Mallorca
22/6 20 – 27/6 20
Endelig fri. Vi sagde farvel til sejlerne på broen, checkede ud på havnekontoret og fik fendere og fortøjninger af vejen. Og så sejlede vi ud af havnen for sidste gang med kurs mod Port de Sóller på Mallorca
Jeg så en delfin ca. 2 timer efter start, den dukkede op 2 m fra båden, men forsvandt i dybet igen. Jeg så også noget halvstort 50-100 m væk, delfiner eller muligvis fisk der sprang op af vandet, måske jaget af hvaler?
Om natten var der morild eller selvlysende dyr i vandet, bl.a. noget goblelignende der lyste hele vejen langs med skibet. Desværre lå telefonen nede hos Poul der sov, så vi fik ikke billeder.
Jeg observerede 10-15 stjerner i horisonten på en lang række med samme afstand imellem??? – ups det var ikke stjerner, de flyttede sig og gik ret hurtigt ud. Poul kunne næste dag forklare fænomenet – opsendelse af Starlink-satelitter til at dække jordkloden med wifi. Det var solen, der reflekteredes i satelitterne. Senere ville de blive spredt mere.
Efter en meget rullende nat med svage vinde nærmede vi os Soller, om ikke udhvilede så dog friske. Og sikke en fantastisk smuk ø og spektakulær indsejling til den naturllge havn. Vel indenfor lagde vi anker på 8 m vand.
I Catalonien er Skt. Hans (de kalder det Sant Juan) normalt årets største fest med bål på stranden, masser af fyrværkeri og kanonslag (de havde varmet op i Badalona i flere dage), men der blev lukket på stranden i år på grund af Corona. Det gjorde der også i Port de Sóller, og der var heller ikke noget fyrværkeri. Men heller ikke så mange mennesker.
Dagen efter nød vi livet for anker. Vi var en tur i land og kigge på Hotel Marina, hvor jeg var på ferie med mine forældre for 40 år siden. Vi fik en is og tog tilbage og badede fra båden.
Torsdag gik vi til Sóller og kiggede på byen. Den havde samme provinsby-stil over sig som en dansk provinskøbstad, her tænker jeg på byens størrelse, husenes størrelsesfordeling, torv, handelsgade osv. Derudover er der selvfølgelig ikke meget dansk over Sóller.
Både Picasso-salen ved jernbanestationen, museet og kirken var lukkede, men vi spiste en fantastisk frokost på Bar Molino, en restaurant med gode anmeldelser 600 m væk fra centrum, det var helt bestemt både spadsereturen og pengene værd (og betalbart).
Den gamle sporvogn mellem Port de Sóller og Sóller startede netop denne dag med at køre igen efter Coronastoppet, så vi kørte med den tilbage til havnen. Konduktøren var meget påpasselig med at sørge for, at vi havde maske på og sprittede af, og det er helt fint, hellere for meget end for lidt, og i al offentlig transport er maske påbudt.
I det hele taget begynder der at komme mere liv i byen, flere gæster og flere både, så det mærkes at Spanien er gået til ny normal.
Fredag var dasedag, og så var vi klar til næste stræk, som endte med at blive hele vejen til Sardinien.
Sardinien
27/6 20 – 29/6 20
Vi startede tidligt lørdag morgen med kurs mod Carloforte på Sardinien.
Mallorcas nordvestkyst er meget flot med høje klipper og mange huler. Der var mange ude at sejle og fiske, også i små joller, der er lidt svære at se, men radar hjælper
Klar af Mallorca var der ikke flere skibe tilbage, men en del fiskeflag de første mange sm.
Vi observeret en fisk eller hval, der plaskede 3 gange i vandet. Afstanden var for stor til at kunne identificere hvad det var.
Vores hund, Chanel, har efterhånden holdt sig 24 timer og skal lave pøller (hun ryster, det er et sikkert tegn) – det er ikke let at få hende overbevist om at hun skal skide på dækket, men en dyrlæge fortalte engang, at det ikke er farligt, hunden skal nok aflevere hvad den skal, når den ikke kan holde sig mere. Ganske rigtigt. Og selvfølgelig fik hun stor, stor ros. Forhåbentlig lærer hun det efterhånden, hun er ret lærenem.
Natten var rolig, vi så ikke andre skibe.
Når vi sejler langt skiftes vi til at holde vagt. Om dagen er der ikke nogen fast opdeling, men natten deler vi op, således at jeg går ned og sover efter aftensmaden og til efter midnat, hvor Poul vækker mig og jeg afløser ham. Jeg tager så vagten indtil ved 5-6 tiden, lidt afhængig af hvor træt jeg er og om Poul selv vågner. Når han har overtaget vagten, går jeg ned og får et par timers søvn mere.
Næste dag så jeg en springende delfin lige ved siden af styrepladsen, den var der kun én gang og så var den væk. Skulle måske lige se, hvad jeg var for en.
Det blev overskyet en overgang, men så blev det solskin igen. Vinden tiltog til 4 m/s – stadig for lidt at sejle på. Vi så et enkelt skib – en olietanker, der passerede os i en afstand af 1/2 sm.
Igen en rolig nat. Næste morgen nærmede vi os Sardinien. Der begyndte at komme enkelte fiskerbåde. dog ikke nogen vi var på kollisionskurs med.
Ved ankomsten til Carloforte blev vi modtaget af havnens personel i en gummibåd, de hjalp os på plads. Vi fortøjede langskibs på den yderste flydebro i den nordlige del af havnen. Vi var trætte i kroppene af for lidt/afbrudt søvn og konstant vipperi. Selv om overfladen på havet er blank i nær vindstille, er den ikke flad, dønningerne kan rulle langt og længe.
Der var lokalt blæsevejr hele dagen ned gennem strædet mellem hovedøen og den lille ø San Pietro, hvor Carloforte ligger.
Det var vores bryllupsdag og vi havde besluttet at gå ud og spise om aftenen. Vi havde fundet et sted, der havde ok anmeldelser og italiensk mad. Det viste sig at de gjorde meget i fisk og skaldyr, men de havde dog også landdyrskød. Nå men vi kastede os ud i fisk og skaldyr – hvem skulle have troet, at det skulle ske for os, der ikke er så meget for fisk. Det smagte fantastisk.
Da vi kommet hjem igen og var ved at gå i seng lød der brag rundt omkring – det viste sig at være ude fra ydermolen, der var stort fyrværkeri lidt i 23, vi lå så absolut i førsteposition – heldigvis var der et stykke derud, ellers er fyrværkeri og både jo ikke den bedste cocktail. Men vinden bar fra, så det var bare at nyde det, det var fantastisk flot. Tænk at de sådan fejrede os på vores bryllupsdag 🙂 🙂
Sardinien til Sicilien
30/6 20 – 3/7 20
Vi startede ved 10-tiden fra Carloforte efter at have været en tur i supermarkedet og købe ekstra vand, sodavand og “nødrationer”.
Der er et skydeområde syd for Sardinien. Pilot-bogen angiver ikke, hvordan man kan finde ud af, om der er skydning, men anbefaler at gå udenom. Det betyder en omvej på 10 sm, så vi fulgte efter en sejlbåd, der gik gennem skydeområdet 10 sm foran os, uden problemer …
Det var blæsende rundt om Sardinien med øer. Da vi kom rundt om hjørnet, drejede vinden drejede, så vi havde den næsten plat. Vi gik for motor og storsejl, vi forsøgte på et tidspunkt med en spilet genua, men spilerstagen, som forlænges med et trykknapsystem, forkortede sig selv. Den trak heller ikke så meget som ventet, så den blev rullet ind igen og motoren startet påny.
Vinden løjede af om aftenen til næsten vindstille om natten. Der var flere sejlbåde, der var på vej i samme retning som os, de overhalede os, vi gik godt 5 knob økonomifart, de gik tæt på 8, men brugte sikkert ikke mere diesel, end vi gjorde.
Morgenen kom med tågebanker over havet. Dejligt med både radar og AIS. Efterhånden brændte solen tågebankerne helt væk og det blev en dejlig dag, hvor havet blev mere og mere fladt. Vi så en lille flok hvaler, og vi så skildpadder – det lignede noget organisk affald der flød i overfladen, men da vi kom tæt på, stak det et hoved op og forsvandt under vandet, det lignede pludselig en skildpadde. Det endte med at vi så 7 af disse flydende ting, det var skjoldet, der buede op over vandet, de har nok ligget i overfladen og solet sig. Og når vi så 7, har der været mange. De var svære at se, hvis vandet ikke var blankt.
Det blev aften og der kom lidt vind. Vejrudsigten var nu 1 1/2 døgn gammel, forhåbentlig holdt den stadig. 20 minutter over tolv overtog jeg vagten og Poul gik ned for at sove.
Lidt før kl 0100 begyndte motoren kortvarigt at gå op i omdrejninger. Det har vi prøvet før, hvor dieselfiltrene var tilstoppede. Det blevværre og jeg vækkede Poul. Der var 20 SM til Sardiniens nordvestlige spids, Capo San Vito.
Vi satte farten ned for at mindske diesel-gennemstrømningen, Poul koblede et filter fra, det hjalp ikke, han satte en pumpe i gang, der muligvis ville hjælpe, det gjorde det ikke, tilsidst valgte vi at skifte to af tre filtre, det sidste kan ikke skiftes mens motoren er varm. Så vi satte sejl (vinden var i mellemtiden løjet til 3 m/s) og jeg kæmpede med at holde os på en kurs, hvor vi havde vind i sejlene, mens Poul skiftede filtre. Uden styrefart kan autopiloten ikke styre. Jeg erfarede, at med så lidt vind var det nødvendigt at have mesansejlet sat, for at roret ikke skulle stå på tværs og vi kun drev sidelæns. Det lykkedes efterhånden at få lidt styrefart.
Efter at Poul var færdig med at skifte filtre, rullede vi sejlene ind igen og startede motoren. Det gik meget godt til at starte med og Poul gik ned og prøvede på at sove igen. Men problemet var ikke væk men kom ikke så tit. Alternativet til at gå til Palermo var at gå ind til en lille havn, San Vito lo Capo, på den nordvestlige spids. Efterhånden nåede vi ind til Sardinien, hvor vi skulle tage stilling til, om vi skulle prøve at fortsætte til Palermo eller vi skulle gå ind til San Vito lo Capo. Der skulle komme pæn vind i løbet af formiddagen, der kunne hjælpe os på vej mod Palermo, så vi valgte at prøve at fortsætte. Poul overtog vagten og jeg gik ned for at sove.
Der gik desværre ikke lang tid, før jeg blev vækket igen – den er helt gal, vi har mistet fremdriften fra propellen. Det kunne være fastgøringen af skrueakslen i gearboksen, det havde været et problem før, men burde være løst. Det kunne ikke løses uden at vi lå stille. Og det ville tage en 6-8 timer, mente Poul.
Vi besluttede at sejle tilbage til San Vito lo Capo for at løse problemet og satte sejl. I mellemtiden var den vestlige vind kommet allerede nu kl. 8 og det blæste 10 m/s som vi skulle krydse op imod. Det er vist første gang vi har krydset i Thistle, det gik bedre end jeg havde forventet, vi kommer da fremad. Men vendingerne var svære, da farten ikke var så stor og det er en tung dame med et lille ror. Og hydraulisk styring giver ingen rorfornemmelse. Vi har kun instrument-indikatoren. Vi diskuterede om vi turde sejle ind i havnen eller vi skulle lægge os udenfor for anker. Vejrudsigten sagde, at vinden ville holde sig i vest og aftage, så ankerpladsen kunne godt være en løsning. Poul ville dog prøve, om vi kunne krydse for storsejl alene, for så kunne vi komme i havn. Det gik slet ikke, vi kunne ikke vende. Motoren blev startet og sattes forsigtigt i gear i tomgang, det lykkedes og skruen gav fremdrift. En beredvillig sejler forsøgte at gelejde os ind på en plads, den interne kommunikation var dog for dårlig og den sproglige kommunikation til sejleren var heller ikke god. Vi var kommet lidt op mellem to broer, men et forsøg på at sætte i bak for at vende rundt fik skruen til at stå af igen, så der var ingen anden udvej end at rulle et ”frimærke” ud og sejle stille ud af havnen igen. Lidt udenfor havnen kastede vi anker, fik noget at drikke og sundede os lidt. Derefter gik Poul i gang med at skille motorrummet ad for at komme ned til samlingen mellem aksel og gear, mens jeg gik ned og prøvede at få en lur. Der gik dog ikke mere end en times tid, så kunne jeg høre han lagde låg på motorrummet. Det var ikke skrueakslen, der sad løs, men der var vand i gearolien i det hydrauliske gear. Det kunne han ikke løse selv.
Vi besluttede at udnytte den friske vestenvind til at sejle til Palermo. Så håbede vi bare, at vi nåede frem inden vinden døede helt. Samtidig søgte vi information på facebook, Middelhavssejlerne, om erfaringer fra reparationer i Palermo. Vi fik fine hints fra Troldand, der har ligget i vinterhavn der 2017 -2018. Vi kontaktede marinaen som vi fik link til og forklarede vores problem – det kneb lidt med at forstå hinanden, der blev viklet lidt italienske ord ind i det engelske fra Chiara (som vi skulle hilse fra Troldand) og sikkert noget fordansket – i hvert fald med tydelig dansk accent – på min side. Så vi sms’ede sammen i stedet. Der blev hurtigt taget kontakt til en mekaniker og der blev sørget for at vi kunne få hjælp, når vi skulle i havn, muligvis uden propel. Vi blev også bedt om at sende mærke og model samt billeder af gearboksen.
Vi var lidt usikre på om vi ville gå i havn med det samme, når vi kom frem eller kaste anker udenfor havnen. Det afhang bl.a. af hvornår vi kom frem og her var vi jo afhængig af at vinden ikke døde helt.
i løbet af efterdagen/aftenen skiftedes vi til at hvile lidt, hvis nu vi skulle sejle det meste af natten for at komme frem, men meget søvn blev det ikke til. Vinden aftog efterhånden lidt, men holdt sig, til vi skulle dreje i sydlig retning mod Palermo. Her drejede vinden med rundt, så vi stadig havde den ind lige agter, og aftog. Samtidig sprang den jævnligt bag de høje klipper, der er ved hjørnet. Poul havde i mellemtiden fået den ide, at han måske kunne skifte olie. Vi havde ikke noget gearolie ombord, men vi havde noget hydraulik-olie og det kunne måske bruges, hvilket han fik bekræftet af gode folk på nettet.
Farten lå nu omkring 1 knob, så bliver 6 sømil langt. Så det endte med at Poul gik i gang med at skifte olie. Den gamle olie han fik ud havde mere karakter af mayonaise end af olie, heldigvis fik han det ud mens det var varmt. Ny olie blev hældt på, der var nu 4 sømil til ankerpladsen hvor vi havde besluttet at stoppe. Motoren blev startet og forsigtigt sat i gear – vi sejlede på under halv kraft ligeså stille mod ankerpladsen. Kl godt 23 kastede vi anker og fik en stille drink på agterdækket, før vi kravlede til køjs.
Næste dag startede vi fra ankerpladsen kl 8 og sejler stille mod havnen. Inde i havnen bliver vi modtaget af xx på kajen ved den plads, vi skal ligge på, og hendes onkel i en gummibåd, klar til at skubbe for at hjælpe, men det lykkes ved egen hjælp at komme ind på plads. Efter lidt frem og tilbage ligger vi endelig så vi kan få landgangsbroen ud og få en kop kaffe på agterdækket, inden jeg går op og ordner papirer.
Palermo
3/7 20 – 14/7 20
Resten af fredagen ventede vi spændt på besøg af mekanikeren, der skulle komme over middag, så vi gik op i byen for at opsøge en marinebutik og se om vi kunne få nogle nye solpaneler (de gamle på siden af agterdækket virker ikke mere) samt en ny hydraulisk styrepumpe til vores Simradsystem. Den gamle virker fint nok, men den er 20 år gammel og vi synes den er begyndt at have flere lyde end den plejer. Vi styrer stort set aldrig selv, autopiloten er meget bedre til det end vi er. Også, eller man skulle måske sige: ikke mindst, i medløbende søer. Sidst på dagen var jmekanikeren ikke kommet endnu, han havde en anden nødreparation, der var kommet ind før vores, så det var jo som det skulle være, selv om vi var utålmodige.
Lørdag fik vi at vide at mekanikeren ville komme efter 14, så Poul gik tur med hunden så vi kunne komme ud og købe ind. 2 minutter efter han var gået, ringede Chiara imidlertid og sagde, at han kom nu, den anden aftale, han havde først, var vist blevet annulleret. Det var ok, jeg forsøgte at ringe efter Poul, at han skulle komme tilbage, men ak – telefonen ringede i styrehuset. Nå men jeg vidste da nogenlunde hvad det drejede sig om, så ved hjælp af Google translate og Chiara som tolk, nåede vi næsten frem til, hvad problemet var. Heldigvis kom Poul hjem igen og kunne få redt de sidste tråde ud, så de nøjedes med at tage oliekøleren ud og ikke hele gearet.
Mens mekanikerne arbejdede, kom der en dansker og bankede på. Det var Leif Hansen fra båden Marlu. Han er på vej til Danmark efter at have haft drømmebåden liggende et år i Kroatioen som udlejningsbåd. Det har ikke været nogen stor succes og nu skal den hjem til Danmark. Det var rigtig hyggeligt at snakke med ham. De sejlede ved 14-tiden med kurs mod Sardinien.
Mekanikeren ville mandag undersøge og forhåbentlig! bestille reservedele. Og så fik vi måske et estimat på, hvornår vi kunne komme afsted igen. Indtil da måtte vi jo nyde livet her. Det var før motorproblemerne meningen, at vi ville stoppe i Palermo, så på den måde var det jo ok, det havde bare været rart selv at kunne bestemme hvornår vi skulle sejle igen.
Vi fik købt ind i det lokale Carrefour, det var et udmærket sted med et fint udvalg.Og så fik vi selvfølgelig også ringet og sagt tillykke med fødselsdagen til Sine.
Søndag var det vaskedag. Vi fik vasket en portion lørdag, den kom egentlig tidligt nok over, men med mekanikerbesøg, danskerbesøg og indkøb, så kom den ret sent op at hænge. Til gengæld var den tør i løbet af et par timer.
Så søndag skulle der vaskes to portioner mere.
Mandag besøgte vi Normannerpaladset med det Palatinske Kapel, begge dele var ufatteligt smukke og der var brugt endnu mere ufattelige rigdomme på at bygge og udsmykke dem.
Det var i øvrigt endnu en turisttur i skyggen af Covid-19. Der var begrænset besøgskapacitet og vi skulle følge en gruppe på max 25 personer rundt (naturligvis udstyret med masker). Det skulle nås på under en time. Det betød, at de audioguides, vi havde bestilt, ikke var så stor en fornøjelse, da vi ikke kunne nå at høre, det vi ville. Det blev slottet og kirken jo imidlertid ikke mindre flotte af, og vi var glade for at få lov at se dem.
Slottet har været magtcentrum siden Normannertiden i 1100 tallet og er det stadigvæk, idet det Sicilianske parlament holder til her.
Efter besøg i den tilhørende slotshave var det tid til at finde noget at spise. Vi valgte street food, som er populært i Palermo.
Tirsdag var hjemmesidedag og billedredigeringsdag. Mekaniker var her for at skifte olien i gearet.
Onsdag var indkøbsdag omend vi ikke helt fik fat i de stumper vi søgte.
Torsdag besøgte vi domkirken
og og det flotte springvand Fontana Pretoria ved Quattro Canti.
Vi spiste pizza på et pizzaria fra 1955. Samtidig lyttede vi hele tiden efter en sms’en hvis der skulle komme besked om, at mekaniker kom. Det skete dog ikke.
Fredag tog jeg på indkøb alene, mens Poul ventede på mekanikeren. Reservedelen ville måske komme inden 14, og så ville mekanikeren komme.
Det blev dog sidst på eftermiddagen før mekaniker med hjælpere kom. De fik sat den nye oliekøler i og prøvekørt motoren. Nu var alt klar, sagde de.
Lørdag morgen fik vi betalt for både mooring og reparation, sejlede over og tankede diesel og sejlede så ud af havnen. Det lykkeders desværre ikke at få et lager af gearolie med, men vi havde også betalt mekanikeren for at rense gearboksen for dårlig olie, så det var vel ok.
Det gik egentlig fint, vi satte kursen mod Vulcano, men tænkte, at det måske var en god ide lige at tjekke gearolien – det var det, der var vand i olien! Sms tilbage til havnen om, at vi returnerede og ville være inde igen kl 14.
Der var igen hjælp til fortøjning, og mekaniker med hjælper kom henad 15, og konstaterede, at der var vand i olien, men at oliekøleren var ok, hvilket vi også forventede. Mekanikeren kunne ikke skaffe gearolie på dette tidspunkt – lørdag eftermiddag, så han ville komme igen mandag morgen. Altså en weekend mere i Palermo til 70 € pr. nat.
En engelsk båd, som lå ved siden af os en nat, fortalte os om en sejlklub på Lefkada i Grækenland, hvortil man kan få sendt pakker. Det var en fantastisk information, vi mangler nye solpaneler og diverse dimser. Så en del af søndagen blev brugt på at få dette bestilt. Vi bestilte solpaneler fra en græsk forhandler og en pakke fra SBV med diverse stumper, bl.a. til installation af solpanelerne.
Mandag morgen ved 9-tiden kom mekanikerne og gik i gang med at rense gearboksen for gammel olie. Denne gang brugte de noget ”renseolie”, lod motoren køre lidt i gear og skiftede olie igen et par gange. Hældte den rigtige olie på og lod motoren køre 10 min. Olien så fin ud. Vi fik besked på at lade motoren køre 1/2 time lidt senere.
Vi besluttede at blive i Palermo til næste morgen, så vi kunne nå frem til næste mål, Vulcano, i dagslys. Resten af dagen blev brugt på indkøb og på at få udfyldt og printet papirer vedr. den Græske turistskat TEPAI. Afgiften skal være betalt når man sejler ind i græsk farvand og man skal betale for hele den måned, hvor man kommer, så der var ikke noget vundet ved at udsætte betalingen, da vi helt bestemt forventede at ankomme i juli. I beskrivelsen står der hvordan man kan betale via bankoverførsel, så vi fulgte anvisningerne. Vi holdt dog de følgende dage øje med, hvordan det gik, for vi havde læst om flere, hvor pengene blev returneret igen. Og ganske rigtigt, efter nogle dage fik vi besked om, at der var overført penge fra den græske bank til os.
Endelig tirsdag morgen var vi klar til at forlade Palermo igen.
Palermo til Grækenland
14/7 19 – 18/7 19
Endelig afsted med kurs mod Vulcano. Vi tjekkede gearolien efter 1 1/2 times sejlads, den så stadig fin ud. Noget dryppede vand i motorrummet, det vides ikke hvad, det kan først undersøges, når motoren er kold. Vi holdt øje med kølevandstemperaturen for en sikkerheds skyld.
De Lipariske øer kunne ses på lang afstand og vi var specielt nysgerrige efter om vi kunne se røg/damp fra den aktive vulkan på Vulcano. Det mener jeg at vi kunne.
Efterhånden kom vi nærmere og kl. 20:30 kastede vi anker på 6 m vand ved Gelso på sydkysten af Vulcano.
Onsdag gik med at nyde tilværelsen og bade. Vi fik også lavet planlægning af sejladsen mod Grækenland, herunder Messinastrædet, som vi fandt ud af har tidevandsstrøm, som kan være ret kraftig, 4-5 knob. Så det handlede om at komme afsted så vi i hvert fald ikke fik nævneværdig modstrøm.
Torsdag var der pålandsvind i Gelso, så det var ikke så spændende at ligge der for anker, men vi skulle først afsted ved 13-tiden, ellers ville vi få for meget modstrøm.
Endelig kom vi afsted, og efter 5-6 timer var vi ved Messinastrædet. Der var ingen problemer bortset fra modstrøm, selv om der skulle have været medstrøm.
Messinastrædet (Italiensk: Stretto di Messina) er et smalt stræde mellem den østlige del af Sicilien og den sydlige del af Calabrien på det italienske fastland. Strædet forbinder det Tyrrhenske Hav med det Ioniske Hav og er på det smalleste sted 3,1 km bredt og har en maksimal dybde på 250 m.
Strædet er karakteriseret ved kraftige tidevandsstrømme, der er årsag til et unikt marint økosystem. Tidevandsstrømmene skaber i den nordlige ende af strædet de naturlige strømhvirvler, som bl.a. er ophav til myten om Skylla og Charybdis i græsk og romersk mytologi.
Skylla og Charybdis er to søuhyrer, der ifølge græsk og romersk mytologi huserede i messinastrædet mellem Italien og Sicilien. Skylla var engang en smuk pige men da hun badede i vand forgiftet af troldkvinden Kirke, blev hun forvandlet. Hun voksede til enorm størrelse, hendes ben voksede sammen til en lang skællet hale, ulvehoveder voksede ud af hendes bug og hun fik adskillige grusomme hoveder med lange halse og sylespidse tænder. Skylla var pga. sin størrelse fanget i det smalle stræde hvor hun måtte leve af at æde de søfolk der passerede hende. Og hvordan kan det så være, at Skylla ikke er der i dag? Ifølge visse fortællinger blev hun til sidst forvandlet til en klippe som kan ses den dag i dag. Charybdis havde modsat Skylla altid været et uhyre. Uhyret lurede på havbunden under en stor malstrøm, som de arme sømænd blev suget ned i. Det er nok tvivlsomt, at der i virkeligheden lurer et uhyre på havbunden, men der findes ganske rigtigt strømhvirvler i Messinastrædet. Odysseus overlevede at sejle gennem strædet takket være oplysninger fra Kirke. (Homer: Odysseen 12.85-126;234-259).
Vi så en flok springende delfiner, det var flot. Ellers var det stille og rolig sejlads.
Vi fik ny vejrudsigt torsdag før midnat og besluttede endeligt, ud for Spartivento på Italiens tåspids, at gå direkte mod Grækenland. Natten og næste dag gik problemløst uden for meget vind.
Lørdag morgen tidligt begyndte motoren igen at gå op i omdrejninger. Selv om jeg havde lovet Poul, at jeg ikke ville sætte sejl, gjorde jeg det alligevel og slukkede motoren. Der var fin vind, 6-7 m/s agten for tværs, vi gik 5 knob, det er udmærket for vores skude. I løbet af formiddagen skiftede Poul gearolien igen, vi var lidt bekymrede for gearet, så hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Vi fortsatte for sejl mod Grækenland, vinden aftog. først lidt, men steg derefter til over 10 m/s da vi nærmede os gabet mellem Lefkas og Kefalonia.
Vi sejlede ind mellem øerne sidst på eftermiddagen og op langs Lefkas og Meganisi. Og der slog det mig – jeg vidste ikke hvad jeg egentlig havde forventet, men der var bare så smukt. Varmt og dejligt, og som at sejle i den norske øst-skærgård. Jeg blev bare så glad.
Lørdag aften Kl. 18.30 lagde vi anker ud i bugten ved Vliho.
Dvs. telefonen mente kl. var 19.30! Efter lidt forvirring kom vi i tanke om, at vi jo havde skiftet tidszone.
Første punkt var at tage rib’en til Nidri og finde port police. Godt nok var vores betaling blevet returneret, men vi skulle jo stadig tjekke ind.
Flinke mennesker hjalp os med at finde Port Police og jeg gik op ad trappen for at konstatere at der var lukket. Kort efter mig kom et hold grækere der skulle have omregistreret en båd, og det skulle ske her også. De kunne jo læse hvad der stod på skiltet på døren og ringede til det nummer der stod. Jeg blev også briefet om hvad der skete, der ville komme nogen om ca. 30 time. Det fortalte jeg til Poul, som gik udenfor med Chanel.
Nå men tiden gik, jeg havde en lang snak med ham, der var god til engelsk, og vi udvekslede sømandshistorier, det var ret hyggeligt. Efter 1 1/2 time dukkede Port Police op, jeg kom til først og fik udfyldt blanketter og stemplet dem. Betalingen skulle jeg gøre på posthuset mandag.
Poul havde i mellemtiden slået sig ned på en cafe nedenunder og havde fået sig en cappucino. Nu fandt vi et sted at få noget at spise og så tog vi tilbage til båden.
