Sambre
13/6 19 – 21/6 19
Sambre er en flod der har sit udspring i Frankrig og det meste af sit løb i Belgien. Floden løber ud i Meusefloden ved Namur.
Torsdag middag sejlede vi op ad Sambre. Vi havde set at der skulle være nogle drypstenshuler i Floreffe som der ikke var så langt til. Det kneb lidt med at finde et sted at parkere, men det lykkedes til sidst et par km udenfor byen.
Næste dag ville vi så op og se huler. Et opslag på internettet og tilhørende Google Translate fortalte os dog at der kun var adgang med bestilt guide. For det første ville prisen blive lidt høj og for det andet var sandsynligheden for, at der lige stod en guide og trippede for at vise os hulerne, nok ikke stor. Så vi opgav og sejlede videre.
Sambre er meget præget af industri, bl.a. omkring Charleroi, hvor der er kæmpe fabrikker og anlæg, der genbruger metalskrot.
Charleroi ligger ca. 50 km syd for Breuxelles og har over 200.000 indbyggere.
Charleroi med forstæder strækker sig langs begge bredder af Sambre i et område mærket af kulminer og stålindustri, der har givet det øgenavnet Pays Noir (“det sorte land”. Området er del af Industribæltet, som følger dalen langs flloderne Haine, Sambre, Meuse og Vesdre.
Selv om de fleste fabrikker er blevet lukket siden 1950’erne, er landskabet stadig pæget af tipvognsspor og gamle industribygninger.
Liggepladser/havne er der ikke så mange af, men ofte er der plads ovenfor sluserne. I Charleroi fandt vi ingen plads så vi sejlede videre. Jeg så et glimt af et skilt i Marcinelle slusen som indbød til søgning efter informationer, det kunne vi jo passende gøre, når vi fandt et sted for natten. Næste sluse Monceau-sur-Sambre blev betjent af to unge fyre der ikke kunne meget engelsk. Da vi var kommet næste op, så jeg et skilt magen til og vi blev liggende i slusen mens det blev nærstuderet. Der kuldsejlede vores plan om at sejle til Frankrig og Reims via Sambre og Canal de la Sambre à l’Oise. Et stykke af den franske del af kanalen var spærret ved Vadencourt. Nøje granskning af vores kanalkort bekræftede dette og kanalstykket havde i øvrigt været lukket siden 2006. Ups. Vi må blive bedre til at forberede os! Heldigt vi fandt ud af det allerede nu.
I mellemtiden var vi kommet ud af slusen og var sejlet lidt videre. Men der var ingen grund til at fortsætte ad den vej. Så vi sejlede tilbage til slusen for at gå igennem. Den var til gengæld lukket for natten (klokken var efterhånden blevet halv otte) og ville først åbne kl. 7 næste morgen. Men så var der jo ro og fred i indsejlingen til slusen. Så jeg studerede kort, spurgte på facebook og fik svar, mens Poul lavede noget mad til os. Og så blev en ny ruteplan lagt. Vi skulle tilbage til Charleroi, hvor Canal Chaleroi – Bruxelles går fra. Ad den kan vi komme til Canal de St. Quentin eller Canal du Nord – vi har ikke valgt hvilken én det bliver endnu. Begge fører ned til samme område som Canal de la Sambre à l’Oise. Og skulle være sejlbare.
Kl 7 lørdag morgren var vi klar (der lå en stor fragter lidt oppe ad floden og vi kunne ikke ligge hvor vi lå, hvis han skulle igennem). Vi fik kontakt til slusemesteren og han fik gjort slusen klar til os. Og så var der lige pludselig noget galt med gashåndtaget. Vi kunne skifte mellem frem og bak, men ikke give gas. Heldigvis virkede gashåndtaget i styrehuset, så vi kom ind i slusen ved, at jeg stod ved gashåndtaget i styrehuset og Poul styrede og kommanderede til ”maskinrummet” fra agterdækket, hvor der er udsyn. Efter at vandet var tømt af slusen fik vi lov at ligge mens Poul fandt ud af om det bare var en løs møtrik eller gaskablet var knækket. Det var desværre det sidste. Vi spurgte slusemester om der var et sted i nærheden hvor vi kunne ligge, der var et sted 10 minutters sejlads fremme, hvor der var en vendeplads (de lange fragtere kan ikke vende på kanalen, kun der hvor der er havnebassiner eller disse vendebassiner). Vi havde godt set den på turen den anden vej, der lå nogle gamle ombyggede fragtere ved forfaldne kajanlæg, ikke så inspirerende, men nu var situationen en anden. En tur til Middelhavet med kommandobro og ”maskinrum” er ikke en option.
Vi sejlede ind i vendebassinnet og lagde til et sted hvor vi kunne få stævnen ind til en duc d’albe beregnet til fragtere med en bro til land og hækken fortøjet med en lang snor til en anden duc d’albe. Poul fik det knækkede gaskabel fisket ud og så skulle vi, ved hjælp af gaskabel og Google Translate, se om vi kunne finde nogen, der kunne hjælpe os med, hvor vi kunne købe et nyt. Da vi sejlede ind i bassinet var der ikke meget liv, men nu var der kommet liv i en anden båd, der lå udenpå to (tidligere) fragtere, så vi startede der. De tre mand ombord kunne ikke meget engelsk, havde et par forslag, hvoraf et var en bilreservedelsforhandler 4 minutters gang væk. Det gav ikke noget, bortset fra en ny vinduesvisker (den gamle var gået i stykker).
I den inderste fragter skulle der være en, der kunne engelsk, han var hjemme, da vi kom tilbage, og var meget behjælpsom, ringede til en fyr (han åbenbart kendte) i en bådshop/værft i en by 13 km herfra. De havde måske det, vi skulle bruge, men havde lukket lørdag og søndag. Claude, som han hed, tilbød at køre os mandag. Endvidere kunne vi lægge os bag ved den anden mindre båd udenpå de to fragtere, der var mere sikkert at ligge, og vi kunne også få strøm i begrænsede mængder af ham. Tænk, at der findes så hjælpsomme mennesker. Claude og hans kone boede ombord på fragteren, som de havde sejlet med tidligere. For en del år siden havde de bygget den om til beboelse og restaurant, som de havde drevet en del år, men nu var de stoppet og havde lagt båden her på vendepladsen i Charleroi. Her havde de nu boet i 4 år og nu var båden til salg.
Vi fik købt ind og fik god frokost, og der faldt lidt ro på. Vi kommer tidligst videre tirsdag, så vi har et par dage til at få ordnet lidt mere fra den der to-do-liste.
Mandag kørte vi så til bådshoppen, som havde alt muligt. Også gaskabler, bare ikke de rigtige. Så vi kørte tilbage igen med uforrettet sag men adresse på en navngivet person (vores fragtermand) og Poul gik i gang med internet og kontakt til Tommy alias Assens Bådcenter, som vi har brugt i mange år. I løbet af eftermiddagen havde de fundet ud af hvad det var der skulle bruges, bestilt det hos Palby, der afsendte direkte til Belgien. Vi manglede også en låsering som ved afmonteringen fløj et ukendt sted hen, det kunne Tommy dog ikke levere og hverken autoshoppen vi havde besøgt eller det cykelværksted vi besøgte mandag for at få en sådan, kunne hjælpe os. Nå men både T-Hansen og Biltema var leveringsdygtige så familien måtte holde for igen. Thomas tog straks afsted til Biltema i Aalborg Syd, tilbage til Vadum og sendte pakken i Spar. Da den kom frem var der endda lækre lakridser i til Pouls store glæde. Tak Thomas.
Det gav os så endnu et par dage til to-do-listen mens vi ventede på pakker fra Danmark. Torsdag eftermiddag var begge pakker med ude til levering, men ak – retur til depotet med mangelfuld adresse. Det har vi ligesom prøvet før, men nu havde vi jo en navngivet person med en rigtig adresse, der ovenikøbet kunne tale fransk! Det viste sig at der engang havde været en bro over kanalen lige ved vendepladsen og gaden fortsatte over broen og langs vendepladsen. Det er blot gledet ud af bl.a. de kortdata GLS bruger. Nå, men næste morgen tog vores kære Claude sin motorcykel og kørte 40 til depotet, fik pakkerne og kørte 40 km tilbage igen og leverede dem til os. Han har bestem fortjent den flaske god Ouzo, vi stadig havde fra sidste års bridgetur til Lesbos.
Vi fik kablet monteret, købt ind og så var det tid at sige farvel og sejle ud på kanalen mod Bruxelles.
Bruxelles-Charleroi kanal, Canal du Centre (BE), l’Escaut (Schelde)
21/6 19 – 25/6 19
Vi fandt en høj spunsvæg, hvor vi kunne fortøje for natten og vi var omgivet af natur.
Lørdag gik turen mod Frankrig. Det var en tur med smukke områder men også med meget industri – eller nedlagt industri. Der var ikke mange steder, hvor vi kunne ligge. Og vi manglede VAND. Der var ikke vand ved vendepladsen, så vi satsede på at få vand i en sluse. Den første sluse skulle have vand, men slusevagten mente ikke der var tid til at vi kunne få noget. Senere overså vi at der var skiltet med vand i en sluse, vi lå på den forkerte side og så det først på vej ud.
Vi kom til en lystbådehavn, men vi gik på grund da vi forsøgte at komme ind. Den næste lystbådehavn (Mons) var heller ikke dyb nok ifølge vores Navionics kort, så vi sejlede forbi. 10 km længere henne blev vi anråbt af en fragtskipper, kanalen var spærret et par km længere fremme på grund af en sammenstyrtet bro. Vi blev enige om at ligge at kigge efter, den var god nok, så vi sejlede tilbage til fragteren og spurgte om han vidste hvornår der kunne sejles igen. Mandag morgen kl. 6. Og han vidste ikke hvor vi kunne få vand ud over den sluse vi havde passeret for længe siden.
Tidligere på dagen var vi kommet til at sluse sammen med en anden dansk båd, som var sejlet ind til Mons. Jeg havde også fået gjort opløsningen lidt mindre på dybdekurverne fra sonarmålinger på kortet, så nu så det pludselig ud som om det måske kunne lade sig gøre at komme ind til broerne i Mons alligevel. Så vi besluttede at prøve og listede ind mod gæstepladserne. Havnechefen kom ud og sagde, at der ikke var plads men vi kunne være yderst på en bro. Det var indenfor den indhegnede del, så vi kunne ikke umiddelbart komme i land, men der var vand. Så det startede vi med at fylde på og så fik vi vand i hanerne igen, det var dejligt.
Havnen var desværre meget urolig, den lå uafskærmet midt i en sø, hvor der blev sejlet om kap med vandscootere, og hvor speedbåde trak folk i tuber i fuld fart. Det fortsatte til ved 10-tiden om aftenen og havde som konsekvens, at vi måtte have skriddug på bordet, for at tallerknerne ikke skulle rusche ned under rulleriet.
Derfor tog vi ud af havnen ved middagstid søndag efter at være nået til bunds i vasketøjsstakken og have toppet op med vand. Vi fandt en kaj vi kunne ligge ved og nød roen og en dejlig Sankt Hans middag på agterdækket. Mandag morgen passerede vi så den ødelagte bro.
Broen var formentlig ødelagt med vilje, Belgien har 3 broer af samme type som den der styrtede sammen i Genova i Italien sidste år og dræbte 38 mennesker, og der har været en del debat om hvad man skulle stille op med den situation.
Kort efter broen skulle vi til venstre – troede vi. Der så imidlertid meget dødt ud ved den sluse vi skulle igennem, så lidt nærmere granskning på nettet afslørede, at den kun blev betjent på anmodning ,og den anden ende af kanalen var vist lukket. Heldigvis er der flere veje til Rom så vi fortsatte og drejede til venstre en times tid senere ned ad l’Escaut.
I byen Mortagne-du-Nord, hvor vi endelig var kommet ind i Frankrig, skulle vi så til højre – men ak – vi gik på grund! Så vi fortsatte til venstre som de andre! Vi har ikke så gode kort over de belgiske vandveje, så vi er blevet snydt et par gange.
Til venstre var også ok, det ledte os på rette vej sydpå mod enten kanal St. Quentin eller canal du Nord.
Det var en hyggelig flod, men der var ikke rigtig nogen steder hvor vi kunne ligge og de to lystbådehavne vi mødte kunne vi ikke komme ind i pga. dybgangen. Til sidst fandt vi et gammelt faldefærdigt bolværk som vi lagde os op ad for natten.
Noget af aftenen blev brugt på at finde ud af hvilken rute vi skulle tage. Det endte med at vi valgte St. Quentin. Der er ganske vist flere sluser, men det er udpræget den, der lyder hyggeligst. Og vi er her jo for at nyde tilværelsen, og kommer vi ikke til Reims til Tour de France, må de unge mennesker tage bilen og køre dertil.
Så næste morgen fortsatte vi mod syd, drejede af mod St. Quentin og stoppede lige før den første sluse i Iwuy.
L’Escaut Canalisé, Canal de St. Quentin
25/6 19 – 6/7 19
Både vores pilotkort og tekst på slusen indikerede, at de næste mange sluser skulle åbnes med en fjernbetjening, som vi skulle have udleveret i slusen. Der var dog ingen bemanding og ingen steder at få udleveret en sådan, men der var da et telefonnummer vi kunne ringe på. Det gjorde vi og en flink dame sendte en VNF mand ud til os. Han kunne dog ikke noget engelsk og havde ingen fjernbetjening med, men med google translate og et opkald til en anden VNF mand, der kunne agere tolk lykkedes det at få en aftale om at vi blev hvor vi var og næste dag ville der komme en mand med en fjernbetjening og lukke os igennem den første sluse. Vi nød aftenen på en kanal der tegnede lige efter vores hoved – masser af natur og fred og ro.
Næste dag kom der som aftalt en mand med en fjernbetjening og vi kunne så klare os selv i sluserne. Det gav en dejlig ro, at der ikke hele tiden var nogen der stod og ventede på at vi kom ind, fik fortøjningerne om noget at holde i og kom ud igen efter endt slusning. Vi kunne gøre det i vores eget tempo og vi fik prøvet lidt forskellige taktikker af.
Efter 6 sluser var vi i Camprai. Her var en lystbådehavn med både vand og strøm. Efter sigende også internet, det fik vi dog ikke rigtigt til at virke. Cambrai var et meget hyggeligt sted og da vi var startet på renovering af søgelænderlisten i Charleroi, fortsatte vi her og fik lakeret den nogle gange. Detbetød at vi lå i Cambrai i 4 nætter.
Normalt foretrækker vi at lave aftensmad selv og går kun i byen når der er en speciel lejlighed. Vi havde bryllupsdag, mens vi lå i Cambrai, og fejrede den med et besøg på O Gout du Jour, som lå højt på Tripadvisor og tæt på havnen. Vi blev ikke skuffede – veltillavet og smukt serveret mad, venligt og imødekommende personale og rimelige priser. Det kan bestemt anbefales.
Saint-Quentin kanal er en kanal i det nordlige Frankrig, der forbinder den kanaliserede Escaut flod i Camprai med Canal latéral à l’Oise og Canal de l’Oice à l’Aisne i Chauny.
På toppen er der to tunneller, Riqueal tunnellen på 5670 m og Lesdins tunnellen på 1098 m. Den første af tunnellerne skal man trækkes igennem af en eldrevet pram.
Kanalen blev bygget i to faser, den anden meget længere end den første. Kongens ministre Colbert og Mazarin havde begge foreslået at forbinde floden Oise og floden Somme i det 17. århundrede og dette resulterede i kanalen Crozat, eller Canal de Picardie, mellem Chauney og Saint-Simon i 1738. Resten, forbindelse mellem Saine og Escaut blev en langvarig proces. Den oprindelige arkitekt, Devicq i 1727, døde i 1742. Meget lidt blev fuldført indtil Napoleon befalede arbejdet genoptaget i 1801. Han var tilstede ved åbningen i april 1810.
Kanalen blev så stor en succes, at det var nødvendigt at dublilkere sluserne hele vejen tidligt i det 20. århundrede, og samtidig uddybedes kanalen, tunnellerne blev gjort større og vandtilførslen blev øget. Senere forbedringer inkluderede elektrtisk træk af pramme gennem tunnellerne, installeret under første verdenskrig, mekaniske sluser og belysning af de travleste sektioner.Senere blev sluserne udstyret med stænger til automatisk selvbetjening før og i slusen, og endnu senere med håndholdte fjernbetjeninger. i 1878 passerede dagligt op mod 110 pramme top niveauet. Canal du Nord blev bygget som parallelrute, færdig i 1965. På kanalen fragtedes større mængder gods end på nogen anden menneskeskabt vandvej i Frankrig i 1964.
Under første verdenskrig var kanalen en del af Hindenburg linien, en tysk defensiv position bygget vinteren 1916-1917. De alllieredes indtagelse af St. Quentin kanalen i 1918 var en betydelig del af hundrede dages offensiven, som førte til våbenstilstand.
Mandag morgen tog vi afsted fra Camprai og sejlede sydpå ad den smukke kanal. Midtvejs mod Riqueval-tunnelen skulle vi melde adresse (til opkrævning af gebyr) og hvornår vi ville sejle igennem. Vi valgte at nyde kanalen og gå igennem onsdag. Der er kun én daglig afgang i hver retning. Kl. 8.45 var vi ved opsamlingspladsen og kl 9 begyndte VNF folk at få os linet op efter vægt bag ved en elektrisk slæbebåd, tungeste båd først, og med 2×30 m snor mellem os, der skulle krydses. 30 m lød af meget synes vi, men da først slæbebåden satte i gang og derefter sagtnede farten lidt igen, kunne vi se at det ikke var spor for meget, hvis ikke bådene skulle sejle op i hinanden på opskuddet. Uden motor havde vi jo ingen bremser. Vi havde læst at det var vigtigt at snorene var lige lange. Det erkendte vi så også var rigtigt. Vi havde ikke de store problemer, men den 14 tons tunge motorbåd foran os havde store problemer. Vi forsøgte at justere på slæbetovene et par gange undervejs (højst 10 cm), men det blev aldrig perfekt. Men en spændende oplevelse.
Efter tunnelen var der en god timers sejlads med 4 km i timen (fartbegrænsningen på kanalen) til næste tunnel, og det var ikke tilladt at gøre holdt undervejs. Vi kom afsted som nr. 2 båd men nr 3 ville overhale selv om vi sejlede med 8 km i timen (vi prøvede nogenlunde at følge båden foran), så vi gav plads til den og sidste båd, hvorefter vi satte farten lidt ned. Da vi næsten var fremme ved næste tunnel, var de andre både ved at fortøje ved kajen og gøre klar til frokost, mens de ventede på grønt lys. Efter en halv times tid kom det grønne lys svarende til at vi havde sejlet med de påbudte 4 km i timen efter første tunnel. Nu var frokosten så nydt, og de var klar til at sejle videre. Vi var ikke forberedte på denne gradbøjning af reglerne, så frokosten skulle først forberedes, men vi var usikre på, om signalet ville skifte til rødt igen, og hvor længe vi så skulle blive liggende, så vi sejlede med igennem og spiste frokosten på den anden side af tunnelen, hvorefter vi sejlede til St. Quentin, hvor der var en lystbådehavn. Der var ikke så mange faciliteter længere og den lå i et industrikvarter i udkanten af byen, men til gengæld var der lås på porten, og både strøm og vand og så var den gratis!
Vi brugte nogle dage i St. Quentin til at tjekke en meget lille diesellæk, mistanken går desværre på en utæt dieseltank. Lækken er ikke større end vi kan leve med den til efteråret, så må vi se hvad vi kan gøre. Derudover til at ordne det sidste stykke med børnenet i søgelænderet inden børn, svigersøn og børnebørn ankommer.
Fredag eftermiddag var vi på storindkøb, vi havde tænkt at sejle et stykke fredag, men det blev for sent, så lørdag morgen tog vi afsted for at finde et hyggeligt sted, hvor vi kunne få familien ombord og hvor der kun var en lille sejltur til Chauny som så ud til at være et godt sted at ligge et par dage og få pakket ud og falde lidt til.
Canal lateral à l’Oise og Canal de l’Oise à l’Aisne
6/7 19 – 12/7 19
Der fulgte nogle store pløkke/hegnspæle med båden, da vi købte dem, de er blevet fundet frem, børstet af for den værste rust og afskallet maling og har pt. fast plads på ruffet. De anvendes ved fortøjning, hvor der ikke er nogen pullerter, det fungerer fint.
Vi fandt en kantplads lidt oppe ad canal de la Sambre à l’Oise ved Tergnier/Fargniers, bankede pæle i og fortøjede. Der var en lille vej ved siden af kajkanten, en masse biler ved huse i nærheden, og vi tjekkede Google Maps for en rute for kørsel i bil til vores placering. Det så fint ud, så familien fik placeringen pr. sms. De var kørt fra Vadum tidligt lørdag morgen og med stop undervejs ankom de lidt i 23. Desværre var der oppe ved den lidt større vej, hvor de skulle dreje ned, et indkørsel forbudt skilt (med en fransk tekst nedenunder), og trætte, som de var, lod de sig ikke overtale til at trodse skiltet. I stedet fandt de en parkeringsplads og bar og skubbede kuffeter og klapvogn det meste af en km for at komme ned til os. Vi gik dem i møde og havde lidt ondt af dem. Sengene var redt, ungerne blev puttet, vi fik en hurtig øl og alle gik til køjs.
Søndag blev bilen hentet ned til båden og tømt for alle vores bestillinger, der blev pakket ud og organiseret, herefter sejlede vi alle til Chauny, en hyggelig havn og by med y-bomme mod kajen.
Mandag blev børnebørnene hos os, mens børnene tog afsted for at se Tour de France. De skulle komme tilbage omkring aftensmadstid, men ringede at bilen var gået i stykker inden de havde nået at se cykelløb, de og bilen var kørt til et værksted, som først havde tid til at kigge på bilen den følgende mandag, og de ventede på afklaring omkring en lånebil. Afklaringen lod vente på sig, det endte med at de blev indlogeret på et hotel i Reims. Dagen efter fik de at vide, at de kunne få en bil kl. 10, men de valgte at vente til om eftermiddagen. Derved fik de mulighed for at være med i startområdet i Reims til dagens etape. De kom således hjem hen på eftermiddagen med lånebil, souvenirs, goodies og sågar autografer. Så det blev heldigvis alligevel til Tour de France, som de havde glædet sig til i snart et år.
I mellemtiden havde vi hygget med børnene, fået installeret ny maceratorpumpe og ny lækker badestige. Vi havde ikke fået den badestige vi havde bestilt (!?), men en helt anden. Den var til gengæld meget bedre viste det sig senere.
De næste dage var fredelig sejlads ad Canal de l’Oise à l’Aisne. Vi overnattede ved Halte Nautique i Pinon, en dejlig grøn plet med borde og bænke og indkøb i nærheden – ingen facilteter. Næste stop Halte Nautique Pagny-Filain, hvor vi kunne få el og vand mod betaling af 7€ for overnatning. Overnatningsstedet lå kort før toppen af kanalen, hvor vi skulle igennem en tunnel, og lige ved siden af en stor sø. Søen var til alle former for vandsport og fungerer som vandreservoir for kanalen. Sidste stop Halte Nautique Bourg-et-Comin, endnu et dejligt sted lige ved kanalens udløb i Canal lateral à l’Aisne. El og vand ved broen og gratis overnatning. Indkøbsmuligheder i nærliggende by.
Canal lateral à l’Aisne og Canal de l’Aisne à la Marne
12/7 19 – 20/7 19
Lørdag tog vi en lang sejldag hvor sejlede ad Canal lateral à l’Aisne og ind på Canal de ’Aisne à la Marne, hvor vi lagde til ved et Halte lige efter sluse 4 ved Cormicy. Det blev skråparkering, for vi kunne kun få stævnen ind til kajen.
Der skulle have været vand at få ifølge vores kort, det var dog ikke tilfældet længere. I det hele taget er der en del steder, også i sluserne, hvor der er markeret vand i kortet, vandhanerne er der også, men der er ikke vand i dem. Så tap vand, når du kan!
Der var til gengæld borde og bænke under skyggefulde træer og lægivende hække. Det udnyttede vi til morgenmad den ene dag, for der var ret blæsende på pladsen de dage.
Søndag tog vi på sightseeing i Reims i lånebilen som havde plads til 7. Vi købte en skattejagtsboks på turistkontoret og fulgte så instrukserne i boksen. På den måde kom vi rundt i den indre by og fik information om de forskellige seværdigheder og pakker med små overraskelser undervejs. Der var både noget for store og små og boksen kan fint anbefales. Den er lidt dyr, men der er fin valuta for pengene.
Mandag sejlede vi til Sillery, som ligger 10 km syd for Reims. En fin havn med udmærkede faciliteter. Næste formiddag havde vi fundet et legeland i udkanten af Reims, som Sine og børnene blev sat af ved. Vi andre skulle på ”overgivelsesmuseum”. Troede vi. Der var lukket! Heldigvis fandt vi ud af det, lige da vi havde sat Sine og børnene af, så Aksel gik med i legeland og vi andre returnerede til båden til lidt afslapning. Legelandet var ok, men ikke noget særligt, så til middag var de klar til at blive hentet.
Onsdag formiddag nåede vi så museet. Det var her, der forhandledes hen over dagen og ud på de små timer inden Tysklands kapitulation i Europa. Museet var ikke så stort, men emmede af historiens vingesus. Absolut værd at besøge, hvis man er historisk interesseret.
Overgivelsesmuseet
General Eisenhowers øverste hovedkvarter (SHAEF) var i efteråret 44 flyttet til lokaler på Reims tekniske kollegium, hvor det ikke var forventeligt at fjenden ville opdage dem.
I hovedkvarterets kommandorum forhandlede repræsentanter for de allierede styrker med repræsentanter for Det Tredje Rige d. 6.maj om betingelser for våbenhvile og mandag den 7. maj 1945 kl. 02:41 afsluttes den anden verdenskrig i Europa med ubetinget overgivelse af Det Tredje Rigs væbnede styrker.
Denne betydningsfulde nyhed blev delt samtidig den følgende dag, den 8. maj, kl. 15 fra hovedstæderne i de allierede nationer.
Hovedkvarteret, inklusive dets Salle de la Signature (Underskrivelsesrummet), som er forblevet intakt. blev i 2005 omdannet til et museum. Museet viser blandt andre attraktioner mere end 50 autentiske historiske voksfigurer.
I kommandorummet (underskrivelsesrummet) hænger store kort over frontlinier, forsyningslinger og meget andet. Det centrale er forhandlingsbordet hvor stolene er mærket med navne på Det Tredje Riges og de allieredes forhandlere.
Musée de la Reddition
Onsdag eftermiddag stod den på champagnerundvisning. Der havde været ønske om et sted, hvor vi både kunne se vindruemarker og høre om den første proces og om hvordan champagnen så efterfølgende blev produceret og der måtte også gerne være plads til børn. Da vi havde bil til rådighed, var beliggenheden ikke så vigtig. Valget faldt på champagnehuset Gremillet
Det var et godt valg. Vi fik vores egen spændende rundvisning og champagnesmagning, hvor vi selv var med til at vælge, hvad vi ville smage. Naturligvis købte vi også nogle flasker med hjem, det var efter vores smag meget velsmagende champagner og i den nogenlunde betalbare ende. Det lykkedes endda at få nogle champagneflaske-lukkere med logo med i købet – gode hvis noget af flasken skal gemmes til dagen efter.
De næste par dage stod den på hygge med børnebørnene, mens forældrene var på kærestetur, som de havde fået i fødselsdagsgave. Da de kom tilbage fredag middag, sejlede vi videre på kanalen og gennem tunnelen til Port de Vaudemanges, en gammel vendeplads med flere beboede penicher.
