Teofani
6/1 22
Et af målene med at besøge et land var at opleve deres skikke, f.eks i forbindelse med helligdage. Vi kunne forstå, at der skulle ske noget specielt 6. januar nede midt i byen ved broen ud på dæmningen. Så vi mødte op og så en meget spektakulær forestilling med præster, unge mænd, der svømmede om kap for at få fat i et kors som den første, og bundter med appelsiner i bånd, der blev solgt og efterfølgende dyppet i vandet. Teksten nedenfor giver en forklaring på, hvad det gik ud på.
Jesu dåb er en af de store højtider i den ortodokse kirke, og den markerer sammen med Jesu fødsel Guds tilsynekomst
Det er vinter, og det blæser koldt. En større procession med ikoner og den lokale præst i spidsen er draget ned til havnen. Der bliver bliver bedt, og præsten kaster et stort kors i vandet. Tre unge mænd kaster sig ud, og svømmer hastigt afsted mod det sted, hvor korset sank i. De dykker, og lidt efter viser én af de unge mænd jublende korset frem, og kan se frem til velsignelse med lykke og held det næste år.
Ritualet hedder “den store vandindvielse”, og finder sted i ortodokse lande den 6. og den 7. januar i forbindelse med fejringen af Jesu dåb. Det er ikke en sport, og det handler ikke blot om et kors, der får et bad. Ritualet udtrykker, at hele skabningen renses og helliggøres ved kontakten med Kristus.
Jesu dåb er i den ortodokse kirke en af årets store højtider. De ortodokse kender højtiden som teofani, det betyder Guds tilsynekomst, og den er tilegnet Jesu dåb i Jordanfloden. Fejringen af Jesu fødsel, altså julen, handler også om, at Gud kommer til syne i verden, og begge helligdage blev i det 4. århundrede gjort til én sammenhængende højtid. Sådan er det også den dag i dag. Strengt taget varer julen altså 12 dage.
Her i Danmark er dagen almindeligvis kendt som Hellig Trekonger, en dag, der også hænger nært sammen med julen. “Stjernen ledte vise mænd, til vor Herre Jesus Kristus hen”, som det hedder i salmen Dejlig er den himmelblå. Det er ikke et tilfældigt sammenfald, men oprindeligt samme fejring.
Det fortælles i Det Nye Testamente, at Johannes Døberen bebuder Messias’ komme. Da Jesus viser sig for Johannes og Israels folk, vil han døbes – til stor undren for Johannes, der ikke mener, at Israels forløser behøver den slags. Den ortodokse kirke opfatter dette scenarie som Jesu ønske om at dele de menneskelige vilkår.
Ved Jesu dåb viser hele treenigheden sig. Himlen åbner sig, og Guds Ånd daler ned som en due, og der lyder en røst fra himlen: “Denne er min Søn” (Matthæusevangeliet 3,13-17).
Johannes har allerede fortalt, at Messias skal døbe – ikke med vand men med Helligånd. Ved Jesu dåb helliggøres således selve vandet og dermed resten af alt det skabte.
I den store vandindvielse gentager præsten den oprindelige helliggørelse af vandet – Jesu dåb – ved at nedsænke korset i vandet. Det foregår inde i kirken, og det kan desuden, som i eksemplet ovenfor, foregå udenfor i et bassin, en flod, en sø eller lignende. Når vandet er indviet, bestænker præsten kirkerummet, ikonerne og menigheden. Herefter deler præsten vandet ud til menigheden, som har medbragt flasker til formålet. Hvis det kan lade sig gøre, vil præsten efterfølgende gå fra hus til hus og bestænke hvert rum.
Ligesom de troende bør skrifte mindst én gang om året, og dermed rense sig fra synd, sker der også en rensning og velsignelse af de materielle ting. På nogle ikoner, der afbilder Jesu dåb, kan man ligefrem se dæmoner springe ud af vandet. Der hvor Jesus Kristus er, levnes ikke plads til det onde.
