Canal lateral à la Marne + Orconte
20/7 19 – 25/7 19
Lige før tunnelen på Canal de l’Aisne à la Marne sejlede vi forbi noget, der lignede et sommerland for mindre børn. Vi undersøgte det på nettet, det var et sted der hed Grinyland, og det lød som det helt rigtige sted for en småbørnsfamilie.
Så lørdag morgen pakkede Sine og Thomas taskerne og tog afsted sammen med børnene. Det var en kæmpesucces og de var først klar til at komme tilbage til aftensmad. Vi andre kunne så til gengæld sejle igennem hele dagen, så det blev til nogle sluser og nogle km. Vi standsede i Châlons-en-Champagne, en hyggelig havn, hvor der ikke var ledige pladser, men vi fik lov til at ligge udenpå en Peniche.
Châlons-en-Champagne er første sted vi har set en pumpe til affaldsvand. Det så dog ikke ud til at blve taget så alvorligt, da adgangen var spærret af både. Havnen tilbyder sig også som vinterhavn og det gav anledning til at vi begyndte at snakke lidt om hvad planer vi egentlig havde. Inden afgang hjemmefra havde vi spøgt med at det kunne jo være at vi skulle overvintre i Paris. Nu var vi sejlet uden om Paris og sejlsæsonen er lang endnu, så vi fandt ud af at vi egentlig gerne ville helt til Middelhavet.
Søndag sejlede vi videre ad kanalen og endte med at ligge ved en øde kaj ved en gammel nedlagt fabrik eller hvad det nu var. Det var mange år siden der havde været aktivitet der, det har vi set en del af efterhånden.
Mandag sejlede vi så videre mod Vitry-le-François, hvor vi drejede til højre og ind på Canal entre Champagne et Bourgogne og frem til en holdeplads med vand og strøm nær byen Orconte.
Tirsdag morgen tog vi afsked med Aksel, blev kørt til toget mod Paris, hvor han skulle flyve til Manilla. Resten af familien skulle først hjem fredag.
Vejret var blevet varmere og de lovede hedebølge (40+ grader) de næste dage. Det gjorde det sværere at sove ordentligt om natten for både børn og voksne, og trætheden var begyndt at gnave. Og hvordan overlever man 42 grader i skyggen? Er det bedre at køre mod DK i en airconditioneret bil? Der blev indkaldt til ”Familieråd” Rådet besluttede, at familien blev ombord, Sine gik ned og sov til middag sammen med Leonora, og vi blev liggende, hvor vi var, med adgang til vand og strøm og skygge fra midt på eftermiddagen, så vi kunne køle os med at bade i kanalen eller under den kolde bruser, og båden blev kølet lidt af inden natten.
Det var en god beslutning. Vi havde nogle dejlige dage hvor vi badede, hyggede og stønnede, og det gik faktisk forbavsende godt med de 40+ grader.
Canal entre Champagne et Bourgogne
25/7 19 – 5/8 19
Canal entre Champagne et Bourgogne, tidligere kaldet Canal de la Marne à la Saône, er en kanal i det nordøstlige Frankrig, der forbiner byerne Vitry-le-François og Maxilly-sur-Saône. Den er 224.191 km lang og har 114 sluser (71 på Marne siden og 43 på Saône siden) og to tunneller, Condes som er 275 m lang og tunnellen på højeste niveau mellem Balesmes-sur-Marne og Noidant-Chatenoy, 4820 m lang. som løber næsten præcist under Marnes udspring
Arbejdet på udvidelse af den gamle kanal på Marne begyndte i 1880 og kanalen åbnede i 1907.
Kanalen får sit vand fra fire søer anlagt til det formål.
Vitry-le-François: 104 m.o.h
Maxilly-sur-Saône: 187 m. o. h.
Højeste niveau: 345 m. o. h.
Fredag morgen sagde vi farvel til Sine og Thomas, Lærke og Leonora. Efter ommøblering og oprydning sejlede vi til Chamouilley, hvor vi fik lov til at ligge udenpå en anden båd, da der ikke var flere pladser ved broen. De ville gerne sejle videre kl 7.30 næste morgen, så vi sejlede også og kom til en liggeplads nogle sluser efter Joinville, kort efter slusen St-Urbain. Søndag sejlede vi et kort stræk til Villiers-sur-Marne. Poul var lidt sløj, og vi trængte begge til en hvileeftermiddag. Det var en fredelig rasteplads med borde og bænke og tæt ved pladsen lå et gammelt vaskehus ved flodbreden.
Mandag sejlede vi til Chaumont. Vi skulle have købt ind og cyklede derfor til det nærmeste supermarked. Det var desværre lukket da vi kom frem, men der var en købmand i centrum, der havde åbent og så cyklede vi da derhen i stedet – vi havde ikke lige kigget på højdekurverne, men jeg skal hilse og sige, at det var god konditionstræning!
Navigation
Vi har tre forskellige kortsystemer ombord her på de franske kanaler.
Til venstre: Kortplotter med søkort, der skulle dække Europa. Informationerne på floder og kanaler er meget varierende, fra absolut ingenting over kantede billeder, retvisende billede uden så mange informationer (som det viste), til mere detaljerede oplysninger med km angivelser på km skiltene (de runde hvide ringe, der ses på billedet). Da kortplotteren er tilkoblet AIS modtager (og sender), viser den til gengæld, hvis en fragter nærmer sig. Det kan være rart, specielt i sving. Vi havde dog en lang periode hvor vi ikke havde nogen AIS signaler overhovedet. På underfundig vis fik alle fragterne pludselig AIS, da vi fik rejst antennen op igen, efter vi kom ud på Saône og broerne blev lidt højere…
I midten: Navionics på en iPad med GPS. Det indeholder en del detaljer, men har lidt for mange “lystbådehavne”, som f.eks. kan være en indsnævring efter en bro, hvor vi i hvert fald ikke lige havde lyst til at “parkere”, selv om vi har pløkke til at banke i brinken. Der mangler også informationer om faciliteter i land.
Til højre: Fluviacarte – papirsøkort og pilot i et. Indeholder mange detaljer både af sejladsmæssig karakter og informationer om faciliteter i havnene og seværdigheder i land. Desværre er de ikke altid helt opdaterede; den kortbog, vi bruger på billedet, er sidst udgivet i 2011, selv om vi har købt den i år. Det betyder bl.a. at der er angivet at man kan få vand en del steder, hvor det ikke er muligt, bl.a. i sluserne. Men det modsatte har også været tilfældet et enkelt sted.
Automatiske sluser med fjernbetjening
Tirsdag sejlede vi til Vesaignes-sur-Marne, hvor vi kunne ligge lige efter slusen. Onsdag sejlede vi gennem de sidste sluser før toppen og igennem tunnelen til en rasteplads lige efter efter denne. Vi stoppede undervejs i Langres for frokost og fik vandtanken efterfyldt. Det så ud til at være en spændende by, hvor vi burde være blevet lidt længere, men vi havde sagt til VNF folkene, at vi ville igennem tunnelen. Derudover havde vi nogle dage, hvor vi havde lidt travlt med at komme videre, da der også var meldt om manglende vand på den kanal, vi sejlede på. Så nu går det nedad resten af vejen til Middelhavet.
Næste dag sejlede vi først gennem 8 sluser, der var i serie, således at den næste sluse var klar når vi nåede frem. Dernæst tog vi et par sluser mere før vi stoppede for natten i Plepabe. Fredag fortsatte vi nedstigningen og sejlede først til en rasteplads ved Cusey, hvor vi var ved frokosttid, men der var ikke vand som forventet. Det var ellers meningen, at vi ville have holdt en vaske/hviledag der. Så efter frokost sejlede vi videre til Pouilly-sur-Vingeanne, hvor vi kunne cykle til en købmand i Fontaine-Francaise. Undervejs i en sluse så jeg en isfugl, der satte sig på sluselinen et øjeblik, indtil den fik øje på mig og fløj forskræmt væk. Samme dag så vi også en odder.
Lørdag sejlede vi videre til Maxilly-sur-Saône, hvor der var en fin rast med vand og strøm, mod at gå til bageren og købe poletter. Skilte og bageren fortalte at man fik strøm til 3 timer på en polet. Søndag fik vi vasket tre maskinfulde ved 60 grader og en ved 40 grader og konstaterede at vi havde strøm i mindst 8 timer på en polet. Måske det skulle have været 3 kWh i stedet? Omvendt – en ny polet kom i om aftenen og den holdt op med at virke ved syvtiden næste morgen. Og der havde vi IKKE brugt nye 3kWh. Mængden af vand der kunne fås på en polet fandt vi ikke ud af, men måske DEN holdt op med at virke efter 3 timer. Da vi ville efterfylde efter måske 4 timer, var der i hvert fald lukket for vandet igen.
Saône
5/8 19 – 15/8 19
Mandag sejlede vi til Auxonne. Endelig ude af kanalen og tænk, Saône er ligeså smuk og med noget mere liv ved bredderne. Og med langt mellem sluserne og max. hastighed på 15 km/t (vi sejler nu kun 11!), så går det der ud af. Vi havde frokostankeret i vandet for første gang i meget, meget lang tid. Og i havn i Auxonne – her er wifi og udlejningsbåde! Den første skrabede op ad vores badeplatform, den næste var tæt på at sejle ind i os også. Uha. Næste gang vi går i havn forsøger vi at finde en plads, der ikke ligger lige først for.
Tirsdag sejlede vi til Seurre gennem to sluser, hvoraf den sidste var meget stor. Vi begynder så småt at komme ned, hvor der er større fragtere igen.
Dagen efter var det regnvejr, så vi blev liggende og brugte noget af dagen på vinterhavnsprojektet. Facebookgrupperne er gode, når der er brug for råd eller hjælp. Denne gang ideer til vinterhavne. Ud fra ideerne indhentede vi tilbud på vinterhavn i både Cartagena og Badalona (forstad til Barcelona). Cartagena lyder mest spændende og godt, men der er langt at sejle. Det er ikke så let at bestemme sig.
Torsdag sejlede vi til Gigny og fredag til Macon Lystbådehavn. Det er tydeligt at byerne begynder at få sydlandsk præg. Vi bestilte flybillet til mig hjem om knapt 3 uger. Jeg skal hjem og hente stående rig, forsejl og andet, før vi kan få master på og sejle ud i Middelhavet
Lørdag cyklede vi ind til centrum af Macon og så lidt på byen. Vi så bl.a. kirken Église Saint-Pierre, en meget smuk kirke.
Église Saint-Pierre blev opført 1859 – 1865 efter arkitekten André Berthiers tegninger. Berthier skabte en neoromansk kirke med store dimensioner: 75 meter lang og 30 meter bred. Kirken har en flot beliggenhed på Place Saint-Pierre, hvor man kan stå på god afstand og beundre facaden med de to 53 meter høje tvillingetårne.
Inden man går ind i kirken må man beundre de fine halvcirkelrunde basrelieffer over de tre indgangsdøre: I siderne Marias himmelfart og Den yderste dag, og i midten Peters korsfæstelse med hovedet nedad.
Indvendigt er kirken indrettet som en treskibet basilika med sidekapeller. Der er flot lys ind gennem de mange vinduer øverst i det midterste skib.
Rundt omkring i kirken ses malerier og værker i udskåret træ.
Både det store hovedorgel og kororglet er fra 1800-tallet. Kororglet blev bygget af det berømte orgelbyggerfirma Cavaillé-Coll i 1866.
Søndag formiddag sejlede vi til Belleville inden det blev regnvejr. Beslutning om vinterhavn skal tages i weekenden. Langt om længe fortæller mavefornemmelsen os, at vi skal vælge Badalona. 500 km sejlads mindre og også et godt sted.
Belleville har en lille flydebro med plads til 5-6 både. Her nød vi tilværelsen et par dage. Der var både strøm og vand og tilsyneladende gratis. Indkøb i cykelafstand og et spændende hospitalsmuseum med interiør og sygepleje fra det 18. århundrede og med audioguide på engelsk.
Onsdag sejlede vi til Lyon. Lyon er en super flot by med mange pragtfulde bygninger. Katimaje IV fra Bogense, som vi mødte i Mölln på Elbe-Lübeck kanal, lå også i Lyon, nu på vej hjem igen efter at have været et par dage Middelhavet, så vi besøgte Jens om aftenen og udvekslede oplevelser, det var rigtig hyggeligt.
Rhône til l’Ardoise
15/8 19 – 24/8 19
Der er helt sikkert meget at se i Lyon, vi havde bare mere lyst til at komme videre, så torsdag sejlede vi til Les Roches-de-Condrieu, hvor vi kunne få strøm og vand. Her fik vi ordnet vasketøj og købt ind.
Fredag sejlede vi til Saint-Vallier. Vi gik en tur op i byen. Der var mange ferielukkede og en del permanent lukkede butikker, men ellers var det en fin by centreret omkring udløbet af floden La Galaure.
Lørdag sejlede vi videre til Valence lystbådehavnen der ligger i udkanten af byen. Undervejs havde vi en del vind fra syd med bølger og sprøjt i luften. Vi havde egentlig snakket om at stoppe ved en kaj lidt tidligere, men dels lovede de endnu mere vind søndag, dels havde det været noget uroligt ved kajen i Saint-Vallier, bl.a. havde en stor fragter passeret efter vi var gået i seng, og den satte så meget sø, at vores badeplatform kom under vand og efterfølgende sprøjtede det op og ind ad agterlugen til os. Vejrudsigten lovede regn de følgende to dage og vi havde god tid til at nå Avignon til flyafgang, så vi betalte for 4 nætter. I Valence hyggede vi os nogle dage og vi besøgte også museet for Armensk kultur og folkedrabet på armenere i 1915, som vi ikke vidste noget om. Det var et spændende og tankevækkende sted med engelsk audioguide.
Onsdag var det tid at komme videre, så efter indkøb var der afgang ved middagstid. Vi skulle have vand på før afgang, men det løb så langsomt, at vi kun fik tanken halvt fyldt. Vi ville ikke risikere at skulle betale for endnu en nat! Vi havde egentlig overvejet et par småhavne undervejs, men det endte med at vi sejlede helt til Viviers, da der var meget modvind og meget medstrøm så en lille havn med plads til både på max 13 m fristede ikke at kravle ind i. Venlige mennesker hjalp med fortøjningerne.
Dagen efter blæste det stadig fra nord, så vi blev liggende og gik en tur op i den gamle bydel. Det var som at rejse tilbage til middelalderen. Husene var velholdte og det var en spændende tur. Sjovt nok var der dog mange cafeer og restauranter, der var lukkede. Vi gættede på at åbningstiderne afhang af, hvornår de store krydstogtskibe lagde til i havnen og sendte gæsterne på guidet tur i byen. Nå men vi skulle heller ikke købe noget alligevel.
Fredag sejlede vi til Saint-Étienne-des-Sorts. Vi kom igennem en stor sluse, 22 m høj, og stoppede for frokost men besluttede at blive liggende.
Vinden løjede af og det blev en dejlig eftermiddag og aften. Der kom et tysk par i en scampi 30, han havde knækket masten i høj sø ud for en klippekyst i Sydspanien, men ingen vant var sprunget og salingshorn var intakte, så alu-profilen måtte simpelthen være blevet ”træt”. Han havde sejlet med den halve mast og spileren som råsejl og på den måde sejlet 500 sømil til Port st. Louis. Det var åbenbart svært at få en ny mast i Spanien uden at skulle af med en formue. Så nu var de på vej hjem.
Lørdag sejlede vi videre sydpå ad Rhône og nærmede os Avignon. Vi havde bestilt flybillet fra Marseille men efterfølgende fundet ud af at der ikke var nogen offentlig transport fra Port St. Louis til Marseille. Derimod gik der tog fra Avignon, så det var planen at stoppe der, mens jeg tog hjem til Danmark. Vi havde nu god tid da jeg først skulle flyve onsdag. Så vi kiggede lidt på mulighederne.
Flere steder på Rhône (og andre floder), hvor der er problemer med for meget strøm og/eller vanddybder, har man valgt at lave en kanal med en sluse, som leder udenom det vanskelige sted, ofte med et vandkraftanlæg ved siden af slusen. Den gamle del af floden er derved blevet mere fredelig men stadig ikke sejlbar. Den øvre og den nedre del af det gamle flodleje er dog ofte sejlbare og et godt sted til en havn. Det var f.eks. tilfældet i Viviers, hvor havnen lå lige der hvor kanalen og floden igen løb sammen.
Det var også sådan et sted vi valgte at gå til, nemlig L’Ardoise, som ligger 5 km oppe ad den gamle flod og godt beskyttet. Altså lidt af en omvej for forbipasserende. Der var smukt og stille på den gamle flod som endte i en hendøende erhvervshavn og en lystbådehavn med strøm og vand, wifi og en meget serviceminded havnekaptajn-inde og restaurantindehaver (vi prøvede det af, det var udmærket mad). Det tog ikke lang tid for Poul at beslutte, at han gerne ville blive her, mens jeg tog hjem til Danmark.
l’Ardoise
24/8 19 – 14/9 19
Dagene inden min afgang blev bl.a. brugt på tøjvask og indkøb – havnekaptajnen havde tilbudt, at vi kunne køre med hende mandag formiddag, men hun skulle alligevel ikke til byen, så hun kom og afleverede sine bilnøgler, så kunne vi bare køre selv, og det var også ok hvis vi kiggede os lidt omkring. Sikke en gestus. Vi fik købt stort ind, så Poul kunne klare sig uden indkøb til jeg kom tilbage med vores egen bil.
Onsdag morgen meget tidligt tog jeg med bus til Avignon og videre med tog til lufthavnen i Marseille. Herfra fløj jeg via Amsterdam hjem til Danmark. De næste dage stod den på endevending af vores pulterrum for at finde stumperne på huskelisten, farvel til Aksel som flytter til København, til Vadum med campingvognen, som Lærke, Leonora, Sine og Thomas skulle låne i weekenden, indkøb af reservedele og lagervarer i lange baner. Der blev også tid til Mariefestival i Ansager lørdag og søndag. Mandag aften blev bilen læsset med alt, tagbøjler sat på, så vores nyindkøbte gummibåd kunne samles op i Holland, og tirsdag morgen sagde jeg farvel og kørte sydpå igen med stop diverse steder og AirBnB overnatning i Nijmegen i Holland. Sent onsdag aften var jeg retur i L’Ardoise, det var dejligt at være tilbage igen.
I mellemtiden havde Poul rodet med nye elledninger og havde nærmest haft splittet hele båden ad.
Så vi trængte begge til et par rolige dage, men de første dage gik med at pakke ud og stuve af vejen, montering af redningsflåde, montering af hjul på og søsætning af den nye gummibåd og ibrugtagning af påhængsmotor. Vi havde købt ekstern tanktilslutning sammen med motoren og ekstern tank sammen med båden, men ak – det viste sig at vi havde fået en forkert tilslutningsdims til motoren. Så vi må nøjes med den indbyggede tank, indtil vi får fat i den rigtige dims.
Vi havde planlagt med afgang lørdag, men mistralen blæste, så vi købte os et par ekstra nætter og tog på udflugt med bilen søndag, hvor vi var i Orange og se et meget velbevaret teater fra romertiden. Faktisk var vi så heldige at netop den weekend var der romerske dage i teateret, så der var udklædte romere og forskellig optræden af bl.a. soldater, der viste hvordan de kunne bruge deres store skjolde til at bygge menneskebarrikader.
Placeret i hjertet af Rhônedalen er det romerske teater i Orange uden tvivl et af de fineste levn fra Romerriget. Et exceptionelt vidnesbyrd om det gamle Rom og optaget på UNESCOs verdensarvsliste som det bedst bevarede teater i Europa. Berømmelsen skyldes især den storslåede scenevæg som er fantastisk velbevaret og unik i den vestlige verden. Et sted for shows i romertiden som fortsætter i denne rolle i dag, til glæde for musikelskere verden over.
Théâtre Antique
Undervejs begyndte Poul at tage sig til albuen, som var begyndt at hæve mere og mere op. Han havde banket den ned i jorden, da han satte hjul på gummibåden, og ikke fået det renset efterfølgende. Så i stedet for at køre videre efter frokost i byen, kørte vi hjem igen. Det var vist meget godt for det blev værre og værre. Ingen tvivl om, at det var betændelse, der bredte sig hurtigt til det meste af armen samtidig med at almentilstanden også blev påvirket. Det er sket flere gange før med års mellemrum og heldigvis havde vi penicilin med hjemmefra, som Poul startede med at tage. Da hævelsen fortsatte med at brede sig, valgte vi mandag at frekventere en læge i nabobyen Laudun. Han rensede såret og vi fik en recept på mere penicilin. Efterhånden kom der også feber til, men tirsdag morgen gik det lidt bedre så Poul var sikker på, at vi kunne sejle onsdag morgen , så vi bestilte tid i Port Saint Louis til hhv. masteafløftning og masterejsning fredag og lørdag. Allerede tirsdag aften trak han lidt i land, og onsdag formiddag blev vi enige om at udsætte afgang til lørdag og flytte reservationerne til mandag og tirsdag.
Det gav så til gengæld tid til flere udflugter, jeg legede turist i Laudun …
og vi var en tur i middelalderbyen Uzès.
