi kastede anker ved en bred bugt dannet af deltaet fra floden Akheloos. Der var lidt læ fra øst og vinden ville aftage og dreje rundt om aftenen og gå i øst igen om natten.

Torsdag sejlede vi tidligt mod Lefkada, hvor vi fik en plads ved bykajen. Da vi havde alt på plads, kom havnemesteren og sagde at det var en charterplads og charterbådene ville komme tilbage dagen efter, så om vi ikke kunne ligge længere inde i havnen. Vi enedes med ham om at vi skulle forlade pladsen kl. 9 næste morgen, så var det ok.

Resten af dagen gik med oprydning og rengøring, indkøb og klargøring, til Aksel kom.

Alting gik efter planen og bussen var i Lefkada kvart i midnat. Vi fik en øl og Aksel fik lidt mad og så gik vi i seng.

Næste dag sejlede vi som aftalt kl. 9 og satte kurs mod Atheni bugten ved Meganisi. Aksel ville gerne holde Ferie med stort F, snorkle og slappe af med gåture i land. Det kunne Atheni bugten så passende sørge for starten på.

Aksel havde en masse bestillinger med fra Danmark. Nogle kom i brug med det samme, andre ventede til han var taget afsted igen. Afstandsmåleren, som vi havde glædet os til, viste sig at kræve et CR2 batteri. Sådan et havde vi ikke om bord, så det kom på indkøbslisten.

Afstandsmålere bruges mest af jægere, men er også geniale ved ankring mellem andre både og mod land til at måle om man er langt nok ude og langt nok fra de andre både i forhold til den mængde ankerkæde man har tænkt at lægge ud.

Over middag gik vi en tur op til Katomeri, hvor vi fik kaffe, juice og vand på cafén. Isenkræmmeren kunne måske have det manglende batteri, men han havde lukket til 1730, og der var en time til, da vi var færdige med kaffen, så det ventede vi ikke på. Der kommer jo andre butikker.

Vi fik lækre bøffer fra slagteren i Palairos og nød en dejlig aften.

Lørdag sejlede vi ud til de små øer ved indsejlingen til bugten. Her fandt vi en lille skyggefuld strand, hvor Chanel kunne soppe og vi kunne snorkle ved klipperne. 

Efter frokost og hygge sejlede vi videre.

Vi ankrede op nord for Palairos havn godt 18, og Poul og jeg tog ind og købte ind og reserverede bord ved strand-tavernaen (Yacht Club’en). Vi fik et bord helt ud til vandet og god mad og rigeligt af det.

Søndag startede Aksel dagen med en løbetur. Efter den var vi klar til at sejle videre mod Kastos, hvor vi kastede anker i en lille vig.

Der var det klareste vand, vi har set endnu, man kunne tydeligt se bunden på 10 meter. vi badede og snorklede og fik god mad.

Dagen efter morgen skulle vi videre sydpå. Målet var en ankerplads undervejs mod Mesolongi. Vi gjorde klart skib og drejede startnøglen. Intet skete!  Startmotoren havde drillet før, hvor antagelsen var en dårlig forbindelse og den var fikset. Ny fejlsøgning endte op i, at der kom strøm frem til starteren og den blev varm, men derudover skete der ikke noget. Altså måtte det være selvstarteren. Vi havde en renoveret selvstarter i reserve, som Poul med stort besvær fik monteret i stedet for den, der ikke virkede. Desværre uden resultat. Det var faktisk ikke så godt. Heldigvis har vi flere rigtig gode livliner i Danmark, en af dem blev ringet op, og Poul fik nogle gode råd, der dels gik på at den nu afmonterede selvstarter – den der blev varm – var bedste bud på at få en selvstarter til at køre igen, og at Poul skulle skille den ad og rense den krans, som kullene kørte på. Så den renoverede selvstarter blev afmonteret igen og den første renset og sat på igen – motoren startede . Tak til Djan for de gode råd.

Klokken var i mellemtiden blevet hen ad 8 aften, så vi flyttede os ikke den dag.

Tirsdag stod vi tidligt op og sejlede mod Mesolongi. Vi valgte at lægge ruten langs kysten ind mellem de mange øer. Her kiggede vi også på de ankerpladser vi havde været undervejs til dagen før. Ormos Marathiás så godt ud. Bugten på Provati var meget beskyttet, men krævede en snor i land, den var for smal til, at vi ville turde ligge bare for anker.

Vi ville stoppe på østsiden af Oxia, men alle de steder, hvor der var lavt nok til at kunne ankre, lå der fiskefarme, og der var heller ikke nogen strand, hvor det var til at komme i land. På modsat side, på fastlandet, vart der tilgengæld en stribe land med sandstrand, så vi gik derover i stedet og kastede anker, fik luftet hund og spist frokost.

Derefter sejlede vi videre til Mesolongi. Her kastede vi anker i havnebugten.

Vi var en tur oppe i byen for at købe lidt ind, og så tog Poul og jeg ind for at finde et biludlejningsfirma, der skulle holde til på Marinaen. Vi fik kigget lidt på havnen, som er en mulig kandidat til vinterhavn, men biludlejningsfirmaet fandt vi ikke. På deres hjemmeside kunne man til gengæld booke en bil, og de havde et telefonnummer. Vi besluttede at tage tilbage til båden for at gøre det, det var nemmere at overskue på en computer.

Man kunne så ikke booke tidligere end 24 timer frem, så jeg ringede til firmaet. Det viste sig at kontoret på marinaen var inde i marineshoppen, som vi var gået forbi uden at se flaget udenfor, hvor udlejningsfirmarets logo stod. Så jeg måtte ind igen og tale med dem. Vi kunne godt få en bil dagen efter, så det var fint.

Onsdag skulle vi se Olympia på Pelepones. Vi havde lejet en Peugeot 108 med automatgear, og vi havde en rigtig fin tur til Olympia. Der er 3 museer ud over den arkæologiske udgravning. Vi nåede kun det ene, det arkæologiske museum, hvor de fleste fund blev udstillet.

Spændende at se arnestedet for Olympiaden og stedet, hvor den olympiske ild nu om stunder bliver tændt og bragt frem til olympiadeåbning, hvor end i verden det foregår.

Da vi nu havde bil, fik vi også købt ekstra meget vand og sodavand ind.

Næste dag fik vi afleveret bilen og fyldt vand på tanken, og så tog vi afsted mod Trizonia. Først skulle vi under broen mellem Rio og Antirio.

Lidt fakta om broen:
Rio-Antirio-broen fra 2004,  officielt kaldet Charilaos Trikoupis-broen efter statsmanden, som først forestillede sig den, er en 2.880 meter lang skråstagsbro, som spænder over Korinthiske Bugt nær Patras og forbinder byen Rio på Peloponnes med Antirio på det græske hovedland. Denne bro betragtes vidt og bredt som et mesterværk indenfor ingeniørkunsten på grund af flere unikke løsninger taget i anvendelse for at spænde over dette vanskelige sted. Disse vanskeligheder omfatter dybt vand, usikker bund for fundamentet, jordskælvs-aktivitet, risiko for tsunamier og Korinth-bugtens ekspansion som følge af pladetektonik.

Man skal kalde op på kanal 14 for at få tilladelse til at passere og oplysning om, hvilket broafsnit man skal sejle igennem. Det midterste er forbeholdt kommerciel trafik, mens lystbåde og mindre både sejler gennem det nordlige eller sydlige broafsnit. Som regel skal østgående både sejle i det sydlige og vestgående i det nordlige broafsnit, men der var ikke meget trafik og vi fik besked om at sejle gennem det nordlige, hvilket også var lidt kortere.

Efter broen blæste det op, så vi kunne sejle for genua. Vi havde vinden agten ind, så det var mest prakisk.

Undervejs blæste det mere op end vi lige havde regnet med. Lidt før Trizonia var vi oppe på 16 m/s. Vi gik 7 knob for forsejlet alene, på et tidspunkt tog vi endda en omgang eller to ind på det. Vi nåede frem sidst på dagen og kastede anker ad et par omgange til vi lå godt. Der var ikke så meget plads i bugten og der lå flere for anker. En enkelt, der var kommet efter os, kom også rigeligt tæt på, syntes vi, måske den gled i ankeret, men det så ud til at det gik.

Fredag morgen ville vi gerne tidligt afsted. Vejrudsigterne for de næste dage lød ikke alt for godt og vi havde jo en deadline søndag i Korinth, hvor Aksel skulle med toget til lufthavnen i Athen mandag morgen. Derfor bestemte vi os for at sejle til Korinth allerede fredag.

Da vi vågnede lå der en båd tæt bag os. Den foran var til gengæld væk. Så vi troede først, at den var skredet i ankeret og i nattens mulm og mørke ligeså stille, men heldigt var drevet forbi os. Det var imidlertid forkert. Den båd der lå bag os, var kommet i nattens løb og var bange for at deres anker havde fat i vores ankerkæde. Så de startede også motoren og var klar, da vi begyndte at trække ankeret op. De sejlede op foran os og ned på den anden side, da de mente at vi så kunne trække vores anker op. Desværre havde det den modsatte virkning, idet vi ganske vist med møje og besvær fik et anker op sammen med en masse kæde, der var viklet omkring det, men det viste sig at det var deres anker. Der var efterhånden kommet mange mennesker på vores fordæk: Aksel og Poul og to personer fra deres båd stod nu og forsøgte at få redt kæder og ankre ud, alt imens jeg forsøgt at undgå at båden gled op i de andre ankerliggere, samtidig med at kæderne ikke blev strammere end at dæksfolkene kunne arbejde med dem. Endelig fik de skilt vores og deres og de fremmede steg i deres gummibåd, mens vi samlede vores anker op og sejlede mod Korinth.

Der var en del vind på den første del af turen, men den døde langsomt og blev først til modvind, da vi var ved at være i havn. Vi gik ind i den indre havn, men der var ingen ledige pladser, så vi måtte lægge til i den kommercielle havn bag en stor træketch. Da jeg gik ned for at lukke forlugen op, så der kunne komme lidt luft ind, lugtede der svagt af brændt gummi. Først tænkte jeg på bovpropellen, men lukkede lige op til batterierne først, av – jeg brændte mig på indersiden af døren! Jeg kaldte på Poul og han fik MEGET travlt med at tømme hylderne i skabet og skubbe dem op så han kunne tage strømledningerne af batterierne. Det var kun det ene batteri der var brændt sammen, det var til gengæld meget varmt og der kom røg – formentlig syredamp – ud af det. Så det skulle op på kaje n og det skulle gå stærkt. Heldigvis havde vi den styrketrænede Aksel ombord, der med kraftige læderhandsker på fik batteriet båret i land.

Det andet kom også i land og vi åndede lettet op.

Der kom en anden sejler ind og lå ved kajen sammen med os. Det blæste op fra N-NØ og vi lå rigtig skidt ved den lave kaj. Bølgerne i havnen var en overgang næsten en halv meter høje og blev reflekteret af kajkanten, så vi lå meget uroligt. Alle fendere var i brug mod kajen, men frygten gik på om det blæste endnu mere op og om fenderne så ville kunne holde os fra kajen. En gåtur over til lystbådehavnen bragte ikke rigtig nye muligheder med sig. Vi fik dog snakket med et par stykker, blandt andet en russisk Targa 46 motorbåd, de ville sejle 9.00 dagen efter. Han ville ikke sende os en sms, når han tog afsted, men bedyrede, at det var kl. 9.

I mellemtiden var det faktisk løjet af og bølgerne var aftaget, så vi fik en øl og hyggede os og gik i seng.

3 timer senere vågnede vi ved, at vi hoppede og dansede og blæste ind i kajen igen. Vi stod op og overvejdede om vi kunne gøre noget. Naboen var også stået op. Lystbådehavnen gav stadig ikke gode muligheder. Vi snakkede om at sejle over til yderkajen og sætte en snor i land, men det ville virke bedst med en person i land. Og – resten af den kommercielle havn var indhegnet! Uden bovpropel og ankerspil kunne vi heller ikke sejle ud midt i bassinet og kaste anker, hvilket nok ellers havde været mere fredeligt. Men igen lagde vinden sig og vi krydsede fingre for at den holdt sig i ave til næste morgen.

Resten af natten forløb roligt og næste morgen var vi klar lidt i 9 og sejlede ud fra kajen ved brug af spring. Det fungerer faktisk rigtig godt. Godt med fendere helt ude i stævnen, en fortøjning fra stævnen og i land, motor i fremadgående og drej roret, så vi sejler ind mod land. Derved svinger hækken langsomt ud fra kajen. Når den er kommet langt nok ud og vi heller ikke kan dreje mere uden at det går ud over stævnen, sættes i bak med neutralt ror, fortøjningen slippes, og vi glider ud og væk fra kajen.

Vi ventede nu på at russeren skulle sejle, som han havde sagt at han ville. Der skete ingenting. Der var et andet sted i havnen, hvor der lå to både i forlængelse af hinanden. Den ene var sejlet, og den anden sejlede da kl. var 945. Vi blev enige om at sejle ind og lægge til der. Da vi var ved at være færdige, sejlede russeren ud. Da var klokken 10. Måske det bare er svært at kende forskel på nine og ten???

Vel i havn begyndte vi at undersøge, hvordan vi kunne få to nye batterier. Det endte med en bestilling hos Nautilus i nærheden af Athen og afsendelse med taxi til Korinth. Nok ikke den billigste løsning men kl. kvart i 5 havde vi to nye batterier og kl. 5 var de installeret og bovpropel og anker virkede igen, det var rigtig rart at vide.

Vi havde også besøg af en fupmager, der sagde at vi lå på en fiskers plads, og han vidste ikke hvornår han kom hjem, men hvis han fik vores telefonnummer kunne han finde ud af det og advare os. Og så ville han da gerne have 5 € for ulejligheden. Gået på klingen ville han ikke sige hvem han var, men snakkede udenom. Det endte med at Poul forbarmede sig og gav ham 2€.

Resten af dagen gik med Tour de France, hygge og spil.

Søndag gik vi en tur hen til Korinthkanalen. Vi kom lige som en stor motorbåd sejlede ud og  sejlbåde derefter sejlede ind. Der holdt mange biler i kø, på en oversigtstavle kunne bilisterne se, at broen ville være lukket fra 1045 til 1110, så der var tid til at gå på cafeen og få en kop kaffe. Da klokken var 1115 og den sidste motorbåd, der havde nærmet sig udefra med stor fart, var kommet igennem, hævedes broen op fra dybet og kom på plads, så bilerne kunne køre igen.

Om aftenen spiste vi i byen og nød Aksels sidste dag hos os.

Mandag morgen fik Aksel pakket de sidste ting og vi gik op til taxaholdepladsen, hvor han tog en taxa til Togstationen. Herfra var der en direkte forbindelse til lufthavnen i Athen.

Efter at have nydt bugten om eftermiddagen, sejlede vi tilbage til Vliho, hvor vores nye ekstra solpaneler til anbringelse ovenpå solsejlet måske var kommet. Det var de så ikke, så de ville først komme mandag, så vi tog en slapperdag søndag og fik færdiggjort nye bagagenet, der kunne hænges op i salonen til al den bagage familien havde med, når de var på besøg.

Mandag var solpanelerne kommet, og vi fik dem hentet. Desværre var der store ledningskasser under bunden på dem, så vi blev enige om at lave huller i solsejlet til dem og trække ledninger på undersiden af solsejlet

Den forreste del af solsejlet blev pillet ned og planlægning og syning gik i gang. Ud over hullerne, skulle der sys små trekanter på oversiden til at putte solpanelernes hjørner i og burretape, hvis modpart så blev limet på solpanelerne. 

Poul var inde ved Nidri Marine og købe ledning og el-samlemuffer. Han  fik pengene tilbage for den ankerlanterne, der var kortsluttet.

Næste dag fortsatte arbejdet med solsejlet hele dagen. Endelig sidst på dagen var det klar til at blive sat op. Solpanelerne blev puttet i store plastposer, så burretapen ikke snappede før de lå på plads og med det rigtige bøj. Og så blev solsejlet monteret igen.

Vi fandt også vores mus (måske det alligevel var en rotte?). Der kom lidt “duft” i pantryet, som blev lokaliseret til under den nederste skuffe, hvor vi fandt musen død oven på vandtanken. På med handsker og ansigtsmaske og så blev den slatne mus samlet op og afleveret i land i en skraldespand, med håbet om at kattene ville lade den ligge. Endelig var det slut med at få alting bidt i stykker.

Onsdag skulle der så trækkes ledninger så vi også kunne få glæde af solpanelerne. Derudover blev der flyttet rundt på ting og sager, så der kunne blive plads til vores søn, Aksel, som skulle komme til Lefkada torsdag aften. Vi havde tænkt at tage af sted mod Lefkada onsdag, men arbejdet med solsejl og solpaneler tog så lang tid, at vi blev i Vliho bugten til torsdag.