Wilhelminakanaal, Zuid-Willemsvaart, Kanaal Wessem-Nederweert og Maas til Maastricht
3/6 19 – 4/6 19
Næste mål blev Maastricht, så vi fortsatte ad Wilhelminakanal der løb ud i Zuid-Willemsvaart.
Sidst på eftermiddagen mødte vi en parkeringsplads efter en sluse og overvejede at standse der, men der gik en befærdet vej langs Zuid-Willemsvaart og selv om trafikken var aftaget lidt, kunne vi godt tænke os lidt mere ro. Det så på kortet ud til, at der var muligheder i kanalkrydset, der hvor Kanaal Wessem-Nederweert startede men der var kanalarbejde og store skibe, så der var ikke rigtig plads. Der var en gæstehavn lige før krydset, men vi var for store til at gå ind. Så vi fortsatte. Efter endnu en sluse var der faktisk lidt efter en parkeringsplads og klokken var efterhånden mange, så vi lagde os der for natten. Ret hurtigt konstaterede vi at der gik en motorvej langs kanalen, så man kan sige at det var fra asken til ilden. Nå, men vi hyggede os trods alt.
Næste dag sejlede vi videre til Mastrict hvor vi fandt en P-plads i en afskærmning fra floden lige i centrum, der hvor turistbådene også går fra. Det viste sig at være fint i forhold til Wifi, da turistbådenes kontorbygning havde gæstewifi og det rakte fint over til os. Eneste problem – de slukker kl. 21 og tænder først næste morgen.
Der er ikke strøm og vand, men vi klarer os uden. Der er heller ikke mulighed for at komme af med affald. De tyske p-pladser langs kanalerne har meget ofte affaldsspande, men ikke de hollandske. Her er det kun de rigtige lystbådehavne, der har affaldsspande.
Maastricht
4/6 19 – 7/6 19
Straks efter at vi havde fortøjet og spist frokost tog vi cyklerne med op til en cykelsmed. Pouls baghjul var fladt og en ny slange holdt kun meget kort. Begge cykler trængte til nye dæk og min til en ny forskærm. Da de var afleveret, fandt vi et supermarked i nærheden, hvor vi kunne købe ind. Det var lidt blæsende men varmt så vi kunne sidde ude og grille og spise aftensmad.
I udkanten af byen var der et fort på en bakketop med en spændende historie og rundvisninger på engelsk. Vi købte rundvisning både til fortet og til limstensminerne i undergrunden under fortet.
Limsten er specielle ved at de er forholdsvis bløde, når de er i undergrunden, hvor der er fugtigt, idet de suger vand. Når de kommer op i dagslyset og tørrer ud, danner de en hård skal, der gør dem velegnede til byggeri.
Byen var i 1600-tallet omgivet af bymur og skanser i flere lag. De gjorde det vanskeligt at komme ind til bymuren og indtage byen. I 1673 blev byen på den franske konge, Louis XIVs, foranledning angrebet af en hær hvis leder fandt ud af at de kunne skyde hul i bymuren med kanoner fra bakketoppen Sint Pieter, hvor de kunne overskue forsvaret, og dermed komme ind i byen og indtage den.
For at det ikke skulle ske igen, byggede byen i 1702 et fort på toppen, så fjenden ikke igen kunne beskyde byen derfra.
Minegangene i bakken er bl.a. blevet brugt under 2. verdenskrig, hvor der blev bygget specielle beskyttelsesrum til nogle af de mest kostbare malerier, bl.a. Rembrands Nattevagten.
To meget spændende rundvisninger med engagerede guides – kan bestemt anbefales, se hjemmeside
Næste dag var vi på rundgang i byen. Som sædvanlig var vi på kirkebesøg, denne gang den fantastisk flotte Basilica of Saint Servatius.
Basilikaen er en historisk kirke dedikeret til Saint Servatius, en armensk missionær som døde og blev begravet i Maastricht i 384. Helgengraven såvel som de mange relikiver i kirkens skatkammer gjorde basilikaen til et populært pilgrimssted. Ifølge legenden var Saint Servatius den første biskop i Maastricht og et lille kapel blev bygget på stedet hvor han er begravet. I århundrederne, der fulgte, voksede dette kapel og blev til St. Servatius kirke. St. Servatius jordiske rester opbevares i et skrin, som kan ses i skatkammeret.
Fredag sejlede vi videre ad Maas.
“Man må sno sig”, sagde ålen
Som det ses af dette kort (der er en del af det, der linkes til øverst af bloggen), sejler vi ikke bare sydpå fra Travemünde. Hvorfor nu ikke det, har nogen spurgt.
Der er to grunde til at vi “snor” os lidt frem.
Den primære er, at kanaler og floder ikke går den lige vej. Der er to floder, der rmunder ud i Middelhavet og har forbindelse til Østersøen via floder og kanaler. Den ene er Rhône, der munder ud i Sydfrankrig i nærheden af Marseilles, den anden er Donau, der munder ud i Sortehavet, som jo har forbindelse videre til Middelhavet, nogle få sejler den vej, de fleste sejler ad Rhône.
For at komme til Rhône skal man vestpå, som minimum til Rhinen. Den kan man så sejle op ad, hvis man har motorkraft nok. De fleste foretrækker at gå lidt ned ad Rhinen i stedet og dermed kommer mand ind i Holland, Ved Nijmegen kan man så gå sydpå igen og derved støde på floden Maas/Meuse og sejle sydpå derfra.
Den sekundære grund er, at vi har god tid og skulle møde Nico et sted i Holland. Vi spurgte ham, om han ville anbefale nogle gode steder at se i Holland. Han foreslog Utrecht og et par andre steder, vi syntes Utrecht lød spændende. Det førte os så på en ekstra krølle omkring Niewegein, Biesbosch og Eindhoven før vi kom ud på Maas og dermed ind på standardruten (hurtigste) igen. Nu har vi så atter forladt standardruten og sejler ad Sambre – vi sigter mod at være i Reims i starten af juli. Børn og børnebørn kommer på ferie og de drømmer om at se Tour de France. En etape slutter d. 8. I nærheden af Reims og næste etape starter i Reims d. 9. Så får de 2 chancer 🙂
Det er nu ikke så helt usædvanligt at sejle en anden vej ind i Frankrig, bl.a., fordi nogle gerne vil forbi Paris. Der findes flere ruter gennem gamle kanaler i Frankrig, de munder alle sammen ud i Rhône, men der er også forbindelser til Donau.
Maas/Meuse/Albert Kanal og Liège
7/6 19 – 10/6 19
Lige efter grænsen til Belgien kom vi til den første sluse, der løftede os 13 m i vejret. Før slusen var det solskin og varmt, efter slusen var det stormvejr! Så forskelligt kan det opleves at være lidt under terræn og noget over terræn. Resten af turen til Liège var en blæsende og kold fornøjelse.
I slusen skulle vi op på kontoret for at vise bådens papirer, det er så første gang vi har oplevet det. Vi skulle fortælle hvilken havn vi kom fra og hvad næste havn var. Det vidste vi ikke helt endnu, så vi sagde Frankrig. Vi fik så et fint papir, hvor vi var registreret og vi havde nu tilladelse til at sejle gennem Belgien til Frankrig.
Vel fortøjet i Liège fandt vi ud af at det egentlig kunne være dejligt at blive i 3 dage. Vi trængte til at dase lidt og måske også få lavet lidt af det der står på to-do-listen. Og naturligvis se byen. Vi har faktisk aldrig været i Belgien før (undtagen på motervejen).
Lørdag startede vi med at læse en masse om Belgien, belgierne og Belgiens historie. Efter frokost gik vi så ud for at se fyrstepaladset, rådhuset lidt af byen og gågaderne og et bymuseum om belgiernes liv. Vi fik også en belgisk vaffel og lidt godt med hjem til kaffen.
Søndag morgen havde Poul lavet morgenboller, det var helt stille og solen skinnede, så vi skulle da have morgenmaden på agterdækket. Da vi er ved at gøre klar, siger Poul pludselig: ”hvad i alverden er der sket der?” Nabobåden – en lille pæn, flad og åben speedbåd var sunket ved siden af os i nattens løb. Sandsynligvis på grund af regnvand, der ikke var tømt ud, men det så da ikke så unormalt ud lørdag, at vi reagerede. Det gjorde ondt at se på. Vi forsøgte at gøre havnechefen opmærksom på problemet, han ville kigge ud senere.
Søndag formiddag er der marked langs Meuse. Kød, grønt, ost, mad og drikke, tøj, smykker og skrammel er til salg i boder der strækker sig en kilometer langs floden. Det blev til 3 kg friskplukkede (næsten) appelsiner og en portion belgiske pommes frites af rigtige kartofler med mayonaise som blev bragt hjem til frokosten. Både fritter og mayonaise var fortrinlig.
Resten af dagen har wifi været godt og det er udnyttet til at komme næsten up to date med bloggen.
Havnechefen havde i mellemtiden fået fat i både havnepolitiet og ejerne af speedbåden og de kom og forhørte sig og diskuterede. På et tidspunkt kom to indsatsvogne med fuld udrykning også til, en af dem i tørdragt så det ud til, han nøjedes dog med at kigge og hoppede ikke i vandet.
Efterhånden forlod de alle sammen båden igen, og da vi tog afsted mandag morgen, lå den stadig druknet i havnen.
Meuse og Namur
10/6 19 – 13/6 19
Efter Liège begynder landskabet at ligne noget af det vi har drømt om. Først i det fjerne men efterhånden sejler vi i dalen mellem mindre bjerge og byer langs floden – det er rigtig kønt.
Natten blev tilbragt ved en sluse, hvor der var helt roligt og kun en hundelufter og en enkelt kondiløber – og en pragtfuld natur.
Tirsdag sejlede vi til Namur. Vi ville en tur op at se citadellet. Mens Poul luftede hund, bankede jeg for gud ved hvilken gang hovedet ind i en af træbjælkerne, der bærer de liggende master. Denne gang føltes det dog lidt anderledes, så hun tog et par timer eller 3 på langs for en sikkerheds skyld. Så citadellet blev udsat. Onsdag regnede det, så vi bestemte os til at blive og få gang i et par af tingene på to do-listen. Her fik vi besøg af to betjente fra marinepolitiet, som spurgte om vi var blevet kontrolleret af marinepolitiet og om vi ikke kom fra Liége? Det gjorde vi jo, og vi havde papir fra slusen, men vi havde ikke talt med nogen fra marinepolitiet om båden. Så ville de gerne kontrollere papirer og tjekke diverse. Igen så det ud til at dokumenterne fra FTLF og samling på de øvrige papirer gav pote. Vi slap med at sige ja til at have ildslukker og redningsveste ombord.
Ordforklaring: Et citadel (italiensk lille by) eller kastel er et lille, stærkt fæstningsanlæg. Det er den sidste forsvarslinje. Det kan ligge inden for by- eller slotsmuren eller være bygget ind i dem.
Endelig torsdag formiddag kom vi afsted og så det kæmpestore forsvarsanlæg på toppen af bakken mellem Meuse og Sambre.
Citadellet eller slottet i Namur er et fort i Valloniens hovedestad, hvor floderne Sambre og Meuse løber sammen. Det stammer oprindeligt fra den romanske æra, men er blevet ombygget adskillige gange. Dets nuværende form blev tegnet af Menno van Coehoorn og videreudbygget af Vauban efter angrebet i 1692. Det er blevet klassificeret som et betydeligt historisk sted i Vallonien.
Det originale citadel stammer fra 937. Det fik sin nuværende udformning mellem 1631 og 1675, da byen var under Nederlandsk kontrol. Den seneste udvidelse kaldes Terra Nova for at skelne det fra det mindre Médiane fort bygget tilsvarende i 1542 og følgende år. Forskellige yderligere skanser blev bygget i det 18. århundrede. Fortet blev nedlagt som militær post i 1891, hvor forsvaret blev overtaget af en ny ring af forter rundt om Namur, beregnet på at forhindre byern i at bilve angrebet af artilleri. Denne ring blev forsvarspositionen i 1930’erne. Citadelet blev da anvendt som beskyttet hopeld for PFN kommandoposten.
Sammen med Dinant, Huy og Liège udgør Citadellet i Namur en del af de såkaldte Meuse Citadeller.
